Den længste dag

Det er sommersolhverv, altså årets længste dag, og måske derfor mindede det mig om filmtitlen af samme navn: “Den længste dag” fra 1962, med den tids store stjerner, som John Wayne, Richard Burton, Sean Connery med flere. Jeg husker ikke om jeg nogensinde har set den, men den handler om D-dagen i juni 1944, da de allierede tropper gik i land ved Frankrigs kyst, med det ædle mål at befri europa fra totalitære ideologiers åg, og forsvare  retten til at ytre sig, og leve frit og stoppe den systematiske udryddelse af jøder og andre anderledes tænkende.

Det lykkedes ikke.

Nogen kan måske huske den gamle sketch “Tømmerflåden” med Dirch Passer og Kjeld Petersen hvor Kjeld Petersen skal fortælle en morsom historie, der systematisk bliver ødelagt af Dirch Passer, og til sidst er han drevet til vanvid og mister besindelsen.

Han råber: “Jeg ved sgu nok hvad det drejer sig om, jeg kommer fra et hjem med klaver … “

Udtrykket “at komme fra et hjem med klaver” – betyder at man har haft en opvækst i et hjem, antageligt med en vis interesse for kultur, kunst, musik – kort sagt, man er “dannet”.

Nu har jeg også et klaver. Jeg har foræret mig et digitalt piano, som jeg overhovedet ikke kan spille på, men har med ildhu kastet mig over den diatoniske skala i samtlige tonearter.

Og jeg begynder så småt at kigge lidt på harmonisering af tonerne i skalaerne.

Sexbomben Mae West sagde: “Too much of a good thing can be wonderful!” og da jeg besluttede at købe pianoet, virkede det tåbeligt, fordi jeg allerede bruger formuer på kunstnerartikler jeg sjældent benytter, så hvorfor introducere flere tidskrævende gadgets, og hvorfor bruge penge på det.

En af grundene er, at jeg gerne vil bygge en mur, der skal beskytte mig mod at høre om de frygtelige ting kan ske i denne verden.

Tonerne er som mantraer, der skal danne et beskyttende skjold. Inde bag tonerne vil jeg  sidde opslugt og optaget, uden at opdage at der udenfor er nogen, der forsøger at gøre mig bange, så de kan stjæle min energi, så de bedre kan kontrollere mig.

En anden grund er mit ønske om at mit barnebarn skal have mulighed for at mærke et instrument. Måske vil det vække noget i hende, måske ikke. Jeg tvinger hende ikke til noget, men nu har hun muligheden. Måske har jeg sået et lille frø. Måske vil hun en dag sige – “jeg kom i et hjem med klaver”.

Desværre hjælper mit Star Wars-lignende energi-skjold ikke så godt som forventet. 

Det beskytter nemlig kun mod udefra kommende påvirkninger. Men jeg kan forstyrre mig selv. Jeg kan selv fortælle historier, der forstyrrer, bekymrer og gør mig vred.

Fjenden kommer indefra og den har været der hele tiden, eller portene til Troja bliver åbnet og træhesten lukket ind.

Langsomt bliver vores frihed fjernet under påskud af udefrakommende trusler, der i de fleste tilfælde er uden hold i virkeligheden, eller ikke bør accepteres som gyldige begrundelser for at fjerne en fundamental rettighed – nemlig retten til et privatliv.

Jeg kan som menneske bruge energi på at forsvare min ret til at have ret til at vælge tåbelige beslutninger. Det tilfredsstiller og beroliger mit ego.

“At have ret er den fattige mands version af selvværd” – et fremragende citat af Peter Crone.

Måske blev indbyggerne i Troja lykkeligere, da Grækerne invaderede byen? Måske er behovet for privatliv stærkt overdrevet? Måske er det bare et spørgsmål om at vænne folk fra, ved at overvåge dem fra barnsben og påstå at frihed bare er noget der foregår i deres små hoveder. Måske har voksne mennesker det fint med at deres bankkonti bliver overvåget og de skal redegøre for hvad de bruger deres egne penge til. Er det overhovedet deres penge? Som den gang de skulle spørge deres forældre om de måtte få nogle penge så de kunne gå i biografen. Barndommen var den bedste tid – eller var den?

Det tvivler jeg stærkt på og jeg tror at jeg har ret, uanset om det kan skyldes et lavt selvværd eller ej.