Tiden løber eller spadserer

Jeg har fået, eller taget, noget tid i dag. Jeg har ikke mere tid, blot valgt at bruge den jeg har på noget andet. Usædvanligt på en fredag. Nu vil jeg skrive lidt.

Jeg har tidligere fortalt at jeg kan føle mig som et egoistisk, navlebeskuende lille menneske, der skriver om mit liv, og de små ligegyldige oplevelser, mens jeg vender den store vigtige,  farlige og frygtskabende verden ryggen. Men sådan er det. Og det betyder intet.

Da jeg mødte Majbritte Ulrikkeholm og fandt, og stadig finder, stor inspiration i hendes skriverier, og købte flere af hendes bøger, som jeg besluttede skulle læses langsomt, bevidst og omhyggeligt, fik jeg lyst til at finde min gamle fyldepen frem. Det er en billig Lamy Safari i forårsgrøn, som jeg har haft i flere år, men jeg havde egentlig afskrevet den, fordi den havde problemer med blæktilførslen, selv efter gentagne forsøg på at rense den.

Men jeg gav den en chance mere, og til min store glæde, fungerede den igen upåklageligt. Jeg havde i tidernes morgen modtaget en prøve på en lilla farvepatron som jeg satte i. Spidsen er medium og ret bred, så jeg fik lyst til at prøve en tyndere spids.

Man kan let udskifte spidsen, men jeg besluttede, at det var mere fornuftigt, og sjovere, at købe en ny fyldepen, da der ikke er så stor prisforskel. Så jeg fandt en lidt dyrere model, en Lamy Al-Star, på tilbud, der er næsten identisk, blot i aluminium og lidt tungere, og bestilt med en fin spids. Der er synlig forskel på stregtykkelsen, og nu vil jeg fortsætte min vej gennem Majbrittes fantastiske bøger, mens jeg langsomt og bevidst tager hætten af fyldepennen og skriver små velovervejede noter, mens tiden udvikler sig foran stregen.

Selvom den lilla blækfarve er ganske smuk, og den blå, der medfulgte Al-Star modellen, er flot og klassisk, har jeg besluttet at sort blæk, indtil videre, er min foretrukne. Så nu er begge penne igen udstyret med den farve.

Apropos tid, har Majbrittes afsnit om tiden, og hvordan den løber hurtigere jo hurtigere vi løber efter den, været et punkt jeg har hæftet mig ved, og skrevet noter om.

Jeg kan mærke at det er et emne jeg skal være bevidst om. Jeg har en tendens til at presse tiden, i stedet for at være inde i tiden. Det lyder måske mærkeligt, men hvis jeg sætter hastigheden ned, eller måske blot bliver mere bevidst om mine handlinger, føles det som om tiden omslutter mine handlinger.

På samme måde har jeg haft det, når jeg læser Majbrittes bøger, hvor jeg har følt at hvis jeg hæfter mig ved det hvide papir om bogstaverne og ikke bogstaverne, kan det føles som om jeg læser næsten hele linjen som en helhed.

Måske er det bevidstheden?. I morges da jeg mærkede at den indre knevremaskine var ved at starte, tog jeg min mala i hånden og gik jeg igang med at gentage mit simple mantra eller bøn, og mærkede hvordan disse ord skabte en afskærmning, en afstand og fred og ro.

Fortsættes …

Crede et Vicisti – Tro og Vind