Jeg vandt
Jeg har lyst til at skrive en historie om en oplevelse, jeg havde i folkeskolen.
Det er længe siden, og jeg aner ikke hvorfor den dukkede op i min hukommelse, men det gjorde den, og grunden til at jeg har tænkt over den, er nok mest min undren over den beslutning jeg tog. Hvor kom den fra?
Og den mørke tid er et godt tidspunkt at overveje, reflektere og undre sig.
Ja, jeg synes jo hele året er egnet til at kontemplere, men mørket og stilheden inviterer yderligere.
Historien foregik i et klasselokale på den skole, jeg tilbragte hele min folkeskoleperiode.
Jeg tror at læreren, der var til stede, var vikar, for jeg husker ikke at vi havde ham som fast lærer. Der var en uformel stemning, hvor eleverne gjorde, hvad de havde lyst til, men der var god ro og orden.
I lokalet var der, naturligvis en lang tavle, der fyldte stort set hele den ene væg. Jeg tror den var grøn, men det er ikke umuligt at den var sort. Det er ikke vigtigt for historien. I den ene ende af tavlen, var der et område med kvadratiske felter påmalet. Felterne var ca. 5×5 cm, vil jeg gætte på, og der var antageligt 20 felter i både højde og bredde.
Min vurdering er ikke kun baseret på hukommelse, for jeg søgte og fandt faktisk en gammel tavle til salg, der mindede meget om den jeg kunne huske. Det er ikke vigtigt, det er bare mig, der fortaber sig i ligegyldige detaljer.
Måske stod jeg og sludrede med læreren, der hed Jørgen Hansen. Jeg kunne godt lide ham, og måske var det mig, der spurgte om vi skulle spille kryds-og-bolle? Fordi det var på et stort område, var reglen at man skulle have fem tegn efter hinanden, og ikke kun tre, som det vist spilles på mindre baner.
Vi tog et stykke kridt og gik i gang. Jeg husker ikke, om jeg havde krydset eller bollen, og det er heller ikke vigtigt. Men det jeg husker, er at jeg, af en eller anden grund, valgte en taktik der gik ud på at jeg ville koncentrere mig om hans spil. Jeg ville først og fremmest sørge for at jeg fik stoppet hans muligheder, hver gang det så ud til at han fik for mange tegn efter hinanden. Jeg husker at jeg satte mine egne tegn lidt sporadisk, når jeg ikke havde behov for at obstruere for ham. Jeg kastede korte blikke på mine muligheder, men vendte hurtigt opmærksomheden tilbage på det han foretog sig.
Tiden gik og på så stort et område, kan kryds og bolle godt tage en rum tid. Jeg holdt fast i min taktik, og jeg erindrer at jeg fornemmede at han følte han var i offensiven. Måske blev han for selvsikker. Jeg begyndte at ane muligheder i mine egne tegn. Og pludselig havde jeg 4 tegn efter hinanden og et ledigt felt. Og det overså han. Og så var det for sent. Jeg satte tegnet, og jeg husker at han kom med et lille udbrud af ærgrelse.
Jeg skal nok undlade at komme med lange analyser af den anvendte taktik, eller hvordan den måske har været en rød tråd i mit liv, eller måske ikke, eller hvordan situationen og taktikken kan sammenlignes med en bizar situation på min arbejdsplads, men det kan være jeg vender tilbage til historien senere.
Godt nytår.
Crede et Vicisti – Tro og Vind