Chakraer og pennevenner

Det er første gang i længere tid, at jeg har haft overskud til at skrive. Jeg har dælme været så træt, men også stærkt optaget af at meditere på energicentrene i kroppen, også kaldet chakraene. Efter længere tids fokus primært på pinealkirtlen, har jeg været koncentreret om hjertecentret. Det trænger i meget høj grad til at få opmærksomhed og blive åbnet. Men hele motorvejen får min opmærksomhed, og vejarbejde er hårdt, som alle ved, så ikke noget at sige til at jeg er træt.

Da jeg startede denne historie, for mere en to uger siden, var det min plan at skrive om kommunikation, om hvordan verden har ændret sig, fra dengang vi var helt afsondret fordi telefoner havde en ledning der satte sine begrænsninger. Mobiltelefoner eksisterede, men de var så store og kostbare, at kun få havde råd til at anskaffe dem, endsige styrke til at bære dem.

Som nævnt flere gange i mine lange historier, har jeg genetableret en kontakt med en gammel ven, og ja vi forsøgte os vel også som kærester i tidernes morgen for en kort bemærkning.

Jeg er blevet hendes online fotolærer og jeg kan med glæde konstatere at hun viser gode takter. Billederne bliver bedre og hendes tekniske forståelse er også større, omend jeg ikke tror hun nogensinde bliver en rigtig tekniknørd, og det accepterer jeg, for det er ikke nødvendigt, måske endda, i visse tilfælde en hæmsko. Dog har min pædagogiske linje netop været at anskueliggøre, hvordan kameraets indstillinger kan påvirke billedets udtryk. Eksempelvis at blænden påvirker dybdeskarpheden, lukkertiden kan bruges til at skabe tilsigtede effekter som bevægelsesuskarphed, eller fryse bevægelser, og objektivets brændvidde betyder meget for perspektivet, at man skal huske at rekomponere billedet selvom autofokus punktet sidder i midten. Jeg vil ikke blande mig i hvad hun fotograferer.

Vores kontakt er kun online, så vi er nærmest blevet pennevenner i moderne udgave.

Hun bor i Jylland og da jeg var meget ung, og mit liv sendte signaler om at det var tid til forandring, skete det på magisk vis, ud af det blå, at jeg fik tilbudt et job i Aarhus området. 

Jeg sagde ja og skulle finde et sted at bo, og den første sommer blev det et værelse i en lejlighed i Marstrandsgade hos en musikstuderende der skulle bruge lidt ekstra penge til at dække omkostningerne, da hendes magre indtægter ikke rakte.

Sæsonen efter fik jeg mulighed for at leje et sommerhus, lidt nord for Aarhus, nærmere bestemt Følle Strand, ikke langt fra Rønde på Djursland. Der boede jeg to somre, og det var et smukt sted, og jeg havde plads til overnattende gæster.

Jeg fortæller historien fordi min fotopenneven, der primært har boet i Aarhus, fortalte at hun nu bor i det selvsamme område, i Følle. Dog ikke i det samme hus, det havde ellers gjort historien bedre.

Forleden dag blev jeg kontaktet af en anden dame fra Jylland, der forespurgte om et par af mine hønsebilleder. Hun havde tilfældigt opdaget dem på et af mine websites og ville høre om de var til salg. ALT er til salg, som man siger, og dog, men jeg blev naturligvis glad for interessen, og de omtalte billeder var fra en serie jeg lavede i december 2022, da jeg besluttede at publicere et nyt hønsebillede, hver eneste dag i hele december måned.

Det er interessant at iagttage mine reaktioner på sådan en henvendelse, for pludselig skal jeg sætte en pris på nogle små tegninger jeg egentlig havde glemt, og det er lidt svært, for det er jo blot et stykke papir og lidt farve. Det bliver pludselig en lille udfordring, og lidt grænseoverskridende.

Jeg har tænkt en del på perioden fra sommerhuset. Den var kort, men den gjorde indtryk og der skete noget i kulissen, der senere skulle forme mit liv i meget høj grad.

