Den imaginære betonklods

Det vedhæftede billede er taget i går, på en solrig og varm tirsdag ved Hornbæk Strand.

Måske tænker nogen at, det var da et meget kedeligt billede. Forsøger han at gå Andreas Gursky i bedene, og efterligne hans foto af bredden ved Rhinen, som blev solgt for en formue?

Det er et kedeligt billede, men jeg tog det lige efter jeg havde lavet en lille symbolsk ceremoni, med en god ven som jeg tilbragte tid med i går. Og jeg bruger fotografier som en visuel dagbog, og et supplement til mine notater.

Vores møde i hendes lille hyggelige lejlighed tæt ved havnen, tog en uventet retning.

Det overraskede mig ikke at hovedparten af vores samtale kom til at handle om vores fælles interesse for at forlade den “forurenede verden” – altså ikke ment bogstaveligt, men den verden der forsøger at kontrollere mennesker ved hjælp af frygt, underholdning og den evige lokken med det materielle.

Vores samtale handlede mest om vores ønske om at give slip på vores egne overbevisninger af mentale, emotionelle og fysiske begrænsninger.

Men det overraskede mig at hun spurgte om jeg havde lyst til at lave nogle øvelser, hvor man fysisk og symbolsk arbejder med de udfordringer der trænger sig på.

Jeg har tidligere fortalt at jeg efter mit møde med Zrinka, fik en følelse af at bære rundt på en betonklods inde i mig, eller en stenmur omkring mig og en styrthjelm på hovedet. En følelse af stivnethed, fastlåsthed, som jeg naturligvis gerne vil slippe af med. Den har været der længe, måske hele tiden, men den blev konkret, mærkbar, bevidstgjort.

Og dette tema bragte jeg naturligvis også op, da det fylder en del, og for nylig lavede jeg endda en lille tegning, hvor muren indgik som et symbol.

Så min ven spurgte om jeg var frisk på at lave denne øvelse. Det var jeg og vi stillede os i skyggen i den lille have. Det var en interessant øvelse. Lidt grænseoverskridende fordi hun stillede sig tæt på mig, helt ind i min privatsfære og det skulle jeg lige vænne mig til.

Øvelsen gik kort fortalt ud på at hun blev betonklodsen og jeg havde mulighed for at betragte den på afstand, tale med den, flytte den og hun kunne komme med forskellige inputs og roller den kunne spille.

Vi lavede øvelserne et par gange, afbrudt af kaffe og frokost og en tur til bageren, og den sidste gang gik ud på at fjerne styrthjelmen, som jeg har konstrueret. Jeg tog den af og gav den til hende, og hun konverterede den til en imaginær sten.

For at gennemføre øvelsen, foreslog hun at vi bar stenen ned til stranden og kastede den i vandet. Jeg var forbavsende villig til at acceptere øvelsen, måske fordi den meget stærkt mindede mig om Lars Muhls historie fra bogen Seeren fra Andalusien, da Calle Montsegur bad ham om at fylde sin rygsæk med store sten, og slæbe dem op ad bjerget. Og her, forpustet og svedende, skulle han tillægge hver sten en symbolsk betydning på områder af sit liv, han skulle arbejde med, og give slip på, og derefter kaste dem ud over bjergets sider.

Jeg har læst den bog så mange gange, at hendes forslag næsten føltes som et deja vu.

Vi gik de få hundrede meter til stranden, jeg med den imaginære sten i hånden. Da vi nåede frem og gik gennem det hvide sand, blandt de mange let påklædte mennesker der nød solen og varmen og vandet, følte jeg mig, ganske malplaceret fordi jeg ikke var sommerklædt, men i sort polo shirt og jeans, sådan lidt betonklodsagtig. Min ven spurgte om jeg ville konvertere den imaginære sten med en rigtig sten, så handlingen blev mere konkret og jeg valgte en fin hvid sten der var egnet. Vi fandt på nogle afskedsord, men jeg kan ikke huske dem, og jeg kastede stenen ud i vandet, omhyggelig med at sigte væk fra de badende, så de ikke blev ramt af min styrthjelm.

På vejen til vandet gik det op for mig at selvom jeg egentlig synes det er lidt fjollet at lege med en imaginær sten og gå rundt med den i hånden, for den findes jo ikke, kom jeg til at tænke på at den fandtes jo heller ikke før. Eller rettere, det gjorde den, men som en tanke, en emotion, en vibration, et indtryk, og måske er det forkert at sige at den ikke findes, for den findes blot på en anden frekvens. Jeg tror jeg blev klogere i går?

Selvom billedet blot er et snapshot uden eftertanke, opdagede jeg senere at der langt ude i horisonten ligger en elegant sejlbåd og en orange bøje. De ligger tæt på det gyldne snit, så vidt jeg kan se.

Der er meget mere at skrive, men jeg trænger til kaffe. Fortsættes i næste afsnit …

Crede et Vicisti – Tro og Vind