Hedonisme og blå nuancer

Ordet hedonisme betyder ifølge ordbogen: Livsførelse præget af opfattelsen af lyst og nydelse som det højeste i livet.

Hvordan får jeg nyheden om Jørgen Leths død til at handle om mig selv, gerne i et selvforherligende lys?

Og kan jeg fortsætte med at indflette min fascination for farvepigmenter, også i denne historie?

Det er nogle af de tanker og spørgsmål der fylder denne storm- og regnfulde lørdag morgen i en dansk provinsby, mens jeg sidder her i min sofa, i mørket, men i det svagt spirende morgenlys.

Nu blev jeg lidt forstyrret af min ven fra Jylland, der uventet skrev til mig om stormen og hvordan det påvirker hende, ikke på en positiv måde.

Nu tilbage til historien. I den forløbne uge, læste jeg tilfældigt på et større socialt medie, det eneste jeg stadig benytter, en historie, der fortalte at Jørgen Leth var afgået ved døden. Jeg sagde det henkastet til min kollega, der også havde hørt det, og vi startede en lille samtale om Leth.

Vi berørte naturligvis det, mange kender Leth for, hans tid som Tour de France kommentator.

Jeg ser aldrig sport, men har hørt at han tilførte cykelløbet andre vinkler og dimensioner, så der blev plads til lidt kultur også, og ikke kun hvem der er hurtigst, taktiske overvejelser, og skader, som er det maksimale niveau danske journalister generelt er i stand til at løfte sig op på. Det gælder både sports journalistik og politisk journalistik. Et fag der mangler dybde og frigørelse fra ideologiske dogmer.

Jeg husker den gang Leth fik modgang, fordi han skrev en historie om sit sexuelle forhold til en meget ung pige, der vistnok var datter af den kok Leth havde i sit residens på Haiti, men måske husker jeg forkert. Sandt var det, at hans åbenhed og den måde han omtalte forholdet på, skabte mange problemer for ham, og han mistede jobs og opgaver og noget af den agtelse, han nød hos mange.

Jeg fortalte min kollega, at jeg i sin tid havde købt bogen, hvori denne historie optræder, fordi jeg ville vide, hvad alt den ståhej handlede om. Og her kommer det selvforherligende element. Kollegaen sagde: “Nå du har da i det mindste gjort dig den ulejlighed at læse hvad han skrev” – for det havde han ikke, men havde blot ladet sig rive med af mediernes historier og den kollektive kritik. Altså uden selv at gøre sig nogen ulejlighed. Og mange, de fleste gør intet for selv at undersøge sagerne fra flere, gerne uafhængige kilder.

Det havde jeg ikke selv tænkt som noget bemærkelsesværdigt, men kom til at tænke på de senere års politiske udvikling, hvor denne tendens, efter min opfattelse, kun er blevet stærkere og stærkere. Man så det i ekstrem tydelig grad under Corona massepsykosen, man ser det dagligt i Co2 og Donald Trump massepsykoserne, hvor nuancer, og afbalancerede nøgterne uemotionelle vurderinger er meget svære at finde.

De findes, men man skal lede længe efter dem, og være parat til at blive skoset hvis man har den frækhed at foreslå mere afbalancerede vurderinger.

Hekseafbrændinger er og bliver euforiserende og trygheden i flokken er som en varm sofa med et tæppe over skuldrene, en stormende og regnfuld lørdag efterårsmorgen.

Da jeg tilfældigt fik bragt erindringen om Leths bog frem, huskede jeg at det ikke var en lang sammenhængende novelle, men en række ret korte historier om oplevelser fra hans liv.

Og jeg huskede en af dem, og jeg tænkte på, om det måske også var Jørgen Leth, sammen med Thorkild Hansen, der var væsentlige inspirationskilder til min hobby som historiefortæller.

For en af historierne i bogen, handlede om en tilbagevende begivenhed for Leth, nemlig en tilfredsstillelse ved at gå ind i en meget eksklusiv tøjbutik, et sted i europa, husker ikke hvilken by, men han besøgte en Armani butik, der var langt dyrere end hvad han egentlig havde råd til, men han gik ind og købte én skjorte. Han vidste den ville være kostbar, og der var ikke pris på den, og man spurgte ikke om prisen, man betalte blot med pokeransigtet lagt i de rette folder.

Jeg synes det var en god historie og den viste mig at man kan skrive historier om hverdagen, hvis man vil.

Men den viste også, hvorfor jeg aldrig blev stor fan af Leth, kun en lille fan – for han var hedonist, livsnyder og manglede den åndelige dimension. Jeg opfattede ham også som en mand der brugte statens kunststøtte lidt for effektivt, og da jeg som rindalist, mener at det ikke vedkommer danske skatteydere hvordan kunst bliver finansieret, og at man, som kunstner må finansiere sig selv, enten ved salg, eller ved jobs ved siden af, billiger jeg ikke dette.

Men jeg er klar over at det er blevet helt naturligt at udvise disrespekt for almindelige menneskers arbejdsindsats og blot betragte os som malkekvæg, man kan dræne efter forgodtbefindende.

Den sidste udfordring er hvordan jeg får min interesse for farvepigmenter indflettet i denne historie.

Min ven fra Jylland skrev tidligere, og jeg kunne læse og fornemme at stormen gik hende på. Vi skrev en stund om løst og fast, og jeg tror det gik bedre, da solen stod op.

Jeg har i den forløbne uge swatchet mine blå akvarelfarver, så det er nærliggende at lave en, noget søgt, og anstrengt association til blues, der som alle ved, dækker over tristesse, kedafdethed, livets genvordigheder, men det er en del af livet og det går som regel over. Tilfældigvis har jeg nyligt lyttet lidt til det første BB King album jeg nogensinde købte, “Take it Home” – og det startede en livslang glæde ved at høre hans musik, som er helt intakt den dag i dag.

På det vedhæftede billede ses de blå farver. Ultramarine er en klassiker, men ikke min favorit. Cerulean og Prussian Blue kan jeg bedre lide, men mere om det senere …

Crede et Vicisti – Tro og Vind