Det er nøjagtigt 35 år siden jeg boede der og apropos udtrykket penneven, som man snart ikke mere kan være, fordi det danske postvæsen ikke længere vil omdele almindelige breve, har jeg tænkt lidt over måden jeg kommunikerede med omverdenen den gang. Som tidligere nævnt var mobiltelefoner ikke hvermandseje, Jeg havde en telefon i min golfbutik, men der var ikke telefon i sommerhuset. Når jeg fik lyst til at tale med nogen, kunne jeg gå ned til den lille købmand, der lå tæt ved stranden, og udenfor denne var der en telefonboks med en mønttelefon.

Det gjorde jeg af og til, og jeg stod dernede ved ishuset og fodrede den med mønter. Når jeg var i sommerhuset, eller gik ture, kunne ingen i hele verden få fat i mig.

Sammenlignet med i dag, er det svært at forestille sig. Men tænk, jeg overlevede det.

I denne tid skal jeg forholde mig til at en gruppe magtgale politikere ønsker at indføre totalovervågning af befolkningen, endnu mere end den vi allerede er udsat for, med videokameraer alle steder, monitorering af vore bankkonti, internettrafik, men det er ikke nok – nogle mener at alle sms’er, chats, emails etc. skal scannes, uanset om der er begrundet mistanke for kriminelle forhold.

Det største problem for mig er ikke at forstå at folk som Mette F. og Hummelgaard, med deres afstumpede trang til magt og kontrol, kan finde disse ideer fantastiske – mit problem er at forholde mig til at så mange mennesker er fuldstændig ligeglade med basale rettigheder som det at have et privatliv bør være. Og det er denne ligegyldighed, der gør det muligt at indføre disse tiltag, og stadig hævde at det er en demokratisk proces.

Sjovt nok forestiller jeg mig min penneven bo i det samme hus som jeg boede i, dengang. Jeg kan visualisere huset som det var, eller som jeg tror jeg kan huske det var.

Damen fra Østjylland, der ville købe mine høns, accepterede prisen. Vi har skrevet lidt sammen, for jeg gjorde meget ud af at fortælle hende at billederne er malet med de bedste materialer, på kvalitetspapir og lysægte Daniel Smith akvareller og god vandfast blæk. Hun har også sendt mig nogle fotos af hendes egne smukke høns, og jeg har fortalt hende at jeg ikke selv har høns, men nyder en omelet hver morgen, så jeg er dagligt taknemmelig for hønsenes virke. Vi har haft en lille hyggelig dialog. Dog har jeg ikke hørt fra hende, efter hun har modtaget billederne. Det bekymrer mig lidt, men jeg vælger at tro at hun er glad for billederne og at de nu hænger på en væg i en bolig i Kolding.

Så jeg håber ikke denne historie formidler pessimisme, for selv i al den tristhed, der er i verden, er der også lyspunkter.

Eksempelvis er Mette F mere upopulær end nogensinde, selvom det overrasker mig at der stadig er mennesker der vil stemme på hende.

Co2 scammet er langsomt ved at blive afsløret – Co2 er ikke et problem, men bliver blot brugt som løftestang til at sætte befolkningerne under endnu mere kontrol.

Det bliver slået ned på visse mediers spage forsøg på at genstarte ny Corona-angst – tilstrækkeligt mange har forstået at det var en proportionsforvrænget overreaktion, med andre bagtanker.

Folk er trætte af krige, der kunne være undgået ved at forhandle, og mange er begyndt at hæve kontanter, fordi de begynder at forstå konsekvensen ved et samfund kun med digitale betalingsmidler. Stadig for få, men flere, vælger jeg at tro.

Det betyder ikke at vi skal sænke paraderne, slet ikke, men vi skal ikke lade os slå ud af opgivenhed og afmagt.

Og jeg tror også på, at der bliver fundet alternativer, når PostNord kaster håndklædet i ringen.

Nye initiativer vil opstå, så jeg igen kan benytte min fine Lamy Al-Star fyldepen til at skrive og sende små håndskrevne hilsner til en ven i Jylland.

Crede et Vicisti – Tro og Vind