Russerne kommer! NU IGEN?

Forfatteren Lars Muhl skrev for ganske nylig: “Vi lever i SURREALE tider”, og efter at have slået ordet op i ordbøger, som jeg har for vane, for at være helt sikker på at jeg forstår ordet rigtigt, kan jeg kun give ham ret.

Da jeg blev født, havde Berlinmuren stået opført i godt et år.

Dog i en rudimentær udgave, der senere blev opgraderet flere gange, men konceptet, tanken bag og effekten kunne mærkes fra første dag, da det kun var simple pigtrådshegn.

Man spærrede et helt lands befolkning inde. Man fjernede borgernes ret til at flytte og bosætte sig hvor de havde lyst til. Og man fjernede borgernes ret til at ytre sig frit, og dem, der vovede at kritisere systemet, blev straffet hårdt.

Sådan kunne man da aldrig finde på at behandle borgere i vesten. Hov vent! Altså med mindre der er en meget “farlig” virus i omløb, med en overlevelsesprocent på ca 99,7%.

Det gjorde man fordi magthaverne, havde forelsket sig i den kommunistiske ideologi, der som åbenbart kun få ved, mener at al magt skal centraliseres, og placeres hos staten.

Borgerne er, som Joseph Stalin udtrykte det, kun små tandhjul i en stor maskine, og har ingen rettigheder.

Jeg mener at mennesker er skabt til at udvikle sig. Som supercoachen Tony Robbins hævder: Enten udvikler man sig, eller også dør man.

Forsimplet, måske – men jeg køber den.

Erfaringen viser, at centraliseret magt på få menneskers hænder skaber stilstand, det kvæler kreativitet og udvikling. Der er givetvis mennesker der trives i det, eller kan trænes til at acceptere det, men mange mistrives og vil væk.

Der findes ingen eksempler på, at kommunisme eller beslægtede totalitære systemer har skabt vækst, blomstrende samfund og glade mennesker. Ingen. Men der findes mennesker der lærer at leve i det, og der er altid nogen der kan overleve og skabe et bedre liv, et liv som kun eliten har, mens resten vansmægter. Læs eventuelt bogen “The animal farm” af George Orwell, der beskriver processen på en let tilgængelig måde.

Mennesker kan vænne sig til alt. I filmen med den uudtalelige titel “The Shawshank Redemption”, med Morgan Freeman i hovedrollen, beskrives livet for langtidsfanger, og har som et sekundært tema, de problemer som disse fanger, efter 40-50 års indespærring, hvor de har vænnet sig til dette liv, pludselig blev sat fri og en del havde så store problemer med at tilpasse sig, at de valgte at tage deres eget liv.

Og lyt til Joe Dispenza, der bruger nyeste hjerneforskning i sin argumentation, og beskriver paradokset, at vi mennesker kan blive så fortrolig med vores lidelse, at vi ikke ønsker at slippe af med den, eller i det mindste kan finde det meget vanskeligt.

Man kan også blive afhængig af følelsen af frygt.

Jeg kan huske, da den russiske pilot Viktor Belenko åbenbart havde fået nok af det kommunistiske paradis og i september 1978, lettede i sin Mikoyan-Gurevich MiG-25P, med NATO kodenavnet “Foxbat” og besluttede at “hoppe af” og fløj til en mindre lufthavn i Japan.

Flyet var kendt i vesten, og der var naturligvis oppisket en stemning af frygt for disse fly. Maskinen blev underkastet tekniske undersøgelser, og det var teknologisk ikke særlig avanceret efter vestens standarder. Belenko fik politisk asyl og senere statsborgerskab i USA.

Jeg er vokset op med sloganet “russerne kommer, russerne kommer”. i 60’erne, 70’erne, 80’erne – indtil slutningen af 1989 da Berlinmuren blev åbnet og folk strømmede mod vest.

I disse tider forsøger man igen at oppiske frygt for russerne – blandt meget andet.

Men jeg kan ikke føle den.

Måske fordi jeg blev følelsesløs, immun. Ulven kom, hævdede de, men den kom aldrig.

Men fordi man ikke kan føle frygten, behøver det ikke betyde at grundlaget ikke er til stede.

