En ny dag
Denne tid på året, sommeren, jeg vågner ofte meget tidligt. Det er lyset – det tidlige lys, solen viser sig allerede lidt over 4, og fuglene begynder at synge i det små, og jeg bliver vækket og jeg ved ikke om det er et gammelt instinkt der sætter mig i gang, urmennesket der skal ud og jage, eller i marken, mens det er lyst, og det gør mig egentlig ikke noget, bortset fra at jeg bliver ret søvnig senere på dagen. Men det er kun en periode, og vi skal huske at nyde sommeren, for den er kort og flygtig.
I går valgte jeg at gøre noget jeg ikke plejer. I stedet for mine normale morgenrutiner, kaffe og omelet, tog jeg tøj på og mit kamera over skulderen og gik en tur i den tidlige morgen. Jeg gik langsomt ned mod havnen, gennem de stille villaveje med de store kostbare boliger og dyre biler i indkørslerne. Der er ca. 600 meter til vikingeskibsmuseet, og jeg stod og betragtede legepladsen, som jeg har tilbragt ganske mange skønne, sjove og dramatiske timer på, sammen med mit barnebarn. Men denne morgen var der helt stille. Ingen børn der morede sig, ikke et menneske var ude, end ikke en enlig hundelufter. Lidt senere så jeg to personer på den vestlige side af havneområdet, modsat min position, så jeg var ikke helt alene. Jeg tog nogle fotos undervejs, for lyset var smukt, og senere lagde jeg mærke til at solen, som jeg ikke kunne se fra min position, blev reflekteret i vinduerne på en bondegård på den vestlige side af fjorden.
Det var en dejlig tur, og jeg overvejede at gøre det igen i dag, men lysten til kaffe og morgenmad fik mig på andre tanker.
Jeg lægger jo ikke skjul på min interesse for “personlig udvikling” og jeg er storforbruger af bøger, videopodcasts og andet materiale der kan gøre mig klogere.
Men i den forløbne uge tog jeg et “drastisk” skridt, og kontaktede en hjælper. Jeg ved ikke hvad hun kalder sig – alternativ behandler, kropsterapeut, healer.
Jeg har aldrig mødt hende i disse egenskaber, men vi havde en kort samtale, da vi mødtes til et arrangement i de vanvittige coronadage for ca. 4 år siden. Hvis jeg ikke husker galt, og det er ikke umuligt at jeg gør, var det i Helsingør, da en venlig sjæl stillede sin have til rådighed for bevidste mennesker der ikke hoppede på limpinden, og mødtes under private former.
Jeg kunne lide hende, energien var god, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Senere har jeg fulgt hende på sociale medier og jeg kan lide hvad hun skriver – det lader til at vi er på “bølgelængde”. De sidste 7-8 måneder af mit liv har været lidt plagsomme, og måske derfor har der været en større motivation for at sætte arbejdet op i et højere gear.
Og det er heller ingen hemmelighed at jeg er optaget af Joe Dispenzas metoder, i høj grad inspireret af bogen “Becoming Supernatural” og det fylder en hel del, både dag og nat og det er hårdt arbejde, for det handler i høj grad om at være bevidst, det vil sige, at være opmærksom på hver eneste tanke, ord og handling, og overveje om det virkelig skal være en del af den jeg ønsker at være. Så for at få støtte, besluttede jeg at det nok vil være en god idé at finde en træner og sparringspartner.
Om to uger, har vi aftalt et møde. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventer, men jeg ved at jeg møder velforberedt. Jeg håber selvfølgelig hun kan yde støtte der hvor jeg trænger til et spark. Jeg glæder mig.
Fortsættes …
Crede et Vicisti – Tro og Vind