BlogMission Burhøne

Er du troende?, spurgte jeg …

Jeg vil gerne berette om en oplevelse fra den forløbne uge, da jeg under udførelse af en daglig rutinemæssig arbejdsopgave befandt mig i samme lokale som en relativt ung kvinde, der var travlt optaget ved en af husets mange store Xerox kopimaskiner, der er en daglig påmindelse om at det papirløse samfund, trods profeternes forudsigelser, heller ikke er blevet til noget. Jeg ved ikke hvad hun lavede, men hendes arbejde havde skabt en hel del bunker af papir, som åbenbart skulle ligge i en nøje sorteret orden.

Jeg har set hende før, samme sted og også andre steder i huset og vil anslå hendes alder til omkring 30 år. Jeg lagde mærke til, at hun havde to guldkæder om halsen, uden på sin grå trøje, der begge havde kors som vedhæng. Jeg overvejede, om jeg skulle spørge om hun var troende, eller om det blot var til pynt, og efter en kort indre samtale, besluttede jeg at tage chancen. Hun svarede venligt og imødekommende: “Ja, det var hun”. Og derefter spurgte hun også mig om det samme, og jeg følte derfor at samtalen nu var åben og ok. Jeg forklarede at jeg primært var interesseret i buddhismen, men at jeg den senere tid havde udviklet interesse for at undersøge om der er paralleller. Mens vi udførte vores arbejdsopgaver, gik samtalen videre, med de klassiske betragtninger om at materialisme ikke er nok, mennesker har brug for åndelig føde, vi er mere end blot kød og blod. Men vi skulle jo også videre i dagens opgaver, og hun forlod rummet med et “tak for snakken”, og jeg var glad for at jeg havde taget mod til at stille spørgsmålet.

Jeg glemte at fortælle hende, at det emne, der har optaget mig mest, er at forstå forskellen mellem meditation og bøn. Men måske mødes vi en anden dag.