Ursula von der Leyen i en gaffeltruck

I den forløbne uge havde jeg en meget tilfredsstillende oplevelse. Årsagen var ganske banal og forårsaget af en af mine efterhånden mange forskellige arbejdsopgaver.

Og måske var grunden til at jeg hæftede mig ved oplevelsen, som jeg har haft før og derfor ikke var overraskende, at den mindede mig om en anden historie jeg skrev for få uger siden.

Den handlede om at køre lastbil med usynkroniseret gearkasse, som mange ikke ved hvad er, men læs historien eller slå det op, så finder man ud af det. Jeg lærte det da jeg aftjente min værnepligt hos Civilforsvaret, nu Beredskabsstyrelsen, på Bornholm i starten af 80’erne. En frygtelig tid, men modgang udvikler, og det er sandt.

Pointen ved den meget kedelige historie var, at hvis man overlader beslutninger til automatik, eller til andre mennesker, institutioner, robotter – risikerer man at miste sine egne evner og færdigheder. Evnen til at skelne, lytte, føle, se, reagere …

En gammel lastbil med usynkroniseret gearkasse, kræver at føreren er engageret og har en vis viden og øvelse.

Men tilbage til den dejlige oplevelse. Torsdag morgen sad jeg alene på kontoret, da min kollega møder lidt senere.

Fra min plads bag skrivebordet har jeg god udsigt, og da en stor rød lastbil med blokvogn kørte ind på pladsen, vidste jeg med det samme at han skulle hente en stor ordre til Jylland, der allerede stod klargjort.

Jeg gik ud til chaufføren, sagde godmorgen, og jeg viste ham de produkter han skulle have med, og vi drøftede fremgangsmåden. Han flyttede bilen, så jeg kunne tilgå ladet fra begge sider med gaffeltrucken. Der var ikke de store udfordringer, bortset fra nogle overvejelser om placering af det tungeste gods og derefter blot præcisionen for at udnytte den plads der er til rådighed. Man kalkulerer med 2,40 m i bredden og det passer perfekt med 3 bure a 80 cm – og så er der nogle få cm i overskud. Jeg skal derfor være meget omhyggelig med at gaflerne kun lige går nogle få cm gennem buret, da det ellers er umuligt at komme tilstrækkeligt tæt på. Chaufføren var en af dem jeg holder af at arbejde med. Han var engageret og kravlede op på ladet og guidede mig så jeg kunne placere korrekt. Der er nemlig elendigt udsyn fra en gaffeltruck med fuld friløft.

Håndbevægelser, øjenkontakt, gensidig tillid – uden de store problemer, stod produkterne hvor de skulle, i et adstadigt og sikkert tempo.

Jeg er meget optaget af, og bekymret for den konstant stigende overvågning og kontrol, og disrespekt for menneskers privatliv, man oplever i dagligdagen, og ikke mindst den ukritiske accept der tilsyneladende er fra befolkningen. Og at man benytter beskidte tricks til at indføre chat kontrol, selvom det bliver stemt ned 3 gange, og stadig antager at vi har respekt for den demokratisk proces. Nej, ingen respekt herfra.

At nye biler skal have indbygget kamera der skal overvåge chaufføren under kørslen og det er muligvis et internt system – for SIKKERHEDENS skyld, men er det nu også det og hvis det er, forbliver det så det? Det er jeg sikker på at det IKKE gør. Der tales om igangværende forsøg på at masse kontrollere biler ved hjælp af fjernstyring, som man kan med droner.

Hvis man kobler systemerne sammen med chat kontrol der konstant overvåger borgernes samtaler, bankerne er tvunget til at holde øje med bevægelser på bankkonti og indrapportere usædvanlig adfærd, og hvis den digitale valuta bliver indført og kontanter afskaffet er det nemt at slukke for folks tilgang til deres egne penge.

Telefonerne sender informationer om menneskers whereabouts, suppleret med ansigtsgenkendelse.

Jeg kan sagtens forestille mig Ursula von der Leyen sidde ved sin store kontrolpult med joysticks, jog Wheels og sliders og styre Europas borgere efter forgodtbefindende, ikke mindst politisk opposition, som hun nemt kan gøre tavs. Selvom hun allerede har god hjælp i de statssubsidierede massemedier.

Men hvad har det med usynkroniserede gearkasser og gaffeltruck kørsel at gøre?

Når mennesker i dovenskab eller blind tillid overlader kontrollen til andre, vil der altid være nogen, der gerne vil overtage. For at hjælpe naturligvis, men måske opdager de, at de tænder på kontrol, magt og hvad deraf følger. Så måske er motivationen en helt anden.

Da lastbilen var klar, vekslede jeg lige et par ord med chaufføren, og sagde tak for samarbejdet og han begyndte at kaste remme over læsset så han kunne sikre det til den lange tur hen over Danmark.

Jeg kørte gaffeltrucken væk, så den ikke stod i vejen, og et øjeblik sad jeg og betragtede mit arbejde. Og jeg mærkede den førnævnte tilfredsstillelse ved at sætte disse relativt tunge produkter præcist som de skal, og jeg glædede mig over den kontrol og præcision man kan styre en gaffeltruck. Den har 4 håndtag, et, der løfter vertikalt, et der tilter masten og gaflerne frem og tilbage, et der laver parallel horisontal forskydning og et der justerer afstanden mellem gaflerne. Og den er meget præcis og gør nøjagtig, som den får besked på.

Tro nu ikke at jeg er modstander af sikkerhedsanordninger som ABS bremser og andet, men jeg vil stadig bestræbe mig på at være opmærksom, for det er kun en hjælp og ikke en afløser for menneskets opmærksomhed og bevidsthed.

Jeg kan egentlig sagtens forestille mig den følelse som Ursula og andre fra samme skuffe føler når de kan skalte og valte med folks liv. Denne følelse af uanstrengt magt og styrke, som når jeg kører gaflerne ind under en palle og med en let og elegant håndbevægelse, løfter flere tons op i luften.

Aaaaah – magt – kontrol – ren nydelse.

Crede et Vicisti – Tro og Vind