BlogMission Burhøne

Slår du også prutter farfar?

Jeg værdsætter den ærlige og åbenhjertige samtale. I torsdags hentede jeg igen mit lille barnebarn fra SFO, og vi havde lige et af de sædvanlige ærinder i Kvickly, inden vi kørte hjem til mig og ventede på hendes mor. Vi sad i sofaen og lavede en gætteleg med bogstaver, som hun har lært i skolen.

Pludselig sagde hun: 

“Jeg skal slå en prut farfar.”

Jeg svarede: “Ok, det skal du da bare gøre hvis du har behovet”

Som sagt så gjort og hun spurgte derefter. “Slår du også prutter farfar?”

Jeg svarede bramfrit: “Ja da – det gør jeg – det er rart og det letter.”

“Har du slået nogen i dag?”

“Ja helt bestemt”

“Hvor mange har du slået?”

“10-15 stykker vil jeg tro?”

“Ok”

Derefter skiftede opmærksomheden uden videre tilbage til bogstavlegen, hvor hun havde tegnet en galge, og hver gang jeg gættede forkert, tilføjede hun en legemsdel på en figur, der hang i rebet.

Jeg indrømmer at antallet af prutter var grebet ud af luften, da jeg ikke holder regnskab, og det var ikke for at prale, men mere for at formidle et normaliseret forhold til naturlige kropslige funktioner. Jeg holder af den slags samtaler. Ingen filtre, men oprigtig nysgerrighed og ærlige meninger.

I mit nye job har jeg underskrevet en tavshedserklæring, men jeg tager chancen og afslører at jeg har set en hel del citronmåner hos politiet i Nordsjælland, så måske er det ikke blot en myte at politifolk holder af dem.

Jeg havde et ærinde i en af personalets frokoststuer og sad et øjeblik ved et bord og gjorde et par notater. Desværre havde nogen tændt et tv, der hang på væggen, og jeg kunne derfor ikke undgå at høre hvad der blev sagt. Tilsyneladende var værten Michael Meyerheim og jeg fik det indtryk at det var en slags brevkasseprogram hvor folk kunne skrive ind om deres udfordringer. I panelet var også Cecilie Frøkjær og Ulla Terkelsen og en tredje mandlig deltager som jeg ikke husker. Det er nok 15 år siden jeg afbrød forbindelsen til den slags kanaler, og det var lidt skræmmende at det tilsyneladende er de selvsamme mennesker der stadig er ansat.

Meyerheim læste et brev fra en ældre mand der var kommet i et frygteligt dilemma. Han var pensionist, så antagelig omkring 70 år. Han havde mistet håret og været skaldet i 35 år, men havde for nylig fået den ide at han ville have en paryk. Han havde brugt over 5000 kr. på at få den produceret. Men problemet var nu, at hans kæreste ikke kunne lide den.

Derefter viste de et par billeder angiveligt at selvsamme mand, skaldet og et med den nye paryk, som lignede noget købt i en spøg og skæmt butik, mens oraklerne kom med forslag til løsninger på hans problemer med kæresten der ikke støttede hans projekt.

Den dag i dag er jeg i tvivl om det var et seriøst program, eller om det var satire.

De samtaler jeg har med mit barnebarn på 7 år, om prutter, om hvorvidt julemanden eksisterer, og den tvivl jeg mærker der er ved at indsnige sig hos hende, er langt langt mere interessante og berigende. Og de er selvfølgelig barnlige, eller barnagtige, men jeg ser egentlig ikke den store forskel på det jeg så i tv den formiddag, og det forklarer måske også hvorfor mennesker tilsyneladende er parate til at acceptere de manipulerende historier, medierne fortæller dem.

Mødet med Meyerheim havde jeg gerne været foruden, men det bekræftede mig dog i at min beslutning om aldrig mere at se mainstream tv, var den rigtige.

Billedet af den lille Hahnemühle A6 watercolor blok har intet at gøre med historien, men den er smuk.

Fortsættes …