BlogMission Burhøne

Har du noget at skjule?

“MMI er benyttet til at skabe denne historie”

Hvad er MMI? spørger nogen måske? Jo det betyder “Middelmådig menneskelig intelligens”

– og jeg føler mig forpligtet til at deklarere at min historie er skrevet ved hjælp af denne gammeldags metode. Det er vel det mindste man kan gøre i disse tider.

Jeg havde egentlig besluttet at jeg aldrig mere ville kommentere politiske forhold, men en hændelse indenfor de sidste par døgn, inspirerede mig til at gøre en undtagelse. Ikke fordi jeg tror det gør nogen forskel.

Hvad var det så der fik mig til at fare i blækhuset, som man engang sagde. Jo for få dage  siden blev det angiveligt vedtaget, at man i EU går videre med den såkaldte “chat kontrol”.

Mennesker med totalitære drømme, og dem er der mange af, har ved flere lejligheder forsøgt at indføre at alle borgere i EU skal finde sig i at deres online korrespondancer og anden aktivitet, det være sig chats, e-mails med mere, skal overvåges og scannes for såkaldt ulovlig aktivitet. Det vil altså sige at retten til at korrespondere fortroligt, det arkaiske fænomen der kaldes privatliv, de facto skal afskaffes.

Der er intet nyt i dette forslag, der er intet overraskende i at der findes mennesker der synes det er en god ide, men det chokerende i denne sag, er metoden hvormed det blev gennemført.

Det har nemlig været til afstemning tidligere, angiveligt et par gange? – men er hver gang blevet nedstemt med et klart flertal.

Men totalitære typer som Ursula von der Leyen og den slags mennesker, lader sig naturligvis ikke slå ud af et nej. Demokrati, andre menneskers meninger, interesserer dem slet ikke. Det giver sig selv.

Hvad gør man så, når man hedder Ursula og ikke respekterer et flertal?

Jo – man venter til dagen da sommerferien starter, så mange EU politikere er taget hjem på ferie.

Så indkalder man til en haste afstemning, i sidste øjeblik. Da forslaget har været oppe før, skal der, af årsager jeg ikke kender, være et flertal af en vis størrelse. Det er ikke nok blot at have flertal. Og, af årsager jeg heller ikke forstår, eller finder rimeligt, for den sags skyld, er det således at fraværendes stemmer automatisk stemmer for.

Så masseovervågning af samtlige EU- borgere, et overordentligt alvorligt emne, blev altså sendt til afstemning igen, som en hastesag.

Så vidt jeg forstår, var der stadig et klart flertal imod at indføre chat kontrol, men det var bare ikke stort nok, i forhold til de gældende regler.

Man benyttede ganske enkelt et beskidt trick – sommerferiefraværet, underlige regler om flertallets størrelse, en meget kort varsel som kun få kunne reagere på, selv hvis de ønskede, til at gennemføre et voldsomt overgreb på borgeres privatliv.

Kald mig bare oversensitiv og nærtagende, men jeg synes ærligt talt at disse menneskers adfærd og respektløshed, for længst er gået for vidt. For længst.

Jeg kan ikke sige jeg er overrasket. Jeg kan kun glæde mig over at det ser ud til, at der er en stigende støtte til de partier der byder det i mod.

Men måske er det jeg har det allersværest med, den ligegyldighed der er blandt befolkningen. Hvor lidt de værdsætter privatliv, at de ikke kan se hvor det er på vej hen, og at mange er så godtroende at de rent faktisk tager de påskud og argumenter, der benyttes for at gennemføre disse indgreb, helt bogstavelige – de tror åbenbart på at de får sandheden. At de såkaldte nyheder samtidig er afhængige af statsstøtte og derfor næppe er neutrale, eller direkte løgnagtige, gør det ikke bedre.

Så det skulle altså være for at beskytte sårbare børn mod overgreb online, eller hvidvask af penge, der skulle være argumenter for at masseovervåge hele Europas befolkning?

At tro på det, betragter jeg som dybt naivt.

Jeg er klar over at der foregår overgreb og hvidvask og mange andre problemer, hvoraf en stor del politikere selv har skabt, men dels tror jeg ikke disse tiltag vil løse udfordringerne og, som sagt, er det heller ikke den virkelige bagvedliggende motivation for at overvåge hele europas befolkning.

Motivationen er magt og kontrol – alt andet er dårlige argumenter for en befolkning der for største delen er hypnotiseret af underholdning, sport og masseproducerede tv-serier.

Og glem ikke – at det stopper ikke der. Næste skridt er digital valuta der kan kontrolleres, bilers km-antal og hastighed og meget andet lækker teknologi i hænderne på Ursula typer – sikke en verden vi kan skabe – wow.

Det paradoksale er at de metoder som disse “børnelokkere” gør brug af, er præcis de samme som magtliderlige politikere anvender.

Snup en flødekaramel og nyd Tour de France.