Da jeg købte nyt tv

Der sker også lidt mere dramatiske ting i mit liv, men i dag vil jeg fortælle historien om da jeg købte nyt tv.
I mandags havde jeg sat mig tilrette i min sofa og fundet et program jeg ønskede at se, på Youtube, som sædvanlig. Og jeg plejer at caste det til mit tv.

Men mit ældre LG 50” tv opførte sig underligt.
Når jeg tændte tv’et, kunne jeg kun se billedet i korte regelmæssigt pulserende glimt.

Jeg prøvede mig lidt frem med forskellige ideer der måske kunne løse problemet. Først troede jeg det kunne være chromecast’en, men da alle menuerne også blinkede, udelukkede jeg den idé.
Jeg forsøgte at fjerne strømkablet fordi jeg tænkte at en genstart måske kunne hjælpe. Men nej, det fortsatte.
Jeg søgte på Youtube og fandt en video med person der demonstrerede hvordan man kunne åbne tv’et og gøre et eller andet på en printplade, eller motherboardlignende ting i et tv – men det har jeg slet ikke forstand på, så jeg slukkede.

Ret hurtigt besluttede jeg at tv’et var afgået ved døden og det var på tide at købe et nyt.

Det var ikke forbundet med stor ærgrelse, for det var ikke længe siden jeg havde lavet et mindre, men ikke ubetydeligt, “redesign” af min minimalistiske lejlighed, så den blev endnu mere minimalistisk.
Undervejs havde jeg ærgret mig lidt over det gigantiske 50” tv, der slet ikke passede i “stilen”, og besluttede at når det tv gik i stykker, skulle den næste model være markant mindre.

Så selvom sammenbruddet betød en uforudset udgift, var jeg faktisk ret tilfreds med at det skete, fordi det var en lejlighed til at foretage udskiftningen.
Så jeg satte mig til rette med den bærbare og begyndte at søge efter tv, bedste pris, hvor jeg kunne købe det, osv. Det er egentlig ret hyggeligt.
Man kunne få nogle tilsyneladende glimrende 43” tv hos Elgiganten, og det så også ud til at deres priser var konkurrencedygtige. Og så kunne jeg selv hente det i deres butik i Roskilde.

Og jeg kom frem til at en 43” LG model, lød fornuftig – det var på tilbud, for det var vist sidste års model.
Da mit gamle tv var fra 2016 og allerede et år eller to gammelt dengang, tænkte jeg at det nok ville gå an.
Dagen efter kørte jeg til Elgiganten.

Jeg gik ind og fandt tv afdelingen og vandrede rundt. Efter et stykke tid ankom en venlig og entusiastisk ung sælger. Jeg fortalte om mit ønske og han fandt den ønskede model, på sin skærm.

Jeg ved lidt om salg og jeg var forberedt på at hans næste træk ville være at få mig til at købe en dyrere model. Og det var rigtig gættet.
Han fortalte mig at denne model skam var en glimrende model – MEN, det var en lidt ældre model, så det var ikke nyeste teknologi, og billedet var absolut acceptabelt, MEN der fandtes nyere modeller, der også var sikret 3-4 år i fremtiden.

Han nævnte at den model jeg havde valgt f.eks. kun var på 50Hz.
Jeg tænkte “Shit, kun 50Hz – kan jeg leve med det?”
Men jeg vidste ikke rigtig hvad det betød, så mon det var så vigtigt?

Han spurgte også ind til mit behov som tv-bruger.
Jeg svarede at jeg udelukkende brugte det til at caste ældre dokumentarfilm fra Youtube, oftest om kunstnere, eller historisk materiale.

Han spurgte “Hvad med sport? Ser du nogensinde sport?”
“Nej, aldrig”

“Hvad så med streaming services, Netflix og den slags?”
“Nej, aldrig eller kun meget sjældent”

Jeg kunne mærke at han tabte lidt energi, men han ville gerne vise mig de nyeste modeller fra Samsung og det fik han lov til. Det var fine små tv, og han sagde igen at de var sikrede 3-4 år ud i fremtiden, hvor det jeg ønskede, jo allerede var lidt forældet.

Jeg tænkte at hvis det tv jeg havde haft siden 2016 var fint nok, ville det nok gå an med et “veteran” tv fra 2020/21.
Så jeg holdt fast i mit egen beslutning og han sagde at han da godt kunne se om de havde det på lager. Jeg mærkede at han havde givet op. Han stod overfor en urokkelig kunde, en sær ældre mand der lever i fortiden.

Han fandt mit tv og spurgte om jeg skulle have vægbeslag eller andet, men mit tv skal så på et billigt tv-bord fra Ikea, så det har jeg ikke brug for.
Jeg betalte og løftede det ud i bilen.

Udpakning og installation forløb uden problemer og jeg er glad for mit nye, mindre, tv.
Forleden dag, før mit gamle tv gik i stykker, så jeg et interessant program, på Louisiansas Youtube kanal, om en engelsk kuntner der hedder Stephen Gill.
Han arbejder med fotokunst, så kameraet er hans værktøj.

Overskriften på videoen er “”Photography is often about control. I want to lose control.”

Det handler meget om hans tanker og koncepter, så der er meget tale, men interessant er det. Mange af hans billeder er dannet tilfældigt, uden hans indblanding f.eks. et kamera der fotograferer fugle der lander på en pæl.

Han taler om billedernes manglende skarphed og opløsning, og han har valgt at det ikke er vigtigt, fordi han tror at tilstrækkelig information alligevel kommer frem til beskueren, og måske ser man andre ting, når man ikke kan fokusere på skarpe detaljer, måske endda vigtigere informationer.

Så at mit nye tv allerede er forældet, bekymrer mig ikke det mindste.

Crede et Vicisti – Tro og Vind