I Danmark er jeg født

Den forløbne uge har på mange måder været begivenhedsrig. Altså ikke sammenlignet med  de storpolitiske manøvrer ude i verden, som mange har og ytrer meninger om, og som jeg slet ikke gider følge med i, nej, i mit eget lille navlebeskuende liv. Og det vil jeg hellere fortælle historier om.

Jeg har været til en lidt utraditionel jobsamtale, og besøgt min gamle dansklærer, og det er ikke ligefrem overskrifter der kan få pulsen op og ingen kan beskylde mig for at lave clickbait, men det er “derfra min verden går”, hvis jeg må lade mig inspirere af Henrik Rungs sang: “I Danmark er jeg født”, fra 1850, skrevet på en tid hvor Danmark var engageret i en grænsestrid i Sønderjylland.

Af og til skal man presses eller risikere at miste, for at lære at værdsætte det man har, som man måske før tog for givet.

Den adfærd kan også opleves, når mennesker pludselig forsvarer aspekter af deres liv, som de før selv kritiserede og var utilfredse med, men som de begynder at forsvare hvis det kommer under pres udefra. Det virker irrationelt.

Forleden skrev jeg en lille historie om et fotografi, jeg selv tog for mange år siden af min morfar der er på jagt og jeg fotograferede ham lige da han tager sigte mod en fugl, et kort øjeblik før han skyder. Pointen i historien er at billedet blev taget med et gammelt kostbart Leica kamera, som jeg lånte af min daværende dansklærer. Da jeg kiggede på billedet, filosoferede jeg lidt over hvilken tillidserklæring det var, at han lånte en ung knægt på ca. 15 år, dette kamera. Og hvad det betyder når de ældre erfarne mennesker, viser de unge tillid og opbakning. Jeg tror det betyder meget, også selvom de unge ikke er bevidste om det.

I forrige uge besøgte jeg tilfældigt, sammen med mit barnebarn på 7 år, min gamle folkeskole, på hendes foranledning, fordi hun vidste at skolen havde en fed legeplads som hun gerne ville prøve igen. Hun havde åbenbart besøgt den i forbindelse med en legeaftale med en skolekammerat, der boede i nærheden. Som sagt så gjort, og det var en usædvanlig smuk, solrig, varm eftermiddag, og jeg parkerede ved en af skolens indkørsler, som jeg kendte, og vi gik ind i skolegården. Hun styrede ret hurtigt mod de første legeredskaber og kastede sig ud i forlystelserne. Jeg forsøgte at være tilstede for hende, men af og til lod jeg blikket panorere over bygningerne og skolegården og jeg kiggede ind i lokalerne, og de gule mursten som jeg huskede, var blevet mere slidte af tiden, og der var også nye bygninger og små forandringer, men det lignede sig selv, som jeg huskede det. Og ikke nødvendigvis som en særlig lykkelig sorgløs tid, men min skolegang forløb uden større dramatik. Jeg forsøgte at forklare min pige, at her havde farfar gået i skole, og hun svarede også, men kunne naturligvis ikke forholde sig til det. Jeg tror det var mens jeg gik der på skolen sammen med hende og tog nogle billeder med mit moderne japanske digitale kamera, at jeg fik ideen om at sende ovenfor beskrevne historie til min dansklærer. Jeg vidste, hvad en af hans sønner hed, og kunne let finde hans mailadresse, og for nøjagtig en uge siden, sidste lørdag, sendte jeg historien til ham, med en kort forklaring.

Jeg øver mig jo i at “give slip”, så da mailen var sendt, slap jeg kontrollen, og den emotionelle tilknytning til et specifikt resultat og den var ude af mine hænder.

Dagen efter, søndag formiddag, sad jeg i min sofa, som jeg også sidder i nu, og som jeg tilbringer en stor del af mit liv i, mens jeg lyttede til en lydbog. Jeg husker ikke hvilken bog, men så ringede telefonen, hvilket skabte lidt furore, da jeg havde en lille højtaler koblet til telefonen, og selvom jeg ikke kendte telefonnummeret, svarede jeg, og det var min dansklærer Michael, der ringede til mig. Jeg kunne kende hans stemme, og han gav udtryk for sin glæde ved at læse min historie, som hans søn havde videreformidlet.

