Romantik og farver
Jeg har givet mig selv en gave bestående af 24 udvalgte akvarelfarver.
Det nemmeste ville være at vælge et af de allerede eksisterende sæt som mange producenter laver, men jeg havde lyst til at sammensætte selv.
Det er jo ikke optimalt når man vælger fra et farvekort på en tvivlsomt kalibreret computerskærm, men jeg brugte ganske meget tid på det og fandt stor glæde ved det.
Jeg går egentlig ikke op i mærker og finder brandloyalitet lidt tåbeligt, sammenlignelig med disse fodboldfans der går meget op i at deres hold vinder. Men når det er sagt, har jeg et godt øje til den tyske producent Schmincke. Vores relation startede nok tilfældigt da jeg købte nogle gouache farver og netop Schmincke får altid fine anmeldelser af dette produkt.
Men jeg har også købt andre mærker, eksempelvis Daniel Smith akvarel og kan ikke mærke forskel. Jeg laver ikke sammenlignende tests, og har man behov for det, er der rigtig mange på nettet. Dem ser jeg af og til og de kan være interessante, men jeg tror mest det er en behagelig måde for en stund at parkere hjernen, med noget den ikke skal bruge ret meget energi på. Intet er mere afstressende end at se maling tørre.
Jeg indrømmer gerne, at jeg ofte bliver fascineret og lidt forelsket i farverne, fordi producenterne er gode til at finde på smukke romantiske navne.
Det gælder dog ikke den farve, jeg har lyst til at fortælle om i dag, for her var det simpelthen nuancen, der fangede min opmærksomhed. Og måske var det også overraskelsesmomentet, da jeg læste “Prussian Green” – green, grøn, for farven Prussian Blue er en gammel klassiker, og de fleste kender nok følelsen af at tro at man er forberedt, og så lige i sidste øjeblik sker der noget helt uventet.
Jeg var ikke i tvivl om at den skulle med i mit sæt, der langsomt tog form. Prussian Green er svær at beskrive, den skal opleves, og jeg håber, men tvivler på, at det vedhæftede billede gør den ære. Er den grøn, eller blå, er der lidt turkis? Den er kraftfuld og jeg er i tvivl om dens anvendelse, men det er sekundært, for jeg kan jo bare male lidt med den, og sidde stille og se den tørre. Det giver rigelig mening for mig. Især i denne tid hvor verden åbenbart er i tumult.
En ting jeg godt kan lidt ved Schmincke er at de er meget åbne om de tekniske detaljer i deres farver.
Eksempelvis angiver de graden af lysægthed og Prussian Green får 4 stjerner, der er et meget højt niveau. “Sehr Gut”. Lysægthed angiver, hvordan farven klarer sig når den med tiden bliver udsat for lys. Om den fader og mister intensitet.
Det er mig en gåde, at jeg går i det, for det betyder intet for mine behov, men jeg kan godt lide at vide at mine farver er lysægte. Det gør mig glad.
Schmincke opgiver også opacitet og det man kalder “staining” og disse er ikke kvalitetsparametre, men blot farvens egenskaber. Opacitet er dækevnen og staining er i hvor høj grad farvepigmenterne optages i papirfibrene og muligheden for at reducere, løfte, indfarvningen hvis ønsket og reaktionen når man påfører nye lag farve og vand.
Måske nørdet, men rart at vide.
Pigmenterne i Prussian Green er PB60 og P7 og læg mærke til hvor uromantisk det lyder. Måske vil en kemiker mærke at hjertet hopper lidt?
Det var alt for i dag. I næste afsnit vil jeg skrive lidt om farven “Turner Yellow” der igen blev valgt fordi jeg elsker J.M.W. Turners billeder og den ligger meget tæt op ad klassikeren “Indian Yellow”, hvis oprindelse er mindre romantisk, men mere om det senere.
Og lad mig slutte af med at sige at jeg ikke foretrækker Schmincke frem for andre. Jeg elsker også Winsor and Newton, Daniel Smith, Sennelier, Golden og alle de andre der gør verden til et smukkere sted, hvis man bruger deres produkter til det.
Crede et Vicisti – Tro og Vind