To mænd til 20 kvinder. Himmelsk eller besværligt?
JJeg var i Hundested i går. Igen. Jeg kan godt lide byen, men jeg kender den ikke særligt godt. Den har placeret sig lækkert, men måske lidt for langt væk til at den er trendy?
Jeg ved det ikke. Jeg gætter bare.
Men i går var jeg altså i Hundested, til et arrangement hos Zrinka. Hun bor dejligt, og har en klinik – jeg bryder mig ikke om det ord. Klinik. Men hun har et rum i sit eget hjem, hvor hun møder folk, der gerne vil bearbejde forskellige emner. Det kan være emotionelle eller fysiske udfordringer. Og meget ofte hænger de sammen.
Det var kun nøjagtig en uge siden jeg sidst besøgte Zrinka i Hundested, til en samtale om mit liv. Det var et personligt møde. Jeg var lige ved at sige samtale, og det var det også, men ikke kun.
Men arrangementet i går var anderledes, for det var en større gruppe, og Zrinka åbnede hele sit hjem for at rumme alle disse mennesker.
Titlen på arrangementet var “Being Love – en miniworkshop med gruppehealing i kærlighedens navn”.
Titlen kan måske give nogle associationer til de brølende 60’ere med Jimi Hendrix og Janis Joplin og bevidsthedsudvidende substanser, men det var det slet ikke.
Bevidsthedsudvidende – ja, men uden skadelige substanser.
Men temaet var ganske rigtigt at verden har brug for mere kærlighed, at verden har brug for at mennesker øver sig i at rumme forskellige holdninger og ikke dyrker ideologiske skyttegravskrige, og at al forandring, starter med det enkelte menneske, der må tage et ansvar og øve sig.
For nylig læste jeg et godt udtryk af Daniel Goleman, forfatteren til bogen Følelsernes intelligens. Udtrykket var “Amygdala Hijacking”.
En fremragende beskrivelse af den tid vi lever i, sikkert har levet i altid, men det virker som om det har nået nye højder, og hver gang man tror at toppen er nået, bliver det værre igen. Måske fordi dem, der drager fordel af at holde folk i frygt, har fået nye kraftfulde værktøjer, viden og metoder, og rettigheder, til at gøre folk bange.
Arrangementet var delt op i to faser, efter introduktion og forklaringer, var første opgave at vælge et eller flere mennesker, situationer, oplevelser – der skaber vrede i os.
Dernæst beskrev Zrinka en metode til at give slip på disse oplevelser. Hun brugte en effektiv association, eller anker, nemlig en rulle med sejlgarn, og opfordrede os til at forestille os at vores valgte situation var denne rulle, og opgaven var at trække den ud og lægge dem væk et sted i nærheden, men væk fra os. Men ikke kaste dem bort, for senere skulle vi prøve at finde dele af det negative, der havde været lærerigt, mens andet blot skulle kasseres.
Jeg synes det var en glimrende metafor, men da jeg havde valgt de idioter jeg ville arbejde med, blev jeg helt overrasket da de dukkede op som vildt dansende linestyrede karikerede dukker, som nogle af os kan huske fra børneudsendelsen Ingrid og lillebror, hvor lillebror var styret af tynd fiskesnøre, af en person der sad ovenfor, uden for billedet. Eller tegnefilmen Pinocchio. De dansede viljeløst rundt, og jeg måtte opgive ideen med sejlgarn, og endte med at vikle dem ind i den snøre, der kontrollerede dem. Jeg besluttede, at det var en brugbar metafor, for det var jo det de var. Kontrolleret af usynlige liner. Ubevidste brikker i et system. Belønnet med penge, titler og rettigheder.
Da de lå nede på gulvet i en sammenfiltret klump, forsøgte jeg efter bedste evne at finde det jeg kunne bruge fra oplevelsen, men det meste smed jeg ud til destruktion. Ikke genbrug.
Så var der en kort pause med te og kaffe og snacks, og så var det tilbage til stolen.
Fase to var en stille meditation, hvor man kunne arbejde med emner man ønskede at slippe. Jeg har en større samling, men havde lidt svært ved at finde ro. Men til sidst kom den.
En af aftenens højdepunkter var, at jeg mødte en person jeg ikke har set i flere år, og som jeg så første gang under de triste coronadage, hvor Amygdala Hijackingen var på sit højeste.
Hun var medarrangør, så vi fik ikke talt så meget, men hun spurgte mig, hvordan det var at være så få mænd i gruppen. Vi var to fra det mandlige køn, resten var kvinder i alle aldre.
Jeg svarede at det ikke generede mig det mindste, men vi blev enige om at jeg skulle skrive lidt om det. Ellers ville hun gøre det, og så er det bedre at jeg selv skriver. Så får jeg historien som jeg vil have den.
En sjov lille ting jeg bemærkede da sejlgarnsøvelsen startede, var en kort overvejelse om jeg virkelig ville sige farvel til den vrede, for vrede har også sine fordele. Den kan give et “energiboost”, oplevelsen kan skubbe ansvaret væk fra mig selv, og selvretfærdighed er også dejligt. Jeg er blevet afhængig af det, så det skulle jeg også være villig til at sige farvel til, og acceptere de abstinenser der kan komme.
Det var rart at tilbringe timer med mennesker der ikke længere vil acceptere frygtmanipulation, og som søger noget andet.
Nu er det tid til endnu en kop kaffe.
Crede et Vicisti – Tro og Vind