Så vi aftalte at jeg, i stedet for at tale i telefon, skulle komme forbi og besøge ham lidt senere samme dag, hvor han stadig bor sammen med sin hustru, ude på en gammel fin gård, på landet, et sted på Midtsjælland.

Tilfældigvis bor de kun 3,5 km fra min morfar og mormors gamle gård, så jeg valgte at lægge vejen forbi den lille by, hvis man da kan kalde en klynge huse og gårde for en by. Jeg parkerede bilen ved gadekæret og gik ud. Gården eksisterer stadig, men er ombygget og malet i en anden farve, så der er ikke så meget jeg kan genkende. Jeg gik en tur gennem “hovedgaden” og lod tankerne rejse tilbage.

Det var hyggeligt at møde min dansklærer igen. Han var ved godt mod, virkede frisk, men var i færd med at skille sig af med nogle af de ting, de havde akkumuleret gennem årene.

Den ene længe var genopbygget og her boede den ene af deres 2 sønner, dog med egen indkørsel, så privatlivet stadig kunne tilgodeses. Men det må være rart at have hinanden tæt på, altså såfremt det fungerer.

Vi drak kaffe og spiste hindbærroulade og talte om gamle dage, og hvad vi havde oplevet, hvordan livet havde udviklet sig, hvilke personer vi kunne huske fra gamle dage osv.

Han havde prøvet mange forskellige jobs, de havde boet en periode i Sverige som helt unge i deres ødegård, men flyttede hjem da de skulle have deres første barn, og købte den gård, de stadig bor på, og han begyndte at læse til lærer på aftenseminariet, mens han arbejdede om lærer, på den skole jeg senere skulle møde ham, og som han var resten af sin karriere.

Det lyder så enkelt, når man hører folk fortælle, og jeg tror faktisk at livet var enklere før i tiden.

Han har haft vinimport i mange år, men er ved at afvikle firmaet nu. Han fortalte at det meste af hele sidste års overskud blev brugt til at betale bøder for alle mulige regelovertrædelser af mere eller mindre absurde regler, i det overvældende regeltyrani som man gennem tiden har udviklet, og som tilsyneladende ikke ændrer sig, og som mindre virksomheder umuligt kan hamle op med, da det kræver mange ressourcer at sætte sig ind i dem.

Vi sagde farvel og aftalte at jeg altid er velkommen til at besøge dem igen, og det er ikke usandsynligt at jeg kigger forbi en anden dag.

I Danmark er jeg født, men jeg er ikke blevet mere nationlistisk, eller fædrelandskærlig, fordi landet er kommet under pres udefra, fra forskellige sider.

Det nye er, at presset sker med en pludselighed der har taget folk med bukserne nede, men det virkelige pres sker indefra og har været i gang i årtier. Men det er sket med salamimetoden, gradvist og langsomt, så befolkningen ikke har opdaget at deres frihed er taget fra dem, blandt andet ved hjælp af enorme skatter og afgifter og overvågning og en gradvist fjernelse af individets ret til privatliv, indvandring fra ikke-kompatible kulturer, og det hele baseret på fundamental disrespekt for individet og en ubevidst, uopmærksom, politisk korrekt befolkning, der for en stor del, forsvarer deres egen ufrihed, hvis man formaster sig til at kritisere.

Det er ikke umuligt, at bogen jeg hørte, da min dansklærer ringede, var H. C. Andersens selvbiografi: Mit livs eventyr, en hyggelig bog hvor Andersen beskriver sit liv helt fra barndommen. De fleste har glemt hans eventyr om Kejserens Nye Klæder, men nogen skal jo sige det.

Jeg vil stoppe nu, men historien fortsætter … jeg har mere at fortælle …

Crede et Vicisti – Tro og Vind