Glasskår og mirakler
Jeg fortsætter med at skrive om mirakler. Og jeg mener, nu da støvet har lagt sig og glasskårene er fejet op, at jeg oplevede et mirakel i forgårs.
Jeg var på en lille tur med to personer der betyder meget for mig og vi var ikke på eventyr, for vi arrangerede turen så den mindede om de andre ture de to andre år. Samme sted, samme by, samme hotel, og det er forudsigeligt, trygt og dejligt.
Dagen udfoldede sig på smukkeste vis. Jeg startede tidligt med en kort telefonsamtale med a-kassen, høfligt, konstruktivt og venligt og hentede derefter pigerne og vi kørte mod Knuthenborg Safaripark. På vejen derned blev vejret gråt og det regnede, men da vi nåede parken 1,5 minutter før de åbnede, var det tørvejr og mindre gråt. Det blev en skøn dag, solen dukkede op og vi så de smukke dyr og den imponerende legeplads, der er meget populær hos en 7-årig pige.
Det blev eftermiddag, og vi besluttede, at vi var klar til at tage afsted, checke ind hotellet og begynde at tænke på aftensmåltidet.
Vi fik de skønneste værelser med udsigt over Søndersø – syd for Maribo. Vi gik mod byen og var helt enige om at vi skulle spise på vores foretrukne sted Cafe Vin & Brød.
Solen skinnede og vi fandt et bord udenfor, gik ind og bestilte maden, og satte os tilrette. Så kom drikkevarerne. Alt åndede fred og ro, og forventningens glæde over at maden var på vej, og at man nu kunne sidde og slappe af efter en lang oplevelsesmættet dag.
Derefter brød helvede løs. Den lille sad og legede med nogle isterninger sammen med sin mor, og jeg er ikke helt klar over hvad der egentlig udløste den følgende serie af begivenheder, men pludselig mistede hun balancen, faldt bagover, greb efter det lille ustabile cafebord der stod på brosten og væltede det hele. Alt hvad der stod på bordet ramte stenene, en beholder med bestik, min mobiltelefon, men værst hendes glas der naturligvis smadrede så der var glasskår over et større område, og derefter landede hun selv i det og tog selvfølgelig fra med hænderne. Vi fik hende hurtigt samlet op, og hun havde en del glasskår i håndfladen min intet synligt blod. Vi bad hende, nej beordrede hende til at stå stille, og undersøgte hende, men der var tilsyneladende ingen større skade. De gik begge ud på badeværelset for at skylle hænderne.
Jeg gik i gang med at rydde op, checkede min telefon der ikke var kommet til skade, måske takket være den gammelmandsmappe jeg en gang investerede i, jeg satte bord og stol på plads og samlede glasskårene efter bedste evne og gik ind i cafeen for at bede som en kost og fejebakke. Pigen i cafeen var meget sød og forstående og kom hurtigt ud og skabte orden.
Da de kom tilbage fra badeværelset, var der ingen skader fra glasskår overhovedet. End ikke et lille sår.
Havde hun sat hånden ned i glasbunden, der lå ved siden af, havde det nok set anderledes ud.
Freden sænkede sig, maden ankom og der var ikke flere uheld den aften.
Først dagen efter gik det op for mig, at den slags oplevelser skal kategoriseres som et mirakel. Måske et mindre, men jeg begynder at forstå, med lidt hjælp fra venner, at man starter med de små mirakler.
Resten af turen forløb uden uheld eller mirakler, selvom jeg vil kalde glæden ved speed-painting af udsigten fra hotellets restaurant med sit elskede barnebarn, efter en dejlig morgenbuffet, for et mirakel.
Crede et Vicisti – Tro og Vind