Tolkien og makrofotografering
Jeg vil skrive lidt om J. R. R. Tolkien og makrofotografering.
I går gik jeg en tur i byen. Ikke fordi jeg skulle noget særligt, men jeg havde lyst til at bevæge mig lidt, og sensommer solen var helt fantastisk. Det er en smuk årstid.
Som altid tog jeg mit kamera med over skulderen, det har jeg altid, bortset fra hverdage, til og fra arbejde. I går valgte jeg at påmontere en 90mm makro optik, som jeg købte for 4 år siden, og som trods dens specialiserede formål, har været til god nytte og glæde for mig. På vejen, stoppede jeg ved nogle blomsterbede med roser i nærheden af en katolsk kirke og blev fascineret af de små vanddråber fra morgenduggen på bladene, der endnu ikke var fordampet. Lidt senere opdagede jeg fantastiske edderkopper, der sad i deres spind og ventede på et stakkels offer. Jeg gjorde mit bedste for at lave nogle gode billeder, hvilket ikke er nemt med makrofotograferingens meget lille dybdeskarphed.
Mens jeg stod og betragtede de smukke motiver, blev jeg bevidst om blot det at stå stille og kigge. Jeg er så vant til at være på vej, men nu stoppede jeg, med det ene formål at kigge på vanddråber på bladene og forsøge at fange et skarpt velkomponeret billede. Jeg var ikke ude på en lang og eksotisk rejse, men kun få hundrede meter fra mit hjem.
Og jeg var opmærksom på hvor skønt det var, og jeg tænkte på dengang for længe siden, da jeg fotograferede analogt, da det ikke var muligt at se billederne med det samme, men man måtte vente til filmen var brugt, og afleveret til fremkaldelse, og ventetiden og det lille stykke papir med ugedage og datoer, hvor fotohandlere havde sat et kryds, og den dag kunne man endelig få spændingen udløst.
Den seneste tid har jeg været optaget af J. R. R. Tolkien, manden der skrev bøgerne Hobitten og Ringenes Herre. Jeg har aldrig læst bøgerne, men har dog set filmene, selvom jeg var længe om det. Og de er fremragende. Men det der fascinerede mig ved Tolkien er at han angiveligt, i mange år, ikke var interesseret i at skrive historierne, men i højere grad fandt det spændende at bygge de fiktive lande, kulturer, sprog og i årevis havde skrevet om disse og tegnet landkort og navngivet landene, opfundet sprog etc. Først mange år senere, blev han opfordret til at skrive historierne om Hobitterne, der forlader deres trygge hjem for at destruere en ring der giver ejeren ufattelig magt og styrke, og hvis den bliver destrueret på den rigtige måde, vil gøre det af med den onde mørkets fyrste Sauron.
Denne skriveproces stod på i årevis, og han brugte sin fritid fra sit job som professor ved Oxford Universitet, dedikeret ægtemand og far til 3 børn, til at udføre projektet, ofte om aftenen når familien var gået til ro.
Han var gode venner med en anden litterær gigant, også professor ved Oxford Universitetet, C. S. Lewis, mest kendt for sine børnebøger Narnia, og jeg mener at kunne huske at det var ham der opfordrede Tolkien til at skrive et drama, en handling, over den verden i Middle Earth, som han havde skabt. Eller også var det under deres møder i klubben The Inklings, en litterær diskussionsgruppe der mødtes en gang om ugen på en pub i Oxford.
Jeg vil give meget for at sidde ved et bord i nærheden og lytte til deres samtaler.
Men sagen er, at Tolkien ikke havde muligheden for at dele sine historier med hele verden, og han modtog ikke “likes” og de dejlige dopamin-kicks undervejs. Se mig, jeg har opfundet et land der hedder Middle Earth …
Tolkien lavede også sine egne tegninger og var en ganske habil illustrator til sine historier, og lavede også fødselsdagskort til sine børn, hvilket jeg finder ganske rørende.
Tro nu ikke at jeg tror at mennesker var klogere da Tolkien var ung. Han blev indkaldt og oplevede skyttegravene under 1. verdenskrig og blev “heldigvis” alvorligt syg og måtte væk fra fronten, hvilket sandsynligvis reddede hans liv, da han ellers havde deltaget i slaget ved Somme, som kun få fra hans battalion overlevede. Det var angiveligt de ødelagte landskaber ved fronten, der inspirerede ham til de trøstesløse scener ved Mordor og andet i bøgerne, han senere skrev.
Som forleden dag da jeg troede jeg havde tabt min nøgler, fordi jeg ikke kunne finde dem i bukselommen og jeg blev ramt af ærgrelse, men så gik det op for mig at nøglebundt bare havde lagt sig i en fordybning jeg ikke havde opdaget, stod jeg der ramt af vemod og betragtede blomster, vanddråber og edderkopper, og så gik det op for mig, at det slet ikke var så slemt. Jeg havde det stadig. Jeg skal bare vælge det. Foretage et bevidst valg.
Fortsættes …
Crede et Vicisti – Tro og Vind