Stoppet afløb

For ganske nyligt skrev jeg om en henvendelse fra en ven, en tidligere kæreste, vil jeg tro vi var, og det bragte mig tilbage til en tid med ny energi og kreativ inspiration.

Hun spurgte mig om jeg ville hjælpe hende med at komme i gang med at fotografere, for hun havde fundet et ældre digitalt spejlreflekskamera i et skab, tilhørende hendes voksne datter.

Det er et Canon EOS 1100D.

Og jeg skrev også i samme historie at fortiden for mig er et tema i denne tid. Jeg har haft et behov for at søge tilbage i tiden, måske finde svar, måske se en rød tråd, hvis der er en, eller bare opholde sig der for en stund, for at holde en lille pause.

Jeg hævdede og hævder at man kan lære meget af fortiden, og jeg sammenlignede mig med en arkæolog der undersøger og prøver at forstå eller som en blikkenslager der leder efter et stoppet vandrør, der blokerer afløbet.

Sætningen om det blokerede vandrør blev profetisk, for fredag aften nægtede køkkenvaskens afløb at samarbejde. Jeg havde fået ganske få advarsler og også forsøgt med den smule afløbsrens jeg havde tilbage, men det var ikke nok.

Jeg var selvsikker, for jeg havde prøvet det før, og jeg hentede min trofaste “svupper”. Men trods ihærdige forsøg, kom der ikke gang i flowet. Kun et ganske svagt afløb fandt sted, så det vand, der kom til at stå i vasken, var meget længe om at løbe ud. Jeg valgte at vente til dagen efter, og efter nattesøvnen, startede jeg tidligt om morgenen. Det var ikke blevet bedre i løbet at natten, og efter flere ihærdige forsøg med svupperen, besluttede jeg at vente til Bauhaus åbnede kl. 8 og hente kraftigere hjælpemidler i form af opløsningsmidler og en ny svupper, da den gamle i mellemtiden var stået af.

Således udstyret med ny ammunition, og ny optimisme. Nu arbejdede stærke kemikalier for mig, mens jeg satte mig til at tegne i ventetiden. Efter første forsøg var der intet resultat, så jeg prøvede igen, ventede og tegnede, og da tiden var gået, forsøgte jeg igen, og pludselig, helt udramatisk, og lidt antiklimatisk, var der pludselig hul igennem, og vandet havde frit afløb.

Undervejs i forløbet hæftede jeg mig ved, at selvom det var lidt irriterende at skulle forstyrres af dette, var der også en vis tilfredsstillelse ved at samle mit fokus på et helt konkret problem. Da jeg stirrede på vandniveauet og konstaterede at der faktisk var et ganske svagt afløb, skabte det en næsten meditativ tilstand, et fokus på noget konkret der skulle gøres og det var ok at stå og stirre, det var rart at konstatere at der var et ganske svagt flow, for det gav lidt håb og optimisme.

Som sagt var der intet dramatisk, da blokeringen i afløbet gav slip. Ingen fanfarer, pludselig var alt som før, og selvom det var en lettelse, skulle jeg lige bruge et par minutter på at vænne mig til det.

Det er klart at jeg jævnfør min første kommentar om arkæologi, årsag-virkning, blikkenslager sammenligningen, og min interesse for energiflow, kunne bruge tid på små-filosofiske sammenligninger. Der er ikke så meget psykoanalyse forbundet med en stoppet vandlås, selvom jeg undrer mig, da jeg er ret grundig med at rengøre service.

Kan det betale sig at undersøge fortiden? I visse tilfælde kan det nok – det er interessant at kende årsagerne, hvorfor verden ser ud som den gør, måske er det nemmere at give slip. Måske finder man det blot interessant, måske kan man bedre identificere mønstre, når de opstår, så man ikke gentager dem, og husker at rengøre tallerknerne grundigere, eller laver forebyggende arbejde med afløbsrens.

Desværre er det ofte omvendt, at man starter med en overbevisning, en idé, og plukker historier der bekræfter disse.

Jeg sagde selvfølgelig ja til at hjælpe min ven, og vi har haft en til tider travl dialog de seneste 10-12 dage. Nu har vi gennemgået hele kameraets opsætning, jeg har på pædagogisk vis forklaret hende hvad de forskellige ting betyder, og kameraet er sat op som jeg finder mest hensigtsmæssig. Det skal både være nemt, men hun skal også lære hvad der foregår.

Hun har anskaffet nyt batteri og en oplader og vi lavede den fejl at bestille en forkert kortlæser, fordi vi troede hendes iPad havde USB-C stik, men det viste sig at være et Lightning stik. Jeg er helt uvidende om Apple produkter, men skulle have bedt om et foto af stikket. Nå det var ingen katastrofe og et nyt er bestilt.

Næste trin bliver at tale om de billeder hun laver, for det er jo formålet. Måske er det starten på en ny interesse? – Måske blot en kort sommerforelskelse.

Det vedhæftede billede er ikke omtalte ven, men en kvinde der frivilligt stillede op til mine mange besynderlige fotoeksperimenter, dengang. Jeg håber hun er tilstrækkeligt anonymiseret, men tror faktisk ikke hun har noget imod at blive genkendt, såfremt det er muligt.

Jeg har altid været fascineret af maling, men nu nøjes jeg med papir og andre egnede materialer.

Crede et Vicisti – Tro og Vind