En stemme fra fortiden

I onsdags fik jeg en uventet henvendelse. En stemme fra fortiden.

Fortiden lader til at være et tema i mit liv i denne tid, og det gør ikke det mindste.

Man kan lære meget af fortiden. Jeg giver mig lov til at være i den, når jeg har behovet.

Som en arkæolog, der leder efter forklaringer, for at forstå, eller er nysgerrig, eller en blikkenslager der leder efter et stoppet vandrør, eller måske blot et menneske der har svært ved at finde mening i den tid jeg lever i, og drømmer mig væk? Alle forklaringer er velkomne, jeg er åben for dem alle.

Jeg modtog en email fra en ven. Hun skrev at hun havde fundet et digitalt kamera i et skab, og ville høre om jeg ville hjælpe hende med at komme i gang med at fotografere – igen, for i tidernes morgen legede hun lidt med fotografering, og hun havde længe drømt om at tage det op igen, fortalte hun mig. Jeg kan huske at hun havde et dejligt gammelt analogt Nikkormat EL, men det havde hun lagt på hylden for længe siden.

I tidernes morgen var vi vel en slags kærester i en kort besværlig periode. Jeg mødte hende på en højst usædvanlig måde, i Aalborg, til et foredrag om buddhisme, og det var ikke tilfældigt, men en arrangeret date og jeg var imponeret over hendes mod til at møde en fremmed på den måde. Men det gik, og vi overnattede under primitive forhold, og jeg kørte hende hjem til Aarhus dagen efter.

Langdistanceforhold er besværlige, og det gik selvfølgelig galt, men vi tog det op igen senere, forsøgte lidt mere ihærdigt, men det gik også galt. Der var noget ved hende, der inspirerede mig. Hun var tidligere professionel danser og hun opmuntrede mig til at købe et dyrere kamera, og det var let for interessen var stærk, og hun agerede fotomodel for mig, og det var legende, eksperimenterende og humoristiske billeder og vi afprøvede mange forskellige ideer. Det var en tid, der åbnede noget i mig, hun var flydende og jeg var en betonhjerne, hun vidste ikke hvad der var rigtigt og forkert, men det gjorde jeg og det var min begrænsning, og hun hjalp mig.

De sidste dage har jeg brugt ganske meget tid på at forklare hende ret basale ting om et ældre digitalt spejlreflekskamera, men det har været hyggeligt, og i går fik vi det til at virke, efter at have bestilt hukommelseskort og nyt batteri. Nu mangler vi bare en måde at forbinde den til hendes iPad og en oplader, og det bliver næste punkt.

Jeg har skrevet en del om at være mentor, og hvor meget det kan betyde at få lidt hjælp og støtte, og nu har jeg også haft muligheden for at hjælpe hende lidt, som hun var en slags mentor for mig i tidernes morgen i Aarhus, måske uden at vide det.

I går skrev hun at nu ville hun gå en tur med sit “nye” kamera, og igen senere at det havde været dejligt at gå med, og at hun glædede sig til at sende nogle billeder, når hun engang kan uploade.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i hendes stilfærdige begejstring, og nu ser jeg frem til at belære hende med min enorme viden om teknik, billedkomposition og andre fastlåste forstenede forudfattede meninger og overbevisninger, men hvem ved, måske bliver det igen hende der, med begynderens friske sind, bliver min lærer.

Det vedhæftede billede er taget i Aarhus på Ringgadebroen med udsigt til DSBs vedligehold og kongrescentret. Manden, der passerede, kendte vi ikke, men vi ventede til han gik forbi og blev en anonym deltager.

Crede et Vicisti – Tro og Vind