Flertal, mindretal – who cares?

I morges, meget tidligt, fik jeg en besked fra min dreng. Det er altid hyggeligt, men i denne handlede det om politiske forhold og de seneste dage har jeg mærket at den historie jeg skrev for få dage siden om det nyligt vedtagne “chat-kontol” tiltag i EU, har gjort indtryk på ham. 

Desuden har han lige købt en el-bil og har også opdaget at der er forsøg i gang med at massekontrollere bilerne på vejene, så man kan styre hastigheden etc. Og at nye biler indregistreret efter 7. juli, skal have et kamera installeret, der overvåger føreren af bilen.

Nye biler er perfekte til massekontrol, og det vil blive udnyttet, vær ikke i tvivl om det.

Gad vide hvem der skal have adgang til de optagelser af folk bag rattet? Hvad skal det til for, og hvor længe skal de gemmes etc. Man begynder virkelig at forstå begejstringen for AI og de enorme datacentre der bliver bygget i disse tider. Systemet bliver kørt i stilling. You Ain’t Seen Nothing Yet.

Det bemærkelsesværdige ved vedtagelsen af chat-kontrol forslaget var, at det blev nedstemt, og at det har været til afstemning to gange tidligere, hvor det også blev nedstemt.

Men fordi de hasteindkaldte til afstemning, da mange allerede var taget på sommerferie, kunne man få det gennemført, fordi det åbenbart kræver et absolut flertal, og det kunne man ikke mønstre på grund af fraværet. Så trods klart flertal imod, var det ikke stort nok.

Det var en helt bevidst manøvre, fra dem der ønskede det indført.

Så det er altså den måde man benytter den højt besungne demokratiske proces.

Jeg har kun foragt til overs for systemet og de mennesker der arbejder i det.

Jeg har altid undret mig over den besynderlige udtalelse, at “vi har de politikere vi fortjener” – åbenbart med logikken at “vi” selv har stemt dem ind. Jeg har ikke stemt på Lars Løkke eller Mette F. – ej heller erindrer jeg at have stemt på Ursula i EU. Men når politikere tilbageholder informationer til efter et valg, eller direkte lyver, indtil de er valgt, eller kan gemme sig bag politiske flertalsstudehandler efter et valg, kan jeg naturligvis ikke tage det seriøst.

Og at hovedparten af vælgerne er ubevidste boomere der ukritisk tror på alt hvad tv-avisen har fortalt dem siden Erik Danielsen og Bent Bertramsen og en række andre, gennem årene tonede frem og skabte denne blinde tillid, der åbenbart stadig sidder i mange, gør det ikke bedre. Massekontrol er ikke noget nyt, metoderne bliver bare mere og mere sofistikeret.

Min dreng stillede et spørgsmål, som jeg også selv har overvejet og undret mig over. De mennesker, der indfører disse tiltag, kommer jo selv til at leve under og med dem. Så længe de er i systemet, undtager de blot sig selv, men deres efterkommere skal være i det.

Min forklaring er, at magtgale mennesker, som de føromtalte, med flere, er at sammenligne med narkomaner. Det har jeg gentaget mange gange, og jeg ser ingen grund til at ændre den opfattelse. Magt, kontrol og penge er afhængighedsskabende, som heroin, kokain, gamling etc.

Svar mig på hvordan mennesker kan sprøjte sig selv med stoffer der ødelægger deres liv, spille sig fra hus og hjem, ødelægge økonomi og familie, sniffe hvidt pulver og meget andet. Hvorfor stopper de ikke sig selv når de ved hvor ødelæggende det er? Svaret er, at det giver dem et kæmpe kortvarigt kick – og det er de blevet afhængige af.

Min drengs kommentar var “vild sammenligning” og det pudsige er at han arbejder som socialrådgiver med netop misbrugere.

Jeg synes absolut ikke det er en vild sammenligning, tværtimod ganske passende.

Derimod finder jeg den måde man tilgår debatten om vore dages politikere og hele den kedelige udvikling som vi ser, hvor det store tema åbenbart er at fratage befolkningerne deres ret til at leve frit, at have et privatliv, en ejendomsret – som værende naiv – eller som mit 8 årige barnebarn af og til siger – “cute” – det er nuttet at tro at de digitale tiltag blot skabes for at gøre det “nemmere”.

Jeg foretrækker ordet “naiv”.

Overton-vinduet – den politiske og sociale model der definerer hvad der er acceptabelt at tale om, og hvordan man må omtale det, sætter sine begrænsninger, men det bevæger sig.

Vinduet har efterhånden flyttet sig så meget at det er tilladt at stille sig tvivlende over for fordelene ved den digitaliseringen der åbenbart ingen ende vil tage, men der er stadig et stykke vej til vi er fremme ved kernen – at forstå at disse få mennesker der har tilranet sig alt for meget magt, har helt andre dagsordner, og er drevet at andre motiver, end de ædle påståede at det skulle være på grund af børnene, klimaet, hvidvask, hastighed – find selv på flere.

Jeg er ingen Bjørn Elmquist, men jeg vil fortsætte med at skrive indtil min bankkonto bliver blokeret og min bil ikke vil starte.

Crede et Vicisti