Voksenmobning på arbejdspladsen

I disse dage er det godt 12 måneder siden jeg startede i mit nuværende job.

It has been rough and rocky travelin’, som countrylegenden Willie Nelson synger, men jeg står stadig oprejst, trods jævnlige overvejelser om at finde noget andet at lave, og en enkelt jobansøgning der afstedkom en jobsamtale. Jeg har dog intet hørt fra virksomheden, og da det er ca. 6 måneder siden vi mødtes, antager jeg at det ikke blev mig.

Jeg var ærlig over for lederen i nuværende ansættelse, da jeg skulle have fri.

Der var intet hemmelighedskræmmeri og jeg fortalte også hvorfor jeg søgte væk. Fordi jeg var, og er, utilfreds med primært én kollegas opførsel, og at der intet blev, eller bliver, gjort for at løse problemet.

I sommeren 2025 var jeg selvvalgt ledig for en kort stund, men da sensommeren kom, fandt jeg dette job og jeg kastede mig hovedkulds ud i det.

Jeg havde ingen viden om branchen, ingen erfaring, men heldigvis er mange mennesker, både arbejdsgivere, kolleger og kunder, forstående når man fortæller at man er novice, og da vore kunder er branchefolk, der ved hvad de skal bruge, har jeg kunnet klare den.

De har ikke meget behov for rådgivning, blot at få de produkter de har brug for, hurtigst muligt, så de kan komme ud på opgaverne.

Det ville absolut være en fordel med større fagligt kendskab, men det går indtil videre og man bliver klogere med tiden.

For nylig havde jeg fødselsdag – igen, og jeg har nået en alder, hvor årene foran mig statistisk er langt færre end dem jeg har lagt bag mig. Men der er dog stadig nogle år til pensionsalderen. Jeg har svært ved at forholde mig til den tid – naturligvis, jeg har jo aldrig prøvet det før. Men den tid den udfordring, hvis jeg da overhovedet når dertil.

Når jeg ser tilbage på min tid på jobmarkedet, kan jeg se et mønster.

Jeg har været god til at finde jobs i nystartede firmaer, har kastet mig ud i ustrukturerede forhold, til tider kaotiske, hvor jeg skulle finde min plads, finde på noget, og hele tiden med imposterfølelsen i baggrunden, men åbenbart en vilje til at få det til at fungere.

Jeg har også haft min egen lille virksomhed, men det var før Skat havde udviklet sig til det monster vi i disse tider ser de grimme resultater af, men allerede dengang kunne man se tendenserne. Det er ikke kønt.

Motiveret af interesse, passion om man vil, men selvlært, så ingen flotte eksamensbeviser.

Fremgangsmåden har aldrig været bevidst, men jeg vil ikke kalde det en tilfældighed. Jeg er sikker på at C. Jung havde ret i sin påstand om at der i underbevidstheden, i skyggerne, som han udtrykte det, ligger programmer, der styrer vores gøren og laden, og bliver de ikke belyst, og dermed bevidstgjort, kontrollerer de vores adfærd, ofte i forudsigelige mønstre og man vil kalde det skæbne.

Nu er det jo ikke alle jobs, hvor den metode går an. Hjernekirurger, ingeniører der bygger storebæltsbroer eller rumfærger, skal helst være godt uddannet, men til de jobs jeg har fundet, er det gået.

Det har ofte undret mig, hvor middelmådig man kan være og stadig klare sig, uden at blive opdaget og sparket ud.

En af de gode oplevelser jeg har haft, var de mere end 12 år på Ekstra Bladet, med den noget bedagede og bredspektrede jobtitel, webmaster. Jeg var heldig at ramme et tidspunkt hvor de oprustede deres webstrategi, og jeg kom ind i en afdeling der, selvom den var en del af en stor velfungerende organisation, skulle finde sine ben at stå på og afdelingen blev betragtet som en outsider som nogle så ned på. Men det ændrede sig.

Man havde for nylig investeret i et nyt og kostbart CMS, der blev ansat mange nye mennesker med forskellige kompetencer, og selvom det var lidt kaotisk, var der et mål, og man fandt vejen. Det var spændende og udviklende og ikke mindst mødte jeg en masse kreative mennesker med overskud og humor.

På vejen til mit nuværende job, kører jeg nogle få kilometer ude på landet og har denne sommer passeret en mark med solsikker. De har alle hovederne vendt mod solen og det var netop kongstanken for den leder der havde ansvaret for den afdeling jeg lige har beskrevet.

Han brugte solsikken som symbol på at god behandling af mennesker med tillid, venlighed og, hvem ved, måske endda kærlighed, vil udvikle selvtillid og de vil vokse og vende sig mod lyskilden og man kan få en positiv symbiotisk effekt, til gensidig glæde.

Det bredte sig i afdelingen, man passede på hinanden, der var meget få, hvis overhovedet nogen, konflikter og selvom ikke alle var enige om alt, behandlede man hinanden respektfuldt og venligt.

For mange år siden, havde jeg, en kort stund, en kæreste, der boede i en lejlighed på 5. sal ved Trianglen i København, med flot udsigt over søerne. Hun havde en lille hund, der hver gang den hørte en lyd nede på gaden, begyndte at gø af fuld hals.

For en hund er det et instinkt – den kan ikke stoppe op og spørge sig selv, om det overhovedet er relevant at stå der og larme, når ingen kan høre den. Og risikoen for at nogen vil tage elevatoren op og true det domæne den føler sig kaldet til at passe på, er meget lille.

Det virker tåbeligt, men sådan er hunde. De reagerer instinktivt og har tilsyneladende ingen selvbevidsthed.

Selvbevidsthed er, i min forståelse, blandt andet evnen til at træde et par skridt tilbage og kigge på sig selv, og spørge – hvad pokker laver du?, hvad tænker du?, hvad siger du?, både højt og til dig selv  – og hvorfor? Og derefter, i mange tilfælde, stoppe sig selv og finde på noget andet.

Det er svært at være selvbevidst i lange perioder – jeg taler af erfaring. Ærligt talt også i korte perioder. Meget svært. Jeg kan have de bedste intentioner, men pludselig er jeg igen tilbage i de gamle vaner, de tanker jeg har tænkt mange gange før.

Skal man smutte hver gang der er problemer, eller blive og kæmpe for at få tingene på plads. Hvad er sandsynligheden for at man løber ind i tilsvarende problemer andre steder? Det er en personlig vurdering om man vil blive i en besværlig situation.

Supercoachen Tony Robbins hævder, at en af de vigtigste egenskaber, et menneske kan udvikle, er evnen til at se og genkende mønstre. Jeg er enig.

Ifølge Buddhismen, og beslægtede filosofiers tanker om årsag, virkning, det du sender ud, vender tilbage, eller min egen foretrukne tanke om frekvenser, er det nærliggende at konkludere, at det er mig, der tiltrækker oplevelserne. Det er indiskutabelt, at jeg oplever det, og at jeg reagerer på disse oplevelser.

I det konkrete eksempel, må jeg dog sige at jeg ikke før har oplevet noget tilsvarende, det har aldrig været en del af mit liv. Men når jeg undersøger den pågældende persons historik, tyder alt på, at det har været en integreret del af hans.

Min reaktion er mit ansvar. Jeg er opleveren og jeg bliver bestemt negativt påvirket.

Men jeg gør ikke som hunden. Jeg vælger at trække mig, holde afstand, forholde mig afventende, men stadig have et øje på andre muligheder.

Som Victor Frankl hævdede, mellem påvirkning og reaktion er der et lille rum – et tidsrum, en lille plads, og her kan man vælge hvordan man vil reagere, inden en instinktiv reaktion.

Heri ligger menneskets frihed. Det lyder nemt. Det er det ikke.

Solsikkefilosofien er smuk, men jeg er ikke sikker på at den er hensigtsmæssig i alle tilfælde. Ikke alle kan håndtere den tillid, frihed og ansvar, den også placerer.

Karma, årsag-virkning. Kan bruges til victim blaming. Pas på med det.

Voksenmobning og andre konflikter giver stress og en højere fejlprocent.

Bliver problemerne ikke taget alvorligt og løst, udvikler de sig. Medarbejdere forsvinder. Det fungerer dårligt.

Jeg har ikke noget Bodhitræ (Ficus Religiosa) – så jeg sætter mig i min sofa og betragter og venter. Pludselig kommer svaret.

Crede et Vicisti – Tro og Vind