Mit liv i en urtepotte

Jeg har den sidste tid muntret mig med at poste billeder af små figurer, placeret i urtepotter og fik lyst til at skrive lidt om baggrunden for denne særprægede adfærd.

2021 var et mærkeligt år, og det var perioden hvor den vanvittige coronatid var ved at slippe sit tag, men der var, og er, stadig efterdønninger, og folk gjorde mærkelige ting, som at tage genbrugte effektløse masker på når de gik ind i en bus og tog den af igen når de stod af.

Men det var efterhånden blevet muligt at leve et mere normalt liv. Det var også året hvor jeg fik mit første job, efter jeg blev fyret fra Ekstra Bladet i 2019. Derefter skulle jeg finde ud af hvad jeg nu skulle lave, efterfulgt af føromtalte coronaperiode, med en proportionsforvrænget reaktion og pseudovidenskabelige tiltag. Men de fleste løb med, og det skabte stilstand, der for mange var katastrofal – mentalt, emotionelt og økonomisk.

Måske var det mit behov for at flygte fra virkeligheden, men jeg husker at jeg forsøgte at skrive nogle fantasihistorier om en mand der kørte ture i en gammel Volvo 210 Duett, der til orientering, vel er stationcarudgaven af model 544. Men han oplevede aldrig noget særligt, han ville vist bare være i fred og elskede at køre i små landsbyer, tale med mennesker han ikke kendte og drømte om at handle i små hyggelige lokale butikker, med god tid og hvor man kunne se deres ansigter.

I den periode blomstrede min egen trang til at male og tegne og især at skrive og i det hele taget være mere kreativ. Og i et øjebliks inspiration købte jeg nogle små munkefigurer i skala HO 1:87, ca. 2 cm høje, som bruges af folk der holder af at bygge modeljernbaner og den slags. Jeg mener det var min tanke at lave fantasihistorier, hvor disse minimunke tog på eventyr i den store verden, måske kommenterede begivenhederne, måske et symbol på den bevidsthed og opmærksomhed der har så trange kår i en verden styret af frygt, hvor flokken regerer, fordi de reagerer uden at reflektere. Og jeg havde investeret i et 90 mm makroobjektiv til mit kamera, og overvejede at lave makrofotos af figurerne og skrive små historier til dem. Projektet blev aldrig til noget og hønsetegninger, skriverier og arbejde tog over. De små munke lå i 4 år på en reol, og af og til tog jeg æsken op og kiggede på dem, og smilede fordi det er ganske sjove stereotyper af tykke munke der drikker øl og beder.

For ganske nyligt købte jeg nogle små urtepotter med tilhørende solsikkefrø, og jeg blev stærkt fascineret da de begyndte at dukke op af jorden. Jeg har ikke grønne fingre, så erfarne havefolk og planteelskere vil måske undre sig over min begejstring, men jeg synes det er fantastisk. Og jeg erindrede de små munke, og synes det kunne være morsomt at placere dem blandt de spirende frø.

Jeg indrømmer at der også var den bagtanke at det måske kunne gøre indtryk på mit 7 årige barnebarn, og jeg supplerede munkene med endnu et sæt figurer bestående af folk der laver havearbejde. En af de mange gode ting ved at have et barnebarn er at jeg kan retfærdiggøre mine egne barnlige ideer og hævde at det da også er for hendes skyld. Hvilket er i overensstemmelse med sandheden, men jeg synes også det er sjovt.

Der er tilsyneladende stadig folk der dyrker modelbygning som hobby, og en særlig disciplin er at bygge dioramaer, små scenarier, ofte relateret til krigshistorie, men ikke nødvendigvis.

Jeg kan da nævne at den berømte popmusiker Rod Stewart er en entusiastisk jernbanemodelbygger og har en imponerende model i sit hjem, som han angiveligt selv har bygget. Det er givetvis en afstressende hobby, der kan få tankerne væk fra dagligdagen og jeg synes det giver en fascinerende følelse af helikopterperspektiv, afstand og overblik, som verden tydeligvis mangler.

Forleden havde jeg besøg af mit barnebarn, for første gang efter jeg havde købt havefigurerne og hun hyggede sig også en kort stund med at sætte alle figurerne op i mine urtepotter, for jeg har naturligvis udvidet antallet med flere potter, og jeg er ikke sikker på at det stopper der.

Jeg skal blankt indrømme at tanken om at lave en mini modeljernbane i en kæmpe krukke med smukke planter har strejfet mig, men jeg tror jeg lader det blive ved tanken.

Jeg kan se i min købshistorik at det først var i 2022 at trappistmunken Thomas Merton kom ind i mit liv, men den asketiske livsstil fascinerede mig allerede, blandt andre den japanske Zen munk Dogen havde haft min interesse. Derfor var det nærliggende at min fantasiverden skulle befolkes af munke, der vælger et liv i distance, eller forsøger efter bedste evne, for det kan jo gå galt, selv for de stærkeste.

Kort før sovetid i går, læste jeg lidt i Majbritte Ulrikkeholms bog “Skriv fra sjælen” og jeg var nået til kapitlet “Søen i den sovende by” som jeg kendte allerede fordi jeg også har dette essay på en kort lydbog. Det handler om at tage vare på det indre barn, der er i os alle, også når vi bliver gamle, om at udvise omsorg, tage oplevelserne og følelserne frem og forsøge at helbrede, eller i det mindste se dem, og blive bevidst om dem.

Majbritte Ulrikkeholm bruger til tider ordet “bangebarnet”, altså ikke barnebarnet, når hun omtaler den del af sig selv, der er bange for forandringer.

Det er meget relevant for mig, der i næste uge, selvvalgt, kaster mig ud i en ny fase i mit liv og det skaber uundgåeligt frygt og bekymring. Jeg kan til tider godt få lyst til at hoppe ned i en urtepotte, og gemme mig under et solsikkeblad, men der er ingen vej tilbage og det skal nok gå.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind