Jeg kan vente

To unge fisk kommer svømmende ved siden af hinanden, og møder på deres vej en ældre fisk i modgående retning. Den gamle fisk hilser og siger “Hej med jer – hvordan er vandet i dag?”. De to unge fisk svømmer videre i stilhed, og kort efter siger den ene fisk til den anden: “Hvad pokker er vand?”

Og nu fortsætter jeg gårsdagens historie, der blev så lang, at jeg så mig nødsaget til at afbryde skriveriet. Men jeg har mere på hjerte, og som jeg nævnte, har jeg haft en begivenhedsrig uge. Ikke sammenlignet med de store bevægelser ude i verden, men her i sofaen, i mit lille liv. En af dem var et utraditionelt møde, måske kan man kalde det en uforpligtende jobsamtale, dog med den særlige vinkel, at jobbet ikke er ledigt endnu.

Jeg er på udkig efter et nyt job, og den pågældende virksomhedsejer søger givetvis snart en ny medarbejder. For at være på forkant, havde han derfor kontaktet et rekrutteringsbureau og jeg blev ringet op af min gode kontakt fra dette bureau, der ville høre hvad jeg synes om denne mulighed. Min første reaktion på hendes beskrivelse af jobbet var lidt negativ, må jeg indrømme. Det lød nærmest som om det var et retræte job, og jeg blev en smule stødt på manchetten, for jeg føler mig jo som en mand i sin bedste alder.

Nå, men jeg har kun godt at sige om min kontakt, for hun er meget seriøs og grundig, og har før formidlet et job til mig, så jeg valgte at høre hvad hun havde at sige. Min første reaktion var som sagt at det lød lidt kedeligt, men der var også fordele fordi det var meget fleksibelt og tæt på min bopæl.

Og jeg var glad for at hun tænkte på mig, og jeg sagde at jeg ville overveje det.

Man skal aldrig undervurdere betydningen af en god nattesøvn, eller to, og i løbet af weekenden, blev jeg mere positivt stemt og nysgerrig efter at vide mere. Det jeg i første omgang så som begrænsninger, begyndte nu at ligne interessante muligheder.

Så jeg skrev at jeg havde ændret mening og gerne ville høre nærmere. Hun sendte mig  flere informationer, og et møde med firmaets ejer blev aftalt i tirsdags.

Mødet blev en positiv oplevelse, kemien var god og samtalen flød problemfrit, og der var gensidig interesse for at lave et samarbejde.

Måske var medvirkende årsager, at der ikke eksisterede en jobannonce, og virksomhedsejeren havde ikke mit CV.

Og jeg havde kun fået en mundtlig beskrivelse af jobbet, så mine forventninger var ret lave. 

Så mødet bar præg af fravær af forudfattede meninger, og det kan skabe muligheder.

Jobbet er nok ikke en spændende og udviklende karriere rejse, som det hedder på LinkedIn-sprog, men kan blive ganske engagerende og hyggeligt. Mulighederne ligger i fleksibiliteten og den lokale placering, der giver mig mere fritid og energi til at lave mine egne ting.

Jeg har ikke solgt skindet, for bjørnen er endnu ikke skudt, men oplevelsen har sat gang i nogle overvejelser, uanset hvad der sker.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget inspireret af David R. Hawkins bøger i denne tid.

Jeg startede med: Letting Go: The Pathway of Surrender, derefter: The Eye of the I, så blev det: Power vs. Force: The Hidden Determinants of Human Behavior og så gennempløjede jeg “Transcending the Levels of Consciousness: The Stairway to Enlightenment” som er en ret ambitiøs, måske vidtløftig titel, men en dejlig bog, som jeg også har hørt utallige gange.

Og i går anskaffede jeg: Discovery of the Presence of God: Devotional Nonduality, som jeg hørte lidt af, inden jeg gled ind i søvnen.

Forudsætningen for at ovennævnte job kan blive til noget, er at det bliver ledigt. Forstået på den måde at en medarbejder har adviseret firmaet om at vedkommende er ved at finde nye græsgange, og snart siger farvel. Så hvorvidt jeg kan komme i betragtning, er afhængig af den beslutning. Det bringer mig i en passiv venteposition, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg jo også selv vælger om jeg vil være i, men det er nøjagtigt det jeg selv har gjort overfor min nuværende arbejdsgiver. Så kan jeg lære det.

Jeg forbereder mig på at starte på bogen “Siddhartha” af Herman Hesse. Nej, jeg har aldrig læst den, og det undrer mig. I en kort beskrivelse af bogen fra en begejstret podcaster, hørte jeg denne inspirerende sekvens fra bogen.

Siddhartha bliver spurgt om hvilke evner han er i besiddelse af og han svarer:

I can think, I can wait, I can fast.

Jeg kan tænke. Kvaliteten af dine tanker, afgør kvaliteten af dit liv. – Marcus Aurelius

Udvikler man bevidstheden om hvilke tanker man tillader, eller i det mindst hvilke tanker man tillader at få indflydelse på sit liv, kan det skabe en bedre livskvalitet, klogere beslutninger og valg og et overskud som man kan bruge eksempelvis til at hjælpe andre, når man har hjulpet sig selv.

Jeg kan vente. Tålmodighed og afventen, er ofte det bedste man kan gøre, når man står overfor en udfordring, der kræver et valg og en beslutning. En god nattesøvn, se tiden an. Lad være med at handle hurtigt og impulsivt, bare fordi jeg ikke kan holde ud at være i den uafklarede tilstand. Af og til skal man handle hurtigt, men man skal også kunne vente.

Jeg kan faste. Jeg vælger ikke at tage ordet bogstavelig, for jeg bryder mig ikke om det, så for mig symboliserer det evnen til at skrue ned for forbruget, leve beskedent og  minimalistisk, som en forudsætning for et friere liv, når sindet, kroppen og verden, forsøger at sætte mig i et bur, i en kategori, som jeg ikke ønsker at være i.

Lad mig lige gøre det klart at jeg ikke hævder at have mestret de tre egenskaber, men det giver mening for mig at tilstræbe det.

Nu bliver denne historie også ret lang, og jeg må hellere runde af. Men måske kan jeg lige skrive lidt om hvorfor jeg er så begejstret for David Hawkins skriverier, hvis jeg da ellers kan sætte ord på det.

Jeg kan godt lide at han arbejder meget med tanken om bølgelængder, frekvenser, som en måde at forklare hvordan mennesker agerer, og befinder sig i et hierarki, om man vil.

De lavere frekvenser ligger i et overlevelsesparadigme og man kan arbejde sig op gennem reason and integrity, til de højere spirituelle paradigmer.

Og selvom man når højere frekvenser, kan man godt risikere at miste fodfæstet og lade sig påvirke af lavere frekvenser, og så falder man ned igen. Så der kræver opmærksomhed hele tiden.

Der er mange ting i den måde han beskriver mennesker, og udviklingsprocesser, som giver virkelig god mening for mig, så jeg føler, meget apropos, at jeg er på bølgelængde med Hawkins.

Men det der udfordrer mig mest, er at “give slip” – Letting Go – forstå at jeg ikke skal eller kan, kontrollere alt, men må udvikle tillid til at det nok skal gå, og at løsningerne kan komme på måder som jeg ikke har fantasi til at forestille mig.

Jeg afventer også svar på en anden jobsamtale, og jeg kan ikke forestille mig at svaret ikke er positivt, og hvad skal jeg så gøre? Jeg vælger at give slip, for jeg kan vente og svaret kommer til mig, til den tid.

Crede et Vicisti – Tro og Vind