Blog

Arbejdsdag

Det var rart med en arbejdsdag, mellem alle julens fridage. Givetvis er ikke alle enige med mig, og det er ok, men der en særlig stemning på jobbet, når mange medarbejdere har valgt at tage fri. Der er ro, og tid til at ordne ting man normalt ikke har tid til, man accepterer at ikke alt fungerer. Eksempelvis er kantinen lukket, så jeg måtte ud i byen og skaffe noget spiseligt. Jeg kunne have lavet en madpakke, men det skete ikke. Trafikken var også langt mindre, så transporttiden var lidt kortere og kørslen mere afslappet. Man må acceptere, at nogle kolleger ikke kan kontaktes da de er hjemme, så man venter til de er tilbage, og det går også.

Jeg har en kollega der har arvet et kæmpe beløb fra sine forældre, så han behøver ikke at arbejde mere. Men det vælger han at gøre alligevel.

Jeg har tænkt en del over hans situation. Jeg kan ikke sige mig fri for at føle at det er lidt af en falliterklæring. Kan han dog ikke finde på noget bedre at bruge sin tid til?

Men det kan han måske ikke, og bare fordi han tilfældigvis er kommet i den situation, må han naturligvis stadig vælge at leve som han vil, med små tilføjelser af luksus, og den ro som det vel også giver.

Og hvad med mig? – spørger jeg mig selv? Hvordan bruger jeg min fritid? Jeg skal nok ikke råbe for højt. Jeg har ikke de samme økonomiske muligheder, men jeg har flere end jeg gør brug af.

Det fører mig tilbage til det tema, der optager mig i denne tid.

Frihed. Men ikke frihed til at gøre hvad jeg har lyst til, men frihed til at gøre det der skal gøres, det rigtige, det sunde og gode. De ting jeg kan gøre, men ikke gør.

Jeg kan undre mig over at tanken. eller bevidstheden, om en mulighed opstår, men ikke viljen, evnen og disciplinen til at gennemføre den, følger med.

Uvægerligt kommer jeg til at tænke på scenen i den fantastiske film “Amadeus”, hvor komponisten Antonio Salieri, siger:

“All I wanted was to sing to God. He gave me that longing… and then made me mute. Why? Tell me that. If He didn’t want me to praise him with music, why implant the desire? Like a lust in my body! And then deny me the talent?”

Det er ikke helt sammenligneligt, men det er tankevækkende.

Arbejdsdagen var en velkommen tilbagevenden til de kendte rutiner. Der hvor jeg føler mig hjemme, sikker, forudsigelig, disciplineret, og bedre end alle de sløve der har taget fri, og ligger derhjemme og sover, jeg bringer et offer, men det er slet ikke et offer.

Og jeg har en undskyldning for ikke at gøre det jeg også kunne, og siger jeg ønsker.

Det er en lettelse og trætheden når man igen er hjemme er endnu en undskyldning.

Fortsættes …