Nye farver

Forleden fik jeg en kommentar til en historie, der gjorde mig lidt glad og lidt stolt. Han skrev at mine historier af og til var lidt nørdede, og denne historie kan også godt blive nørdet, så stop hellere læsningen her.

I dag stod jeg op kl. 4.30, som jeg plejer når jeg skal på job. På en fridag. Jeg elsker mine vaner.

Jeg kiggede lidt på mine historier, skrevet den sidste tid, jeg prøvede om jeg kunne se en rød tråd.

Jeg kan se, at jeg har skrevet om frihed. Ikke frihed til at gøre hvad man har lyst til, men frihed til at gøre det der skal gøres, selvom man IKKE har lyst til det.

I går kom jeg til at skrive om at træde ud af sine begrænsninger, og ønsket om at udvikle sig, men det gik op for mig at det ikke nødvendigvis betyder et behov for at blive bedre, men kan også være friheden til at være dårlig. Eller sig selv, på godt og ondt.

Jeg erindrer en historie fortalt af countrymusikeren Willie Nelson, der, da han var 8 år gammel, havde skrevet et digt, og det skulle han fremsige i den lokale kirke.

Desværre fik han næseblod lige før han skulle optræde, men det slog ham ikke ud. Han stak en finger i næsen og med blod på sin skjorte, fremsagde han digtet. Fra da af hævdede han, var sceneskræk et ukendt fænomen for ham. Og han virker da også ganske upåvirket og rolig når han optræder, med sin helt egen umiskendelige stil. Som jeg holder meget af.

Noget af roen kan måske tilskrives rygning af afslappende planter, som han er stor fortaler for.

Jeg har købt 5 nye farveblyanter, der alle ses på det vedhæftede billede.

Det er produktet Caran D’Ache Museum Aquarelle, som jeg allerede ejer et lille udvalg af og jeg valgte farverne fordi jeg mente at de ville passe godt ind i den kollektion er ved at bygge op.

Jeg bliver altid fascineret og nysgerrig på deres navne, 

Jeg har købt farverne Prussian Blue, Periwinkle Blue, Russet, Moss Green og Anthraquinoid pink.

Periwinkle er tilsyneladende planten “Blå Snerle”, der også vokser i Danmark.

Prussian Blue er en ældgammel, klassisk farve, der angiveligt blev udviklet ved en tilfældighed af Johann Jacob Diesbach i Berlin ca. 1706.

Russet er en rødbrun farve og ordet stammer fra et groft vævet stof i uld, der blev brugt til beklædning af fattige folk i England for århundreder siden.

På fransk hedder den Sanguine som angiveligt betyder blod, men på engelsk betyder ordet en optimistisk attitude, ofte i en vanskelig situation. Det tilsvarende danske ord må være sangvinsk, som også betyder optimistisk og opstemt.

Navnet Anthraquinoid pink er ikke så ophidsende, da jeg ikke forstår mig på kemi, men kan læse at Anthraquinones er et naturligt forekommende stof og er meget brugt i industrielle processer.

Moss Green er der ikke så meget spændende at fortælle om. Den består af 4 pigmenter og er, som mos, en smuk grøn nuance.

Ja, jeg advarede jo om at det blev nørdet.

Fortsættes …