Da jeg stod i kø

Min historie går helt tilbage til den hyggelige december sidste år og til en af de vidunderlige torsdage, når jeg passer mit barnebarn. Jeg hentede hende fra SFO’en som jeg har gjort mange gange før, og det er altid forbundet med lidt nervøsitet, præstationsangst og en lettelse når jeg kører ind på skolens parkeringsplads, glæden og lettelsen fordi jeg kan komme tidligere som det nye job giver mig mulighed for, og spændingen over hvordan hun vil reagere når hun ser mig. Ofte reagerer hun neutralt, måske fordi jeg naturligvis afbryder hende i et eller andet forehavende, men efter nogle minutter, og af og til  nogle mindre irettesættelser, bliver hun smilende og imødekommende. Og så tager vi af sted.

Hun fortalte mig at hun skulle gå med i et Luciaoptog den følgende dag, og det så hun frem til, men hun havde et stort problem. Hun manglede nogle hvide benklæder. Læreren havde sagt, at de så vidt muligt skulle have hvidt tøj på, og min pige havde kun en lys overdel.

Jeg så det straks som en mulighed for at score popularitetspoint, og foreslog at vi forsøgte at finde noget egnet beklædning. Nu havde vi en mission og kørte til det lokale butikscenter, en provinsiel udgave af Fields og vi gik på jagt i en af hendes foretrukne butikker, H&M.

Vi havde ikke heldet med os, selvom vi spurgte en sød hjælpsom pige i butikken, så vi søgte i andre forretninger, men heller ikke her fandt vi noget der kunne bruges.

Vi besluttede at gå tilbage til H&M for, som min pige sagde, “man skal aldrig give op” – og jeg glædede mig over hendes vedholdenhed, og vi forsvandt igen ind i den store lyse butik og ned i underetagen hvor børnetøjet var placeret. Stædigheden belønnede os og vi fandt et par fine lyse løsthængende fritidsbukser, som vi havde overset.

Vi gik igen op i stueniveauet, hvor prøverummene er placeret og jeg holdt vagt, mens hun gik ind og skiftede tøj.

Det er pudsigt som man pludselig kan skifte sin identitetsfølelse, eller tanken om hvad andre mon tænker, når man går med en lille pige og vel bliver betragtet som en ældre hyggelig harmløs starut, der tålmodigt bliver slæbt rundt med barnebarnet, og pludselig står man der alene i gangen med de mange andre prøverum og oven i købet har jeg den vane, som gammel fotonørd, altid at bære et “rigtigt” kamera over skulderen – et lille Sony ZE-E10 med en 24mm f:2.8 påmonteret og det er som om scenen ændrer sig. Men det meste foregår nok inde i mig selv og er hovedsageligt overvejelser og malen fanden på væggen, og måske også fordi jeg godt kan lide at overveje.

Det tog sin tid, men bukserne passede hende helt perfekt, så vi besluttede at købe dem.

Igen lidt ventetid og en livlig fortællelyst bag gardinet, så jeg hele tiden blev opdateret og kun kom ud med bukserne i hånden.

Vi forlod området med prøverum, og gik ud i butikken og konstaterede at der var en ganske lang kø foran den ene kasse der var åben. Så vi besluttede at gå ned i børneafdelingen, hvor der også er kasser. Her var køen beskeden og vi stillede os op.

Det gik dog ret hurtigt op for os, at den igangværende ekspedition var kompleks og tog lang tid.

Vi ventede.

Den enlige pige ved kassen fik fat i en anden medarbejder og hun åbnede endnu en kasse. Desværre var også denne ekspedition forbundet med udfordringer, og det var vist noget tøj der skulle byttes osv. Det tog også sin tid.

Vi ventede.

Foran os stod en ældre dame, jeg vil anslå hende til at være ca. 70 år? – hun var også sammen med et barn, givetvis barnebarn, lidt ældre end mit barnebarn.

Og efter nogen tids tålmodig venten, hører jeg damen sige til den lille: “Ved du hvad, jeg synes det tager for lang tid, så vi må hellere prøve at gå op ovenpå for at se om vi ikke kan blive ekspederet hurtigere der.”

Jeg var træt og havde mere lyst til at lave andre ting med den lille, end at stå i en kø, i en tøjbutik, i en kælder, og vente, og jeg indrømmer at jeg tænkte “det var da dejligt, så kommer vi lidt hurtigere frem til ekspeditionen, når der engang sker noget.”. Måske var det ikke ordret sådan, men det var pointen.

Næsten inden jeg havde tænkt tanken til ende, hører jeg mit barnebarns lyse stemme: “Det skal I ikke gøre, for der er en meget længere kø deroppe”.

Den ældre dame vendte sig mod hende, kiggede ned og sagde smilende: “Mange tak for informationen, det var pænt af dig at gøre os opmærksom på det. Så bliver vi stående her.”

Nærmest simultant ærgrede jeg mig over at jeg nu ikke slap af med en forhindring i køen, men var også rørt over min piges uselviske hjælpsomhed, og flov over at jeg blev udstillet som et egoistisk og dårligt menneske, og belært om hvad jeg burde have sagt og gjort.

Man siger at tanker er toldfrie, men det tror jeg ikke er tilfældet.

Og man kan sige at ingen opdagede det, men jo, jeg opdagede det og det er det der tæller.

Jeg håber jeg har lært noget, så det ikke sker igen.