Zen og kunsten at finde nyt job, køre gaffeltruck, og meget andet.
Hvad var det dog der skete … som Kaj Munk skrev, – men for ganske nylig dukkede den klassiske bog fra 1974 “Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” op i min bevidsthed.
I tidernes morgen anskaffede jeg den og, forsøgte, at læse bogen, men husker jeg ret, opgav jeg. Det er længe siden, at bogen forsvandt fra mine reoler, og jeg husker heller ikke, hvad der skete med den.
Jeg blev nysgerrig efter at vide hvem bogens forfatter Robert Pirsig egentlig var, og har brugt lidt tid på at lytte til nogle af de interviews der naturligvis ligger på internettet.
Han virker sympatisk og velformuleret, havde angiveligt en meget høj intelligenskvotient, studerede filosofi og journalistik m.m., han var tidligere blevet behandlet med elektrochok, da han havde psykiske problemer, og blev indlagt og behandlet med den tids metoder.
Hovedtemaet er, som de fleste ved, at 4 personer kører gennem USA på 2 motorcykler. Et af formålene med den lange pilgrimsrejse gennem USA var angiveligt, at han ville styrke forholdet til sin unge teenage søn og det lykkedes også. Et andet centralt emne, er hans interesse for de daglige opgaver, eksempelvis at vedligeholde en motorcykel, der, hvis man lægger hele sine opmærksomhed i opgaverne, blive til øvelser i at være koncentreret, bevidst og opmærksom, og dermed hæver man det rutineprægede og tilsyneladende kedelige, til noget andet. Zen, måske?. Opmærksomheden og bevidstheden.
Jeg har kigget lidt på brugte eksemplarer af bogen, men har besluttet, indtil videre, at jeg ikke vil læse den.
Temaet, hvis jeg da ellers har fattet pointen, minder mig om en anden bog, Albert Camus fortolkning af Sisyfos myten, hvori han også hævder at det meningsløse kan give mening, hvis man betragter det på den rigtige måde.
Det er muligt. Jeg kan følge dem, men i foråret opsagde jeg et job jeg desværre havde sagt ja til, og det var uudholdeligt af flere grunde. Jeg tog konsekvensen og betalte de 3 ugers karantæne hos A-kassen, og gik i gang med at søge andet arbejde. Det var den helt rigtige beslutning. Så lige meget hvor meget Zen, bevidsthed og Camus jeg praktiserede, var det ikke muligt for mig at acceptere min situation. Men i modsætning til Sisyfos, havde jeg en vej ud, og deri ligger en stor forskel. Jeg husker stadig den mandag jeg mødte på jobbet til de to sidste arbejdsdage, men fik at vide at jeg var blevet fritstillet og kunne køre hjem igen. Det føltes som at få lov til at åbne alle 24 pakker i pakkekalenderen d. 1. december.
Det tog 3,5 måned at finde et nyt job, og jeg har fundet et sted jeg er glad for. Nu kan jeg mulighed for at arbejde en hel del af tiden udendørs, så jeg kan se himlen og det ligger naturskønt, og jeg er også tilbage i de gaffeltrucks som jeg er så fascineret af. Men frem for alt bor jeg tæt på arbejdspladsen og møder tidligt, og har derfor også tidligt fri, så jeg kan nå at hente mit barnebarn om torsdagen, uden den mindste stress. Det har højeste prioritet. Det er det jeg arbejder for.
Måske skal jeg en dag skrive bogen “Zen og kunsten at køre gaffeltruck”? eller “Zen og kunsten at køre en 17 år gammel Suzuki Swift”? Eller “Zen og kunsten at være farfar, også når man er søvnig fordi man står op kl. 4.” – Der er mange emner at tage fat på.
På det vedhæftede billede ses en ret enkel læsning, fordi emnerne er ens og symmetriske. Dog var der nogle spændende udfordringer som jeg ikke skal underholde med, men det gik og jeg havde en god dialog med chaufføren og det er vigtigt, for det er ham der har ansvaret for produkterne når de er læsset, og at vi ikke bruger flere ladmeter end vi har bestilt.
To be continued …
Crede et Vicisti – Tro og Vind