BlogMission Burhøne

En coaching session

I går var jeg inviteret til en afsluttende eksamen for et hold NLP Master Practitioners.

Hver eksaminand skulle finde en person der var interesseret i at stille op, så de kommende practitioners havde en at arbejde med til prøven. Selvfølgelig blev der byttet rundt, så eksaminanden ikke kendte personen, der skulle coaches.

Min dreng havde spurgt mig om jeg havde lyst til at være med, og jeg sagde straks ja.

Jeg har selv taget en NLP uddannelse, engang i tidernes morgen, dog ikke på Master niveau, men jeg har et vist kendskab til det, og finder det meget spændende og effektivt, hvis brugt rigtigt, med en motiveret klient og dygtig coach.

Jeg var derfor også lidt i tvivl om det var en god ide at jeg var med, for måske havde jeg for mange forudfattede meninger og fikse ideer, men besluttede at det ikke betød noget.

Tanken om at få lov til at tale om mig selv og mine udfordringer i 30 minutter og oven i købet få dygtig feedback og hjælp, var ganske enkelt for fristende.

Jeg valgte et emne jeg ville arbejde med, noget jeg gerne vil udvikle, noget jeg gerne vil, men ikke gør, selvom der ikke er noget der forhindrer mig i at gøre det – bortset fra mig selv.

Det virker temmelig idiotisk og lidt pinligt, men jeg lagde kortene på bordet.

Emnet var mit ønske om at tegning og maleriet skal fylde mere i mit liv. Og jeg håbede at noget coaching, der vel i høj grad handler om bevidstgørelse, kunne hjælpe med at kaste lys over de steder, der måtte være blokeringer.

Jeg var ret velforberedt og havde brugt en del tid på at tænke og lave notater, men havde også overvejet om jeg kunne være for velforberedt, forstået på den måde, at jeg kunne udvikle for mange forudfattede meninger og ideer om hvad der skulle ske. Det ønskede jeg ikke. Jeg medbragte mine noter, skriveredskaber og notesblokke, men brugte dem slet ikke.

Jeg kom i god tid, som sædvanlig, drak lidt kaffe og ventede mens den første eksaminand var i gang. Han klarede den, og der var glæde og kram og tillykke tilkendegivelser og kaffe og så faldt der igen ro over forsamlingen og så blev jeg inviteret ind i eksamenslokalet og placeret på en stol overfor hende, der skulle eksamineres. Det er en lidt speciel situation, at det, der normalt foregår privat i en fortrolig atmosfære, pludselig har 6-8 tilskuere, der opmærksomt holder øje. Men det var jo ikke mig, der var fokus på – skulle jeg minde mig selv om. Jeg var overraskende upåvirket af tilskuerne.

Jeg fik god tid til at beskrive mit mål og selvom denne historie ikke skal opfattes som en anmeldelse, vil jeg sige at min coach klarede det meget fint. Man skal ikke glemme, at det var hende, der var under pres, og at tidsrammen var noget kortere, end man normalt ville have til rådighed.

Da jeg endelig havde fundet mig til rette i min stol, valgte hun at bruge det, man i NLP kalder de 6 logiske niveauer, som også kan være 7 niveauer i visse tilfælde. Jeg husker faktisk ikke om det var 6 eller 7, men jeg husker at jeg følte det lidt ukomfortabelt, fordi det foregik ved at hun lagde papirer ned på gulvet, med niveauerne beskrevet, og så bliver man inviteret til at bevæge sig fysisk hen over eller på disse sedler, mens man gennemgår niveauerne, og beskriver hvor man er og hvad man mangler etc.

Jeg kopierer teksten der forklarer niveauerne fra NLP Husets hjemmeside:

Modellen for logiske niveauer blev udviklet af Robert Dilts, som er en fremtrædende medskaber af NLP, og metoden beskriver seks forskellige niveauer, som vores oplevelser og adfærd er organiseret på:

  1. Omgivelser: Hvor er du? Hvornår er du der? Hvem er du sammen med? Dette niveau handler om de ydre rammer og konteksten for vores handlinger.
  2. Adfærd: Hvad gør du? Hvilke konkrete handlinger udfører du? Dette niveau handler om vores synlige handlinger og reaktioner.
  3. Evner og færdigheder: Hvordan gør du det? Hvilke færdigheder og strategier har du til rådighed? Dette niveau handler om vores mentale og fysiske kompetencer.
  4. Værdier og overbevisninger: Hvad er vigtigt for dig? Hvad motiverer dig? Hvad tror du på? Dette niveau handler om vores grundlæggende antagelser om os selv, andre og verden, samt det, vi synes er vigtigt.
  5. Identitet: Hvem er du? Hvilken rolle spiller du? Dette niveau handler om vores følelse af os selv og vores kerneopfattelse af, hvem vi er.
  6. Vision: Hvad er du en del af, som er større end dig selv? Hvad er din dybere mening eller dit formål i dit liv? Dette niveau handler om vores forbindelse til noget større; vores bidrag til verden.

Nogle skoler har tilføjet et 7. niveau “Det systemiske niveau” der fokuserer på systemet omkring individet.

Tiden fløj, og pludselig var det slut. Jeg blev hængende i nogle minutter, og  eksamenslederen havde et par kommentarer, og vi udvekslede et par ord om det vi havde talt om, primært den kreative proces. Så blev jeg sendt ud af lokalet og kastede mig over kaffen og en dåse hjemmebagte småkager. Heldigvis bestod min coach sin eksamen.

Det har været et dejligt gensyn med NLP og jeg føler bestemt at jeg fik noget ud af min session. Jeg besluttede at lave en meget hurtig tegning, set fra de øvrige eksaminanders synspunkt og den er ganske sjusket, og lavet med en Wacom pen tablet, men lige nu gælder det om at komme i gang og så må omhyggeligheden og ambitionerne komme senere.

Min dreng bestod også eksamen, men jeg valgte at køre umiddelbart efter jeg var færdig, så han ikke skulle føle noget pres, hvis jeg sad ventede, eller at han skulle spille en særlig rolle, fordi jeg var til stede. Han skulle bare være den han er, i den kontekst.

Senere ringede han fra bilen på vej hjem og vi havde en god lang samtale om hans oplevelser. Og jeg mærker hans entusiasme, men også presset fra det job han har i hverdagen, og følelsen af at være alene med sin glæde, fordi ikke ret mange andre forstår hvad han arbejder med. Som en gammel livstræt mand, kunne jeg sige: “Get used to it,  Boy”, men det vil jeg ikke, jeg vil sige, gi’ den gas og gå efter drømmen …

Crede et Vicisti – Tro og Vind