Hundested

Det er søndag. Jeg stod op kl. 4.15 og nu har jeg spist, og kaffekop nr. 2 er indenfor rækkevidde. Vinduerne er åbne og der er stille udenfor. Ingen mennesker og jeg kan mærke en ganske svag behagelig brise. Jeg kan høre fugle og en kirkeklokke, der ringer nogle få gange, og af og til kan jeg høre godstog, der passerer stationen i høj fart.

Jeg tænker, at der i toget står en vågen lokomotivfører der har været undervejs et stykke tid, måske kommer toget fra hovedbanegården og skal ud i verden, eller modsat, er ved at være fremme efter en lang tur i løbet af natten. Lyden minder mig altid om en kæreste jeg havde for mange år siden. Jeg husker, eller tror jeg husker, vi havde været i biografen i byen, og vi stod på parkeringspladsen og trak tiden ud, for hun var ikke så gammel og skulle hjem, og jeg hørte lyden af toget og det har, vi lænede os op ad en gammel sort mini jeg havde lånt.

Det var starten på en ny fase i livet, men det tænkte jeg ikke over.

I denne tid, oplever jeg ganske ofte gamle oplevelser, dukker op fra hukommelsen. Det gør mig ikke det mindste, tværtimod tror jeg det er en uundgåelig del af den proces man går igennem, når man overvejer sit liv. Det fascinerer mig at situationer jeg troede var glemt, alligevel kan dukke op. Og jeg tænker over at det blot er min subjektive oplevelse af situationen jeg husker og måske var det slet ikke sådan det var.

Som jeg berettede i gårsdagens historie, har jeg søgt professionel sparring til mit livsprojekt. Jeg har aftalt et møde med en terapeut, behandler, kropsterapeut, det lader til at hun har en bred vifte at trække på og det passer mig fint.

Hun har klinik to steder, og et af stederne er i Hundested og stednavnet satte selvfølgelig også nogle associationer i gang. Jeg erindrede det vedhæftede billede, taget fra broen af Hundested-Rørvig færgen lørdag d. 20.2.2021 og det var mens Corona vanviddet stadig stod på, og jeg følte jeg levede i et parallelsamfund, mens jeg ventede på at verden igen skulle blive normal. Så jeg fandt billedet frem og bruger det til denne historie. Det var en smuk eftermiddag, koldt og klart.

Jeg besøgte ofte byen over en længere periode med en veninde, men pludselig forsvandt hun. Hun er nok en rastløs natur, men det kan også blot være frekvensændringer, så man ikke længere er på samme bølgelængde. Jeg har mange gode oplevelser fra den egn, ikke mindst det smukke område nord for byen ved stranden, Knud Rasmussens hus og den smukke tur langs nordkysten. Jeg har mistet et par venner, hvis det var det vi var, de sidste 4-5 år, men det er ikke noget der går mig på. Mennesker udvikler sig, men ikke nødvendigvis i samme retning.

Jeg vil være meget velforberedt til mit møde med min sparringspartner om to uger. Jeg vil ikke spilde min og hendes tid. Men jeg vil også være åben for at samtalen kan tage veje som jeg ikke er forberedt på.

Apropos erindringer, huskede jeg en historie fra min grønne ungdom da jeg flyttede til Aarhus, og blev golfinstruktør, og det var i slutningen af firserne hvor golfsporten eksploderede i popularitet. En af mine elever havde været en kendt fotomodel og hun havde fundet en mand der boede i Aarhus og flyttede dertil fra København. Hun skulle også spille golf, og en lektion var kun 20-25 minutter. Hver gang vi havde en aftale, kom hun i sidste øjeblik og inden hun havde skiftet sko osv. – var en stor del af tiden brugt. En dag spurgte hun mig, hvorfor vi ikke havde mere tid – vi nåede jo ikke ret meget. Jeg forklarede hende hvorfor, og hun løste problemet ved fremover at booke to lektioner. Så hun betalte for at komme for sent, men havde så ekstra tid til rådighed.

Havde det været nærige mig, ville jeg nok blot have skrevet mødetiden 30 minutter før i min kalender. Men sådan er vi så forskellige.

Der er stadig meget stille udenfor. En dag vil jeg undersøge, hvad det er for en kirkeklokke, der ringer i nærheden.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind