Glæden ved idiotarbejde
Jeg har tænkt lidt over det man kalder “idiotarbejde”.
Slår man ordet op på ordnet.dk er forklaringen:
“Arbejde som ikke er intellektuelt udfordrende, og som derfor virker kedeligt eller meningsløst”.
Men jeg kan godt kan lide idiotarbejde.
I foråret 2021 ønskede jeg mig et job der var mere manuelt, fysisk, taktilt og af håndværksmæssig karakter. Jeg fik job i den grønne branche som havemand og noget af det bedste ved det job var at køre eller gå, og slå græs. Det kræver ikke meget, og jeg kunne synke ind i min egen indre verden, og her fik jeg mange gode ideer til historier jeg senere kunne skrive. Jeg hørte bogen “Seeren fra Andalusien” af Lars Muhl mange gange og min eneste bekymring var at jeg uundgåeligt kom til at slå små dyr ihjel. Det beklager jeg. Men det var en nydelse at mærke duftende og se resultatet.
Og jeg nød tiden inde i mig selv, i min egen verden, hvor der af og til kom ideer til historier, eller bognoter og andet, som jeg skrev ned i en lille billig notesbog.
Jeg har tænkt over lettelsen ved ikke at være nogen, ikke noget særligt, ikke forsøge at fake, ikke identificere sig med den horisontale verden som vi alle skal forlade. Følelsen af at være ingen, ingen karriere, intet, men føle en boblende glæde ved at være i live.
Nu har jeg fået et andet job, der kun i sjældne tilfælde giver mulighed for at være i fred og gå og tænke egne tanker, men efterhånden som rutinerne sætter ind, regner jeg med at jeg kan gå derind oftere. Jeg savner den kloge samtale, men jeg forventer at den bliver en sjældenhed, og det skal nok gå, for der sker så meget andet godt.
Det vedhæftede billede er “Andrew Loomis hoveder” som jeg dagligt øver mig i at tegne.
Crede et Vicisti – Tro og Vind