Her passer vi på hinanden

Forrige lørdag besøgte jeg Hundested igen. Det var bidende koldt og solen var lav, stærk og skarp. Jeg havde aftalt et møde i byen, og valgte at køre tidligt, så jeg havde lidt tid til at opholde mig i området, kigge efter fotografiske motiver, mærke stemningen fra havnen og havde desuden besluttet at jeg ville gå en tur i hovedgaden.

Min kære gamle bil cruisede mod nord, og jeg så frem til at besøge den lille by igen. Sidst jeg lagde vejen forbi var i juli måned, og det var sommer og varmt, og jeg var sammen med mit barnebarn og hendes mor. Den gang var jeg ledig, mellem jobs, med glæden ved at have masser af tid, men usikkerheden ved, at man aldrig ved hvornår, eller om man nogensinde får et job igen. Og ca. 1 måned senere, havde jeg et nyt job. Men tvivlen er der altid.

En tur som denne, bringer naturligvis minder frem og det gør mig ikke det mindste.

Det kan være vemodigt, eller hjertevarmende, eller jeg kan glæde mig over at selv mindre positive associationer, ikke påvirker mig nævneværdigt. Sidstnævnte bemærkning hentyder især til det job jeg havde i Nordsjælland tidligere på året, som jeg betragter som en fejltagelse, men det er hvad der sker, og selvom en del af turen gik samme vej, kan jeg stadig glæde mig over den smukke natur, og at jeg selv afsluttede jobbet, og at jeg har fundet et andet arbejde jeg er glad for. Og at jeg blev mere afklaret i forhold til hvad der er vigtig for mig i et job, der i ligeså høj grad handler om, hvad der er vigtigt for mig i min fritid og mit privatliv.

Jeg besluttede at parkere ved havnen, der nu, da sommeren er gået på hæld, igen er gratis.

Parkeringsautomaterne er væk, og havnen er mere stilfærdig. Selvom jeg ikke kunne se skilte med parkeringsrestriktioner, satte jeg alligevel p-skiven for en sikkerheds skyld.

I Danmark lærer man at kigge sig over skulderen.

Jeg gik lidt rundt i havneområdet, ud til færgen, der var i færd med at laste nye biler. Der er en særlig stemning på steder, der er aktive om sommeren i turistsæsonen, men som har markant mindre aktivitet uden for sæsonen. På bådebroen, hvor vi i sommer fangede krapper var der stille og mennesketomt, minigolfbanen som vi spillede, ishuset og mange andre steder, var lukket og helt stille. Jeg synes næsten jeg kan høre lydene fra den tid, men det må være min fantasi, der løber af med mig.

Jeg havde besluttet at spadsere en tur over i Nørregade, som jeg antager er byens hovedgade. Det er en meget lang og meget lige gade, der med tiden bliver til Søndergade, derefter til Lynæs Havnevej og slutter i Lynæs Havn. Der er aktive butikker, men mange steder er lukkede og visse boliger virker nedslidte og forladte, endda overmalet med billeder og graffiti, butikker tilsyneladende midlertidigt udlejet, det samme billede man ser i andre byer.

Den lokale Matas havde åbent og jeg gik ind og købte en lille ting jeg manglede.

Det var en lille butik, serviceret af to søde yngre piger. Det var som at komme ind i en lille oase fra den bidende kulde og det skarpe lys. Varmt, stille, dæmpet belysning og venlig betjening.

Der er sikkert mange der tror at for os fotofolk, er det hårde lys en fantastisk mulighed, og det kan da også udnyttes til visse effekter, og er ganske rigtigt overordentligt smukt, men man skal huske at nuancerne, mellemtonerne, forsvinder i høj grad.

Det er enten eller. Lys eller skygge. Som den tid jeg lever i, hvor holdninger tilsyneladende er trukket skarpt op, og mellemtonerne er forsvundet.

Jeg gik tilbage til havneområdet og så til min glæde at størstedelen af de rustikke butikker, i små sidegader til Kajgaden, også holdt åben. Jeg bemærkede at jeg fulgte den samme rute, vi gik i sommer. Jeg ville sikkert genopleve den dag, der på alle måder var skøn, og jeg besøgte et par af butikkerne, men købte dog ikke noget.

Jeg har ikke forstand på byudvikling, men det er oplagt at gætte på at det aktive havnemiljø og det store udvalg af discountsupermarkeder, trækker aktiviteten væk fra hovedgaden.

Eller måske er gaden for lige?

Jeg ihukommer den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser, der hævdede at den lige linje er unaturlig og bliver menneskets undergang.

Men nu er jeg vist lidt for langt ude i spekulation, og det var Hundertwasser måske også, selvom jeg er fascineret af hans påstand og er åben for at han havde fat i noget rigtigt.

Men måske kan man tolke hans påstand på den måde at manglende nuancer, forelskelse i meninger og ideologier, vil blive menneskets undergang, som man har set utallige gange.

Og så blev det tid til den egentlige årsag til at jeg var kørt til Hundested. Min aftale med Zrinka, som jeg havde besøgt for mere end 4 måneder siden, i den tidlige sommer.

Hun har en klinik der hedder Center for Energimedicin og tilbyder kropsterapi og alternativ behandling. Første gang jeg besøgte hende, var jeg meget, lad mig bare sige, ekstremt,  velforberedt, men denne gang valgte jeg at være mere afslappet og åben og ville se hvad der opstod.

Hun arbejder på en speciel måde, idet hun er meget intuitiv og hævder at modtage informationer som hun videreformidler. Men hun har flere værktøjer til rådighed, og første gang var det mere fysisk. Det er egentlig svært for mig at sætte ord på hvad det er jeg søger, og dog føler jeg at jeg præcis ved hvad der er.

Og det er givtigt med sparring og oprydning og tilførsel af energi og inspiration og måske også et par overraskende informationer, og endda visse emner jeg egentlig ikke har lyst til at forholde mig til, men inderst inde ved jeg at det er nødvendigt.

Efter vores møde føler jeg at jeg igen har fundet bedre fokus, mere koncentration, men der er stadig nogle emner, der blev taget op på mødet, der ligger og venter på at blive bearbejdet. Dem kommer jeg til.

Da mødet var forbi, sad jeg et øjeblik i bilen og overvejede om jeg skulle køre tilbage til havnen og spadsere med kameraet. Men jeg var meget træt, hvilket er helt naturligt, for der bliver rørt rundt i gryden, så jeg valgte at køre sydpå og hjem til min sofa, mit alter, hvor alt-er som Majbritte Ulrikkeholm lærte mig. På sin vis ærgrer det mig lidt, for jeg lagde mærke til på min tur før mødet, at kystlinjen og husene, set fra havnen mod Skansevej og Knud Rasmussens hus, lå badet i det smukke hårde lys, men jeg tog ingen billeder af det.

Jeg kører derop igen en anden dag.

Det vedhæftede billede er taget i Nørregade. Huset er dekoreret, det er tilsyneladende forladt, og man fornemmer den stærke kontrast sollyset skaber. Der står en ung dreng og kigger på gavlen. Han har en nissehue på, og hans mor er der også, men hun befinder sig uden for billedets rammer.

På gavlen er malet: “Jeg vil ikke begraves med min drømme” og på skiltet står “Nabohjælp – her passer vi på hinanden”. Begge sætninger er tankevækkende.

Crede et Vicisti – Tro og Vind