Vær en mentor

Jeg har før skrevet om at møde en mentor, en der vil hjælpe eller hjælper uden at være bevidst om den effekt det har. Og det handler denne historie også om.

Ikke ret mange ved at jeg har udgivet en CD. Og flere og flere, selvfølgelig primært unge, ved ikke hvad en CD er. Nej, jeg har ikke været noget ved musikken, men for år tilbage, tjente jeg mine penge ved at undervise i golf. Det har ofte undret mig at jeg skulle gå den vej, for jeg har intet blændende talent, men kald det karma eller skæbne, og en dag prøvede jeg at svinge en kølle, og som et euforiserende stof, blev jeg afhængig og trukket ind i branchen. Heldigvis er det meget sundere end heroin og alkohol.

Og jeg var ung, manglede et job og en identitet. Så jeg valgte den vej, ikke som spiller, men som underviser.

Årene gik og jeg fik interesse for at udvikle mig og mit sind, og jeg læste bøger og deltog i kurser, og jeg lærte blandt meget andet noget om at visualisere, og forstod at hjernen ikke kan kende forskel på virkelig information og det man forestiller sig.

Jeg fik lyst til at integrere denne interesse i mit arbejde som underviser, for jobbet var ved at blive rutine, og jeg havde brug for inspiration.

Jeg fik ideen at jeg kunne forsøge at sælge afslappende musik, så golfspillere kunne blive bedre til at slappe af, til at få styr på nerverne og de spændte muskler og jeg kontaktede Danmarks førende musikforlag i denne genre. De var imødekommende og sendte et stort udvalg af cd’er, men de solgte ikke.

De var produceret til et andet segment, til den alternative verden som man kalder det, og jeg foreslog at man måske skulle have materiale der mere målrettet henvendte sig til golfspillere, og de foreslog så at jeg lavede sådan en cd. Det kom helt bag på mig, men efter at have sovet på det, sagde jeg ja, og gik i gang.

Jeg fik endda lov til selv at lave cd’ens cover og innercover, fordi dtp også var en spirende interesse. Jeg var i den syvende himmel.

Hvilket smukt udtryk: “Den alternative verden”. 

Jeg havde aldrig prøvet det før, så det var famlende og usikkert, men jeg fik da skrevet noget, og jeg brugte meget tid på det, og en dag var jeg klar.

Indholdet bestod af guidede afslapningsøvelser og visualiseringsøvelser, der skulle anskueliggøre fordelen ved at have et positivt indre billede af det slag man skulle slå, således at opmærksomheden lå på boldens destination, og ikke alle de steder man frygtede at lande.

Forlaget betalte to dage i et professionelt musikstudie på Rentemestervej i København, og jeg var meget benovet.

Jeg husker at jeg mødte selveste Ivan Pedersen, en af dansk musiks legender, der havde kontor ovenpå, og han kritiserede venligt og diplomatisk min udtale, der lød for meget, som om jeg læste op. Han havde ret. Jeg skulle have øvet mig mere, som skuespillere der øver sig så meget at det lyder naturligt når de spiller en scene, eller musikere der frigør sig fra noderne og først da lyder det overbevisende. Måske hedder det “diktion” – men jeg er ikke sikker. Men en ting er sikkert, Ivan havde ret.

Studiet hed Tunelab og var ejet af Jørgen Thorup, der var medlem af Shubidua i en periode, men han var ikke til stede, men det var teknikeren Niels Poulsen, der selv var musiker, og han var et tålmodigt menneske.

Det var spændende, men jeg følte mig også som en hund i et spil kegler. Alle var venlige og  imødekommende og tålmodige, og jeg kender godt den følelse af  ikke at passe ind, ikke mindst nu, i den mærkelige verden jeg lever i. Hvad laver jeg her? – Det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv. Og optagelserne blev optaget og redigeret og sendt videre i produktion, og en dag stod jeg med de færdige cd’er i hånden. Det er en ganske særlig følelse.

Og nu er jeg ved at være fremme ved en af historiens pointer. For nogen tid siden fortalte jeg om en skolelærer jeg havde i folkeskolen, der lånte mig, en 15-16 årig knægt, et gammelt kostbart Leica kamera, som han havde arvet, og den historie mindede mig om hvor vigtigt det er at have nogen der tror på en, der støtter og viser tillid.

Måske er det bevidst, måske uden at tænke nærmere over det, eller der kan være et potentielt økonomisk motiv, som eksempelvis min CD, der desværre ikke kom på nogen bestsellerlister, eller lydstudiet der udholdt min oplæsning.

Men uanset hvad, så betyder det noget. Vær bevidst om det. Og overvej at blive mentor for nogen. Bliv siddende, selvom diktionen er elendig og der ikke er nogen penge i det.

Musikforlaget tog en chance og jeg er sikker på at de ikke forventede at cd’en ville blive en verdenssucces, for det var en niche og et eksperiment, men for mig betød det noget, især i den periode, hvor jeg også var ved at skrive en ny historie om mit liv. Og jeg forlod golfbranchen kort efter, og jeg kom til at arbejde med DTP. CD’er som lagringsmedie er et levn fra fortiden, musikforlaget har genopfundet sig selv og stortrives i en ny version med andre produkter. Jeg har stadig god kontakt med dem, men i en anden sammenhæng.

Og jeg er i en tilsvarende situation nu. Jeg er ved at skrive en ny historie om mig selv.

Den minder mig om dengang jeg sad foran computeren og skrev øvelserne.

I dag er jeg stærkt inspireret at Joe Dispenza, der ikke forsøger at bilde folk ind at det er nemt at erstatte gamle tanker med nye, at der ikke er nogen hurtige løsninger og genveje, men at det er hårdt og energikrævende arbejde, fordi det kræver bevidsthed om hver eneste tanke der opstår, og et bevidst valg om at stoppe de tanker man ønsker at sige farvel til, fordi de ikke længere understøtter den man ønsker at være.

Men nu vil jeg sætte en 78 plade på min grammofon, tage blækhuset og dyppepennen frem, og skrive en ny historie om de tanker jeg ønsker at tænke …

Crede et Vicisti – Tro og Vind

Link til historien om Leica kameraet https://erduder.dk/tillidserklaering/