Ferrari eller Citroen?

Jeg har jo tærsket meget langhalm på min tur til Hornbæk den anden dag, og her er endnu en historie der tager sin begyndelse der.

Da jeg ankom var jeg, som ofte før, i god tid. Vi havde aftalt at mødes kl. 12, men jeg kommer sjældent for sent til aftaler, langt oftere lidt, eller meget, for tidligt og således også denne varme solskinsdag. Jeg havde derfor god tid til at spadsere en tur til havnen, og se mig omkring. Jeg gik forbi en dejlig sort Ferrari cabriolet, der lige var ankommet. Jeg er ikke ekspert, men det så ud til at være en nyere model, og jeg kom til at tænke på en historie fra bogen “Seeren fra Andalusien” af Lars Muhl. I denne kører Muhl og Calle Montsegur en tur til havnen Puerto Banus i Sydspanien, der åbenbart er et eksklusivt sted, hvor meget velhavende mennesker opholder sig, ofte på store lystyachter, kørende i dyre biler.

Kalechen var slået ned, vejret var perfekt til åbne biler, og en moden kvinde stod ud af bilen og åbnede bagagerummet.

Det var lige der jeg erindrede Muhls historie og jeg kiggede indgående på hendes ansigt. Fra afstand, så jeg tror ikke hun bemærkede det. Jeg ville se om hun så ud til at være lykkelig. Jeg kunne ikke se noget på hende. Det kunne ligeså godt have været en Suzuki Swift fra 2008. Men ofte har velhavende mennesker en selvfølgelighed over sig. De har vænnet sig til det – det er naturligt.

I bogen omtaler Seeren deres oplevelse på en behagelig fordomsfri måde. Han kalder de store skibe og dyre biler for energi, men bundne energiformer, der ikke har nogen værdi i sig selv. Det er bare penge. Dødvægt, som ikke gør nogen gavn. Blot bekræfter vores uudslukkelige behov for bekræftelse og materiel tryghed. Og han nævner at på den anden side af middelhavet er der mennesker der vil sætte deres liv på spil i en gammel gummibåd for at komme over på den velhavende side, men der kommer ingen utopiske snuptagsløsninger, man må udvise tålmodighed, respektere at det der føles som uretfærdighed, er knyttet til de karmiske love. Ingen trættende moralprædikener, men det er ikke det samme som at man ikke skal gøre noget.

Jeg begyndte at gå ud af havneområdet og i det samme kom en gammel Citroen DS, eller det kunne også være en ID19 der var en lidt billigere variant, kørende ind på pladsen. Det sjove er at min begejstring for den gamle klassiker, der var i en kedelig grå farve og med sorte nummerplader, var langt større end den fine italienske sportsvogn, men alt var jo også bedre i gamle dage.

Med denne historie er jeg heller ikke ude i noget “se selv, man bliver ikke lykkeligere af at være rig” ærinde.

Måske undrer det mig bare, at det for nogle mennesker er en selvfølgelighed at køre i en bil til flere millioner. De er overbevist om det. Og overbevisninger skaber. Jeg vidste på det tidspunkt ikke at jeg kort efter skulle arbejde med en af mine overbevisninger, i et  eksperiment få hundrede meter derfra i en lille hyggelig baghave.

Jeg har fået feedback på historien med betonklodsen og styrthjelmen, der blev til en sten, der blev kastet i havet ved Hornbæk Strand.

Min mor ringede og spurgte om jeg er deprimeret og måske burde søge en rigtig psykolog?

Jeg er glad for hendes omsorg, og det kan være svært at forklare at når man først er begyndt på indre arkæologi, kan det skabe energi udsving, men man er ikke nødvendigvis i dårligt humør. Det er en spændende proces, der selvfølgelig kan give lidt emotionelle udsving, som træning i fitness-klubben kan give ømme muskler, men det er en forudsætning for at blive stærkere. Det forstod hun, og hun er ikke bekymret mere.

Måske er det bedste, der kan ske, at man indser, at man kan være ulykkelig og lykkelig samtidig. At tristhed kan være forbigående, eller et signal til handling? At det ikke handler om at være bedøvet næsten for enhver pris?

Nu kan jeg ikke tærske mere langhalm, men blot lige afslutte med at fortælle historien om det vedhæftede billede. Jeg lavede det for en del år siden, og fik en ven til at lægge sig under noget stof, for jeg ville se hvordan det blev. Med noget besvær fik jeg et kamera højt op i luften så jeg kunne fotografere ovenfra og det var en interessant oplevelse, men ikke noget kunstnerisk gennembrud.

Men det sjoveste var at billederne gav en helt overraskende association, nemlig til den legendariske Star Wars film “Episode V – The Empire Strikes Back” fra 1980, hvor Han Solo, spillet af Harrison Ford, bliver indkapslet i “Carbonite” og sidder stiv og fastfrosset i denne tilstand.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind