Ost og fællesskab

For pokker, verden er ved at gå under, og så poster jeg et billede af en OST!

Jeg er på sin vis ked af at jeg ikke kan bidrage med andet i denne spændende tid, hvor mange ting tilsyneladende forandres, og dog, så er meget alligevel ved det gamle. Trygt og forudsigeligt. Man kan vænne sig til at verden snart går under – det har den altid været lige ved.

Jeg har lyst til at skrive lidt om osten på billedet, fordi den repræsenterer et forsøg på at skabe en lille forandring i mit liv.

Men det hele startede med en kartoffelmad.

Ja faktisk startede det med et nyt job sidste år, hvor firmaet af og til giver frokost. På en magnetisk opslagstavle har de smørrebrødssedler hængende fra den lokale smørrebrødsforretning, og en sensommerdag fik jeg for første gang sådan en i hånden og skulle vælge. Jeg lod blikket bevæge sig ned over siden, og alle klassikerne var der. Fiskefilet med remoulade, æg og rejer og mange flere – og så stod der “Kartoffelmad”. Kartoffelmad. Det var evigheder siden jeg havde fået en kartoffelmad. Og man kunne vælge mellem rå og ristede løg, og det gjorde det selvfølgelig sværere, men den og et par efterfølgende kartoffelmadder vækkede noget i mig.

Af og til, ja stort set hver eneste lørdag formiddag, passerer jeg torvet i provinsbyen, og hvis vejret er rimeligt, er der er et rigt liv af boder hvor man kan købe alt fra brugte juleplatter, hjemmelavet brugskunst og forskellige mad og drikkevarer. En dag så jeg en mand med et fotogent vejrbidt ansigt stå bag disken i sin bod og jeg opdagede at der stod bakker med kartofler.

Jeg købte et kg. og nu kunne jeg selv lave kartoffelmadder. Men ikke nok med det. Kort efter erindrede jeg også brasede kartofler. Brasede kartofler. Nu kom de også tilbage i mit liv, efter årtiers fravær.

Jeg følte en vis tilfredsstillelse ved at købe disse varer hos de små boder, hos de selvstændige som har det svært på grund af en systematisk jagt med regler og bøder. Tilsyneladende vil nogen kvæle dem, så de bliver så trætte at de giver op og bliver lønmodtagere og stemmer på socialkammeraterne, i en af de mange variationer.

Jeg bor jo alene og der er grænser for hvor meget jeg kan spise, men som sagt kunne jeg lide tanken og følelsen ved at handle i disse boder. Jeg følte mig, på mange måder, som et bedre menneske. Et mere bevidst menneske. Et menneske der tænker over den verden jeg lever i, og vil forsøge at ændre den til det bedre, ved at støtte de lokale, de små handlende, selvom socialisterne skyder os liberalister det modsatte i skoene. Selvfedme føles godt.

Jeg tror ikke på globalismen, ej heller på centraliseret magt, jeg tror på nærhed, nærvær, at man er tæt på dem der bestemmer, at man kan se hvad pengene bliver brugt til, at dem der laver reglerne også forstår og selv mærker konsekvenserne.

Kan man kalde det lokalisme? Jeg mener at EU forlængst er moden til afvikling – lad os nedlægge monsteret. For meget magt til for få, er ikke godt uanset ideologi.

Jeg har også købt æbler og de var meget sprøde og lækre.

Jeg har ved et par lejligheder haft lyst til at købe ost. Der står altid en bod på torvet, sådan en trailer, der lige kan kobles på en bil, placeres, og åbne en stor lem på siden af kassen, og så kan ostemanden stå i læ i det lille rum, i sin flyverdragt hvis det er koldt.

Jeg har taget tilløb et par gange, men der var altid nogen før mig og jeg mistede tålmodigheden. Jeg er heller ikke den store ostespiser, sandt at sige, især er jeg ikke meget for stærk ost.

Men i dag stod jeg og ventede ved osteboden, og der var flere foran mig. Jeg hæftede mig ved at kunderne, der ofte var af den ældre generation – er det tilfældigt? –  Eller kan ældre mennesker bedre lide ost end unge? Men jeg stod og lyttede og iagttog og flere af dem virkede rutinerede og de vidste hvad de ville have, og de blev tilsyneladende ikke chokeret når ostemanden fortalte hvad prisen blev, når han havde haft osten på vægten. Det blev jeg.

Nå, jeg besluttede at i dag skulle det være, og jeg sagde at jeg gerne ville købe et stykke, men det måtte ikke være alt for stærkt. Han foreslog en Blå Kastrup 45+ mellemlagret og jeg havde jo glemt at hos rigtige ostehandlere kan man prøvesmage, og jeg fik et stykke.

Det smagte fint, og jeg sagde ja tak. Han foreslog en størrelse og skar med den fine “ostebue”, som den hedder, når det er til store stykker og store oste.

Jeg betalte 122 kr. uden at kny og gik hjem.

På vejen hjem kom jeg tanker om at jeg ikke havde overvejet, om osten var økologisk. Jeg var åbenbart så optaget af den nye måde at handle på, at jeg helt glemte at undersøge det.

Det var måske de venlige mennesker der fik en kort sludder med ostemanden, og der var en god stemning omkring boden, folk glædede sig og var indforstået, og de vidste hvad de ville, og mange kendte navnene på ostene når de bestilte. Jeg skulle pludselig prøvesmage, og som begynder ville jeg ikke tage for meget tid. Det var næsten som en lille klub.

Sådan en ostebod kan måske overbevise nogen om, at nærhed og lokalisme er vejen, og at EU skal nedlægges. Men man skal passe på, at ønsket om fællesskab ikke kommer til at overskygge de principper, man finder vigtige.

Mine overvejelser om økologi går primært i retning af hvorvidt der er brugt mælk der har fået det kemiske stof Bovaer, som “videnskaben” har besluttet skulle reducere metangas fra koprutter, for det skulle have en effekt på klimaet – eller noget i den retning.

Jeg anser hele CO2 historien for at være noget vrøvl, med en anden skjult dagsorden der har det formål at kontrollere masserne. Jeg tror ganske enkelt ikke på det, og jo, meget videnskab støtter også denne påstand, men den er der hverken magt eller penge i. Og jeg har læst at flere landmænd har rapporteret, at deres dyr har fået det meget dårligt. Økologisk mælk er fritaget. Det andet er vanvid – og dyrplageri.

Jeg besluttede at undersøge, hvem der har produceret denne ost. Det har tilsyneladende det privatejede Jernved Mejeri, i det vestjyske, tæt på Esbjerg. Den er produceret for andre leverandører og indgår ikke i deres eget sortiment.

Jeg skrev en mail til Jernved Mejeri for at høre nærmere om hvilke mælkeproducenter de benytter, og jeg har også skrevet min bevæggrund for at henvende mig, så de ved at de har at gøre med en paranoid sølvpapirshat der ikke tror på at koprutter påvirker klimaet.

Jeg har naturligvis ikke hørt fra dem endnu, da det stadig er weekend.

Og jeg bebrejder selvfølgelig hverken ostemanden eller mejeriet noget som helst – de arbejder under de forhold, de har – indtil de giver op og bliver lønmodtagere.

Det er ikke nemt at være bevidst forbruger. Det er i det hele taget ikke nemt at være bevidst.

Crede et Vicisti – Tro og Vind