BlogMission Burhøne

Jeg er bange for mirakler

“Gå hen til det du vil have til at gå væk”

Et lille citat fra Majbritte Ulrikkeholm.

I lørdags besøgte jeg Zrinka i Hundested. Jeg havde et behov for at få feedback på et par ting jeg har arbejdet med, siden efteråret 2024 – eller sandt at sige, siden 1993, men det er en anden historie.

Jeg kan vist ikke huske ret meget fra oplevelsen, men jeg kan sige at jeg efterfølgende har været MEGET træt. Jeg tolker det som et godt tegn, og heldigvis er jeg i denne tid uden arbejde, så jeg har haft mulighed for at tage det roligt, og tro mig, jeg har tilbragt meget tid i min sofa, i meditation og eftertænksomhed.

Et tilbagevendende tema er mirakler. Andre temaer er “mure, mure der omringer og beskytter, beskyttelse, stivhed, selvbeherskelse, lukkethed, følelsesløs”.

Jeg tror jeg må indse at jeg er bange for mirakler. Selvom jeg hele tiden har påstået, at jeg ønsker dem. Jeg vil hellere acceptere og vænne mig til.

Men det vil jeg ikke acceptere.

I går bragte jeg et lille citat fra en blogpost af Pia Raug, der omhandlede Seeren fra Andalusien. Jeg gentager den:

“Han bragte også mig ind i verden. Indtil da havde jeg levet enfoldigt, længe og lykkeligt beskyttet bag en tyk mur af glas. Jeg kunne se alt – men intet høre eller føle for alvor. Ulykkeligt og længselsfuldt forelsket i det, som lå uopnåeligt på den anden side. Jeg selv var – med næsen presset mod glasset – den ikke-inkarnerede inkarnerede urørlighed.”

Nu regner det. Jeg må tilbage.

Crede et Vicisti – Tro og Vind