Hvad er et mirakel?
Et gennemgående tema i mine historier er mirakler. Og forleden dag skrev jeg igen en historie om emnet, og jeg indså og erkendte, at jeg er bange for mirakler.
Jeg vælger at tro at angsten for mirakler bunder i angsten for forandring. Eller skal jeg sige utrygheden ved – det lyder bedre.
Måske tager jeg fejl, men jeg tror kun der er en måde at bearbejde angst, og det er ved at konfrontere den.
Mit barnebarn er ikke så glad for hunde. Men hun er mere utryg ved store hunde, end ved små hunde. Vi har også arbejdet meget med hendes modstand mod edderkopper, og hun er blevet langt bedre til at håndtere dem, men hun foretrækker stadig de små.
Jeg tror jeg har det på samme måde med mirakler. Jeg må starte med små mirakler.
Men hvad er egentlig min definition på, hvad et mirakel er.
Det er ikke helt klart for mig, men jeg kan jo gøre et par forsøg på at skrive lidt om, hvad mirakler ikke er – og det er naturligvis min helt egen, så jeg hævder ikke at det er en ny international standard.
I lørdags kontaktede jeg et hotel for at bestille to værelser, et enkelt og et dobbelt, i Maribo, da to personer som jeg holder meget af, og mig selv, har planlagt en tur til Knuthenborg Safaripark. I højsæsonen med 5 dages varsel.
Jeg indrømmer at jeg ikke troede på det, men fik senere på dagen en bekræftelse.
De havde kun to værelser ledigt, et enkelt og et dobbelt, og de blev reserveret til mig.
Det var fantastisk og jeg blev glad, men jeg betragter det ikke som et mirakel.
En dag tilbage i februar var jeg i bil, på rute 6 på vej hjem fra jobbet, som jeg heldigvis har givet slip på, i sydgående retning, og pludselig hørte jeg et smæld og jeg så en bil i modsatte vejbane der i samme sekund havde ramt en anden bil bagfra, der havde ramt en tredje, og nu udspillede der sig et trafikuheld få meter fra mig, live, mens jeg passerede. Der var sågar en stump fra en af de ødelagte biler, der rullede over vejen, som jeg var tæt på at ramme. Tre biler var impliceret, men heldigvis ingen personskade.
Var det et mirakel, at jeg ikke blev impliceret? Jeg betragter det ikke som et mirakel, men et fantastisk held, at der ikke kom biler over i min vejbane.
Så hvad skal der til, før jeg vil opfatte det som et mirakel?
Et bud kan være, at fysiske begrænsninger og love bliver brudt og ændret.
At mennesker bliver helbredt mod alle odds. Der er mange eksempler på dette.
Det kunne også være hvis nogen kan vise mig en person der leviterer, eller bøjer en ske, sådan rigtigt.
Jeg lytter stadig til bogen “An Autobiography of a Yogi” og den er fantastisk og grænseoverskridende.
Der er mange historier der bekræfter at helbredelse sker når man giver slip på de negative indtryk man har i sindet. Det kan være selvoplevede i dette liv, eller noget man har med sig fra tidligere inkarnationer, eventuelt kollektive familiemæssige indtryk.
Det tror jeg på. Eller gør jeg? Jeg vil gerne tro på det.
Jeg tror min første udfordring er at opgradere tilsyneladende tilfældigheder og heldige sammentræf til små mirakler, og vænne mig til dem. Gradvist kan jeg øve mig i at opleve de store, efterhånden som jeg giver slip på mine begrænsninger.
Apropos begrænsninger kom jeg til at tænke på dette smukke og kendte citat, der ofte fejlagtigt tilskrives Nelson Mandela, men det er angiveligt ikke ham der har sagt det, men derimod Marianne Williamson. Det gør det ikke mindre smukt.
“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, ‘Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous?’ Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
– M. Williamson
Crede et Vicisti – Tro og Vind