Penduler og tyrefægtning

Jeg har lyst til at skrive lidt om et udtryk jeg for nylig blev bekendt med. Jeg kendte naturligvis ordet: “pendul”, for hvem kender ikke Professor Tournesol fra Tintin tegneserierne, og fra mange andre sammenhænge, men den kontekst jeg vil fortælle om, er fra en bog der hedder “Reality Transsurfing” af Vadim Zeland. Jeg har ikke læst bogen, blandt andet fordi det er en mursten og lydbogen er ødelagt af baggrundsmusik, men jeg har læst en del om bogen, beskrevet, analyseret og forklaret af andre.

I Zelands begrebsverden er penduler de strukturer, der forsøger at påvirke mennesker.

Det kan eksempelvis være politiske eller religiøse grupperinger, det kan være medierne, kommercielle interesser, tendenser, modefænomener, sportsklubber, interesseorganisationer etc.

Formålet med disse er at kapre menneskers opmærksomhed. Tage vores energi, vores penge, vores ret til selvbestemmelse, eller der kan ligge et ønske om at forbedre andre menneskers liv, et tilbud om et fællesskab, en identitet, en måde at opfatte livet, en struktur, og det kan være svært at gennemskue, for også i de tilsyneladende gode tilbud, kan der ligge andre, mindre ædle motiver bag.

I starten havde jeg lidt svært ved at forstå hvorfor han kalder dem penduler, men efter at have overvejet det, kan jeg godt se ideen. Det handler om at fremtvinge en reaktion og pendulet skaber en svingning der kan være næsten umærkelig, eller det kan være en af disse entreprenørmaskiner der med en stor stålkugle river bygninger ned.

Det interessante ved penduler er at de næsten kan opstå af sig selv, som en idé, en interesse, blandt nogle få mennesker, og pludselig kan de få momentum og udvikle sig.

Grunden til min interesse for fænomenet er, at jeg gennem lang tid har arbejdet på en frigørelsesproces, et ønske om fred og stilhed.

Jeg synes der foregår mange uhyggelige ting i verden, men det mest skræmmende er, hvor mange mennesker der ubevidst, uanalystisk og ukritisk hopper med på de konstant skiftende penduler.

Jeg prøver at trække mig væk, og der er absolut fremgang at spore, men det er svært og det tager tid.

Jeg har egentlig haft lidt dårlig samvittighed over at vælge denne passivitet, men jeg er blevet overbevist om at de første skridt på vejen, er at undlade at give pendulerne energi, for det er præcis det de søger. Det lykkes ikke altid, men jeg øver mig.

Af en eller anden uforklarlig grund har jeg fået disse reels med spansk tyrefægtning ind i mit FB feed, og det er nærliggende at drage en sammenligning. Jeg har svært ved at se aktiviteten som andet end en avanceret form for dyrplageri, der er pakket ind i elegante næsten ballet-agtige bevægelser, smukke farverige klædedragter og dette kraftfulde dyr der gang på gang forvirret lader sig lokke, og i blindt raseri angriber det forkerte, og gradvist bliver svagere på grund af blodtabet og træthed.

Jeg vil være tyren Ferdinand, der hellere ville ligge under det store skyggefulde træ og fortælle verden, at jeg har gennemskuet den. De får ikke min energi, hvis jeg kan undgå det.

Crede et Vicisti – Tro og Vind