Jeg fik et kompliment
Forleden dag fik jeg et kompliment jeg var ekstraordinært glad for. En venlig person skrev i en kommentar til en af mine historier, at der ofte var noget “Thomas Vindingsk” over fortællingerne. Folk i en vis alder kan huske Thomas Vinding. Hans behagelige stemme og langsomme måde at tale, og han arbejdede også i en tid hvor der ikke var så meget der kunne distrahere. Zapper kulturen var kun i sin spæde vorden.
Han sagde at han ville gøre en “kort historie lang”, og ikke som i dag, hvor alt skal præsenteres kort, hurtigt og overfladisk, så man kan komme videre til noget andet.
Jeg tilslutter mig ideen og vil gerne skrive kedelige historier fra hverdagen, og de er ikke altid så kedelige som de ser ud, hvis man kigger godt efter. Hverdagen kan være et magisk eventyr og man kan lære meget af de små tilsyneladende ubetyderlige oplevelser.
Jeg bruger ofte udtrykket vertikal og horisontal væren. Og jeg bruger ofte udtrykket, at jeg er “stået af toget og har ikke tænkt mig at stå på igen”.
Og i den sidste tid har jeg tænkt over, om jeg ved hvad det betyder og jeg har haft en følelse af at være stagneret på et plateau. Hvilket er helt naturligt i ethvert menneskes udviklingsproces, uanset om man er gammel eller ung.
Jeg tror jeg ved hvad det betyder, men føler et behov for at komme lidt videre. Det er sjældent jeg tager beslutninger om pludselige forandringer. Ikke noget med “fra på mandag vil jeg løbe 5 km, hver dag”, men det er oftere glidende processer, hvor jeg pludselig opdager at jeg gør noget andet, efter jeg har gjort det. Og det er godt at det er sådan.
Jeg tror jeg har flere af de rigtige håndtag, men der skal bare skrues og drejes på dem.
Mere stilhed, mere meditation, eller hvad man nu vil kalde det, flere kreative aktiviteter, flere frokoster i, tilsyneladende, kedelige provinsbyer, flere samtaler med mennesker jeg holder af, mere tid i naturen, og mindre tid på sociale medier, og flere is i Jægerspris.
Jeg vil gerne være bedre til at tale med “fremmede” mennesker jeg tilfældigt møder og jeg vil gerne huske at smile til alle, også dem der irriterer mig. Måske især dem der irriterer mig.
Så at stå af toget og gå vertikalt, betyder nok for mig at vende mainstream ryggen, fordi nyheder og politikere, forsøger at styre mennesker med frygt og løgne. Frygt sælger og frygtsomme mennesker kan let kontrolleres. Desværre er frygt også et afhængighedsskabende “rusmiddel” for mange, så det er ret let at gøre folk afhængige.
Men den går ikke med os der gik vertikalt, vi har gennemskuet spillet og vi frie.
Crede et Vicisti – Tro og Vind