Frihed til at gøre det rigtige
“Freedom just around the corner from you, but with truth so far off, what good would it do?”
– Bob Dylan
Jeg har tænkt over hvad frihed er – eller kan være. Og langt om længe, har jeg måske forstået formuleringen: “Disciplin er frihed”. Jeg forstår ikke at det tog så lang tid. Og måske har jeg slet ikke forstået det? Eller måske har jeg forstået for længe siden.
Jeg er ikke den store fan af Bob Dylan, men blev præsenteret for ovenstående citat af den amerikanske biskop Robert Barron, som jeg finder stor glæde ved at lytte til.
Det er taget fra teksten i Dylan kompositionen “Jokerman”.
Frihed i den forstand jeg taler om, er ikke friheden til at gøre hvad jeg har lyst til, eller som det almindeligt brugte eksempel, friheden til at vælge den restaurant jeg ønsker, og vælge den ret på menukortet jeg har lyst til – osv.
Det er friheden til at vælge, og gøre, det der er godt. Det højeste gode.
For hvem? Jeg er ikke så langt i min udvikling, så jeg nøjes med at koncentrere mig om mig selv og min egen lille navlebeskuende verden.
Frihed til at vælge det jeg har lyst til, lyder tiltalende. Disciplin til at gøre det der er rigtigt, kan lyde, og være, tungt og besværligt.
Friheden til at vælge at gøre noget jeg ikke har lyst til, fordi det er nødvendigt.
Freedom of Indifference. Ligegyldighedens frihed.
Det lyder tiltalende selv at kunne bestemme – eksempelvis at bilde børn og unge ind, at de selv kan bestemme om de vil være en dreng eller pige.
Men det er desværre ikke en mulighed. Man kan tro det, men det er ikke muligt. Der er kun to køn. Det er en absolut sandhed.
Vi er mange der spiller lotto fordi vi drømmer om friheden i den store gevinst.
Og alligevel ikke, for hvorfor ellers søge de absolutte sandheder. Mange dyrker “klimaguden” der angiveligt har nedkaldt CO2 forbandelsen over verden, og vi mærker stadig eftervirkningen af “coronaguden”, hvor folk kastede sig fladt på maven og i blind tro, gik samme vej om søerne i København og fulgte pilene i supermarkederne, med de blå masker påmonteret.
Ingen af de to nævnte eksempler er, er jeg bange for, absolutte universelle sandheder, men opfindelser som mennesker drevet af ønsket om magt og med økonomiske bagtanker, har konstrueret.
Friheden til at vælge, trods vaner, præferencer, tvangstanker, fravælge veje der fører til selvdestruktion, eller være hævet over muligheden for selv at bestemme, fordi den frihed blot er mangel på disciplin. Friheden til at opgive en identitet.
De bedste perioder i mit liv har været, når en interesse har grebet mig. Så er jeg styret af en trang, en passion. Og der er ingen tvivl. Men det er ikke disciplineret. Det er lyst.
Man kan måske også udvikle lyst til disciplin?
Som liberalist i det underlige land, Danmark, har jeg ofte undret mig over at mange borgere nærmest virker fornærmet når et politisk parti ønsker at tale om skattelettelser.
Det gør jeg ikke længere i samme grad, men jeg bliver trist til mode over at selvbestemmelse ikke betyder ret meget.
Frihed er også friheden til at tænke uden for egne ideologiske opfattelser. At forstå at de ideer jeg synes er gode, ikke er gode for alle, og at vise respekt for det.
Friheden til ikke at lade sig styre af meningsmålinger, eller eget magtbegær, eller friheden der ligger i at forstå at det er hvad man bliver udsat for.
Jeg har mange gange bragt filmen “Den forsvundne fuldmægtig” op, fordi jeg synes, den fremragende beskriver Teodor Amsted, der vælger at fake sin egen død og forsvinde med en lottogevinst. Fordi han ønsker frihed. Men han aner ikke hvad han skal bruge friheden til, og påtager sig skylden for et mord han ikke har begået, for at få en plads i en fængselscelle resten af livet.
I en af mine favorit scener, der foregår på den lokale kro, bliver han spurgt af den unge kvindelige tjener, hvad han ellers laver når han ikke går tur, og han svarer, stille, “ikke noget – jeg kan ikke finde på andet”.
Det morsomme er, at jeg nu har fået en kollega der angiveligt har arvet et kæmpe beløb fra velhavende forældre, og han behøver derfor ikke at arbejde. Men det har han valgt at gøre, så han møder kl. 7 på et job, fordi han ikke kan få tiden til at gå. Når han går på pension, vil han sammen med sin hustru flytte til Sydspanien i deres store hus.
Nå, jeg må hellere stramme op og disciplinere denne historie.
Så jeg hævder at have forstået hvad der menes med disciplin er frihed. At gøre det der er godt, ikke nødvendigvis det man har lyst til.
Så jeg slutter af med endnu et Dylan citat:
“You don’t need a weatherman to know which way the wind blows”
– Bob Dylan