Jeg elsker min gamle bil

Billedet er af en Suzuki Swift fra 2008. Det er taget for præcis 10 år siden, i oktober 2015, og jeg havde lige hentet den hos forhandleren. Købt kontant, som Simon Spies anbefalede.

Jeg har den stadig og den har lige bestået endnu et periodisk syn, med ganske få problemer og derfor til en meget rimelig pris. Jeg har tænkt mig at fortsætte med at køre i den så længe det er muligt.

Bilen repræsenterer på mange måder en ny epoke for mig, nye oplevelser, men også nogle fejlantagelser som jeg er glad for at jeg er blevet opmærksom på.

Mekanikeren gav den to nye bærearme fordi der var slør i bærekuglerne og en bøsning i venstre side var stået af. Desuden var det tid til friske bremserør til baghjulene, da de var suspekte. Som sagt ganske få ting og helt almindelige sliddele. Jo, så var der også de to positionslyspærer, men det var det mindste og havde jeg været opmærksom, kunne jeg selv have skiftet dem.

Da jeg hentede den nysynet hos forhandleren i 2015, parkerede jeg den ved min bopæl, og der stod den stille i 3 dage, men da weekenden kom, besluttede jeg at teste den på en længere tur.

Jeg kontaktede en ven og spurgte om hun havde lyst til et lille roadtrip i min “nye” brugte bil, og det havde hun. Vi kørte sydpå ned til Farø og endte med at spise i Stege, hovedstaden på Møn. Det var tilfældigt, men blev starten på en ny periode, hvor “roadtrips” omend ganske korte, blev en del af mit liv.

Jeg begyndte at opsøge steder jeg følte mig draget til eller tilfældigt blev opmærksom på. Jeg læste om steder der skulle have særlig energi, jeg overvejede om jeg en dag skulle flytte. Af og til kørte jeg alene, men ofte havde jeg en ven med.

Det tilfældige møde med Møn gjorde, at jeg igen og igen besøgte øen og udforskede de hyggelige steder, og ikke mindst den lille ø Nyord blev et særligt sted for mig.

Oftest var det bare en lille tur om lørdagen, gerne frokost i Stege og hjem samme eftermiddag.

For at bruge et af de moderne udtryk: “Den by kan noget”. Heldigvis er en anden meget brugt vending ved at forsvinde fra sproget. Jeg tænker på: “Det er så fint”. Den bryder jeg mig ikke om. Det lyder som om folk taler til et lille barn eller til en hund, så jeg glæder mig over at den er på vej væk.

Men det var ikke kun Møn, også andre steder, eksempelvis Knudshoved Odde, der dog kræver en længere spadseretur, Nordskoven ved Jægerspris og de gamle egetræer, og flere andre steder. Visse steder besøgte jeg gentagne gange.

Så kom Corona epoken, en skamplet på menneskehedens historie, hvor folk blev bildt ind, at en relativt ufarlig virus var den nye sorte død. Opportunistiske, magthungrende politikere udnyttede situationen, sammen med en loyal økonomisk skrantende presse, som selv ikke mediestøtte kan redde, og andre der kunne drage fordel af det i et uhelligt triumvirat.

Mine ture blev ensomme, og jeg kunne ikke længere besøge spisesteder.

Jeg tror måske at jeg troede at Møn havde en særlig energi, men for relativt nylig skrev jeg en historie om mine oplevelser på Møn og postede det på en lokal social media side for Mønboere eller andre med tilknytning til stedet.

Da jeg læste nogle af svarene på min historie der også omhandlede kritik af coronatiden og den statsminister Danmark desværre stadig skal trækkes med, gik det op for mig at frekvensen formodentlig ikke adskiller sig fra landsgennemsnittet.

Det forklarer min bemærkning i starten af historien om at min bil også repræsenterer den fejlantagelse, at jeg skal søge energien uden for mig selv. Det er ikke rigtigt. Forbindelsen sker indefra og har ikke meget, eller slet intet at gøre med, hvor jeg opholder mig.

Dog er sidstnævnte formodentlig ikke helt korrekt, for jeg tror faktisk det er nemmere, når mange med samme motivation er samlet. Så går signalet renere igennem.

Dermed ikke sagt at jeg fortryder mine ture. Jeg har haft dejlige oplevelser, spist på glimrende restauranter, skønne spadsereture og fotograferet smukke motiver.

En anden erkendelse som denne gamle bil også har vakt i mig, er en glæde ved at beholde ting i længere tid. Og ikke hele tiden skifte fordi noget smartere er kommet på markedet. Dette kan man dog ikke beskylde mig for når det gælder biler, men eksempelvis mit forbrug af fotoudstyr har været præget af jagten efter noget bedre, i den tro at mine billeder blev bedre. Eller nok snarere blot glæden ved at anskaffe noget nyt, der kan være inspirerende i sig selv, men som fortager sig alt for hurtigt.

Her har jeg også fundet en ro og selvom mit udstyr ikke ligefrem er antikt, føler jeg på trods af at en eller flere nye modeller har erstattet de kameraer jeg ejer, en tilfredsstillelse ved at beholde de gamle. Det er som om de har fået mere personlighed, patina og vi har minder sammen. Apropos frihed, føler jeg en frihed ved ikke at have behov for at købe nyt, selvom jeg er fri til at købe det nyeste. Disciplin er frihed.

Da bilen blev repareret, havde jeg fornøjelsen at være til stede på værkstedet, da jeg kender mekanikeren godt, og jeg finder stor glæde og fascination ved at se en dygtig fagmand, med en særlig selvfølge udføre de forskellige reparationer.

Jeg kunne heldigvis bistå ham med lidt praktisk hjælp, da han havde fået en fejllevering på en reservedel. Jeg lånte hans bil og hentede de rigtige stumper. Han kører i en ældre Mercedes fra 2005 og jeg glædede mig over at få mulighed for at prøve den. Den er lidt speciel fordi den har kompressor, en remtrukket fætter til turboladeren, og ikke fordi jeg skulle køre vildt, men det er altid sjovt at prøve.

Bilen er vanvittig dyr i grønne afgifter og det en af flere grunde til at jeg kan blive ved med at skrive om Coronatiden, der var et mesterstykke i manipulation af ubevidste mennesker.

Nu bruger man tilsvarende metoder til at fortælle folk at CO2 er den store synder, formodentlig velvidende at jordkloden har haft langt højere CO2 niveauer uden problemer og desværre spenderer man ubegribelige beløb på dette, i stedet for at tage fat i den forurening der betyder noget. Men CO2-historien kan benyttes til det egentlige formål, ikke at begrænse ko prutter, men at kontrollere befolkningen, flere afgifter og mere digital overvågning der skal bruges til adfærdskontrol. Fordi kontrol er dejligt for dem, der har den, fordi det er deres drug, deres kick.

Jeg sætter min (sølvpapirshat) som jeg vil, som Daimi sang i tidernes morgen.

Desværre er mange konspirationsteorier, ikke længere teorier, men på vej til at blive indført i praksis, hvis ikke flere vågner op og siger stop.

Så jeg fortsætter med at køre i min 17 år gamle bil så længe den kan, og det undskylder jeg ikke. Jeg har ingen planer om at flytte, for jeg tror jeg kan finde forbindelsen hvor jeg er og jeg har en lille pige, jeg skal passe på nogle år endnu og hun bor lige i nærheden. Så jeg bliver her i sofaen.

Crede et Vicisti – Tro og Vind