Det er ikke kun russerne, vi skal frygte. For 6 år siden var der et virus, der, hvis man gad bruge lidt tid på at undersøge sagen, langt fra var så farlig som det blev påstået.

Men det sundhedsfaglige blev med tvang fejet af bordet, for det var en fantastisk politisk løftestang for dem, der ønskede at fjerne de rettigheder, man havde givet vestens befolkning.

Nu havde man påskuddet til at spærre folk inde i deres hjem, give dem udgangsforbud, eller i visse lande, kun ret til at bevæge sig et fastlagt antal kilometer fra deres hjem, man kunne teste folks lydighed med pseudovidenskabeligt vrøvl, som at tvinge folk til at gå samme vej rundt om søerne i København, uvirksomme masker der formodentlig gjorde mere skade end gavn, og en række andre forvrøvlede tiltag. Desuden smadrede man tusinder af små selvstændige virksomheder.

At leve i evig modstand og had til sine undertrykkere er for mange uudholdeligt. Det er nemmere at tilpasse sig og blive en del af systemet.

Det totalitære mindset findes overalt. Det er ikke et specifikt russisk eller tysk eller kinesisk eller italiensk eller spansk eller cambodiansk fænomen. Find selv på flere. 

Det foregår inde i hovederne på en bestemt slags mennesker.

Personligt frygter jeg typer som Ursula Von der Leyen og alle dem med samme mindset, der ville ønske at de var i hendes stol, mere end alle de andre skræmmebilleder.

Og det gælder hele molevitten – Vladimir Putin, Donald Trump, CO2, Virus, Landbruget – ingen af disse skræmmebilleder, frygter jeg mere end Ursula.Von der Leyen og hendes villige medløbere.

Med moderne teknologi behøver man ikke at bygge mure – det er så gammeldags og klodset.

Nej, det er meget smartere med en samlet digital identitet der kan overvåge alt, også vores egne penge, som man efterhånden har overbevist pøblen om, i virkeligheden slet ikke er deres, at privatliv ikke længere er noget vi har ret til.

Den moderne fodlænke, kaldet mobiltelefonen, er et langt stærkere værktøj og man behøver ikke de synlige symboler på undertrykkelse mere – væk er pigtrådshegnene, høje mure og vagttårne med maskingeværer.

Men Ursula elsker Putin og Trump, for de giver hende arbejdsro til at indføre de nødvendige tiltag, som chatovervågning, digital identitet, fjernelse af kontanter, der er nødvendige for at det drømmesamfund hun ønsker at genindføre, som crashede i 1989. Men drømmen døde aldrig. Den levede videre og ventede blot på de rette omstændigheder, at nye uvidende generationer blev født, de gamle troede ikke det kunne gentage sig, medierne blev betalt for at afholde sig fra kritisk journalistik, journalisters bevidsthedsniveau er lavt, og på niveau med den gennemsnitlige sportsjournalist, folk foretrækker plat underholdning, der produceres i enorme mængder.

Men hvor mærkeligt det end lyder, efter ovenstående svada, så er jeg faktisk optimist.

Man ser den spirende modstand i Europa, og man mærker desperationen fra det etablerede system. Og jo hurtigere de går til værks, som de føler sig presset til, jo tydeligere bliver det, hvad planen er.

Spørgsmålet melder sig: “Men hvad kan vi gøre ved det – det virker håbløst, som om kampen allerede er tabt”.

Sådan har jeg det også af og til, så derfor slutter jeg af med at “stjæle” et par afsnit fra Lars Muhls historie, for det kan ikke siges bedre:

“Min gode ven seeren Calle Montségur brugte hver morgen en time på at reflektere over verdenssituationen og via kontakt med den store Bevidsthed at sende positiv energi til verdens brændpunkter.  Da jeg en dag spurgte ham, hvorfor han blev ved med det, morgen efter morgen, da det ikke så ud til at hjælpe særlig meget, svarede han: ”Hvordan tror du verden ville se ud, hvis ikke jeg og tusindvis af andre mennesker hver dag, gjorde det samme?” Det gav noget at tænke over.”

– Lars Muhl

Crede et Vicisti – Tro og Vind