Frygt og sukker i kaffen

Sukker i kaffen.

I går kom jeg frem til en meget tung erkendelse. Jeg er bange for mirakler.

Jeg har i flere år hævdet, at jeg ønsker mirakler i mit liv. Og det er sandt – det gør jeg.

Men jeg er bange for dem. Jeg antager at de må have sin rod i utrygheden ved forandringer, eller i det mindste, for store og for pludselige forandringer.

Mennesker under frekvens 200 oplever ikke mirakler – hævder David R. Hawkins. Jeg tror ham.

Alle de kloge siger at den bedste måde at fjerne frygt, er at gå hen til den, og se den dybt i øjnene. Jeg tror dem.

I øjeblikket hører jeg for gud ved hvilken gang, bogen “Autobiography of a Yogi”. Den udfordrer grænserne, men jeg er villig til at tro, at det, Paramhansa Yogananda oplevede, er muligt.

Jeg drikker mest kaffe, men kan dog også lide en kop the i ny og næ. Jeg drikker ikke storforbruger, og er ikke connoisseur – jeg går efter de gode tilbud, så om det er Merrild, Gevalia eller andre, betyder ikke så meget.

Jeg husker ret tydeligt, da jeg for mange år siden besluttede at holde op med at hælde sukker i min kaffe. Jeg besluttede, at nu skulle det stoppe, for jeg brugte ganske meget og  det var pinligt. Jeg prøvede utallige gange, men det smagte forfærdeligt, så efter et par dage, måtte jeg tilbage til sukkeret. Men jeg blev ved og efter en periode med sukker i kaffen, prøvede jeg igen og igen og igen. Og en dag gik jeg aldrig mere tilbage til sukker i kaffen.

Hvordan ved man, at man har sagt farvel til begrænsning, eksempelvis en frygt. Eller at man har tilgivet? Har givet slip. Det er jo bare ord, men effekten ligger dybere end ord, vil jeg tro?

Selvom jeg er pinligt berørt over min erkendelse, er jeg nu alligevel glad for den, for det må være det første spæde skridt.

Nu trænger jeg til en kop kaffe.

Crede et Vicisti – Tro og Vind