Jeg venter på at malingen tørrer

I går var jeg i kirke. Ikke for at deltage i gudstjeneste, men som fotograf til en konfirmation. Mere om det senere i historien.

Jeg har skrevet vidt og bredt om to nye bøger af Majbritte UIrikkeholm. “Skriv fra sjælen” og “VISION” hedder de, og jeg lægger ikke skjul på, at jeg er glad for dem.

Som jeg tidligere har nævnt, har jeg besluttet at de skal læses langsomt, med god tid, og omhyggelige noter. Gerne med en kop kaffe, en notesblok, og fyldepennen inden for rækkevidde. Skriv fra sjælen indeholder mange konkrete øvelser, og jeg tror jeg lidt forsinket endelig har opfattet at det ikke er en traditionel “lær at skrive bedre” bog, men som navnet også præciserer, om at skrive fra sjælen og ikke fra personligheden, egoet, den tillærte viden, “se mig, hvor god jeg er til at skrive”, og hvor man ellers måtte hente sine tekster.

At hente fra sjælen er lag dybere, og handler ikke nødvendigvis om at skrive for andre, i første omgang, men prøve at få fat i de oplevelser, der kan blokere, og måske også inspirere, men som måske er gemt, glemt, fortrængt, fordi det er forbudte følelser, noget man vil glemme, noget man skammer sig over, noget man ikke kan rumme, eller andre årsager. Majbritte har fat i noget betydningsfuldt.

Skriv fra sjælen er også en praktisk arbejdsbog, fordi den har spiralryg og derfor er meget føjelig. Opslaget ligger helt fladt og det kraftige papir gør den nem at arbejde med. Men jeg opdagede at jeg savnede en ting ved bogen. En lille praktisk detalje. 

Sidenumre.

Når man som jeg gerne vil lave noter og kommentarer, er det rart at kunne skrive hvilken side det står på, så jeg let kan finde og læse det igen. Derfor besluttede jeg at tage sagen i egen hånd, og selv skrive sidenumre. Jeg vil lave hvert nummer unikt, og de skal alle have en lille høne ved siden af. Det vedhæftede billede af side 3, er malet med smukke Schmincke Horadam Gouache farver, og det gode er at jeg må vente til farven tørrer, før jeg kan gå videre til næste opslag. At betragte våd maling tørre, er en god måde at sætte tempoet ned, og jeg benytter lejligheden til at læse teksten igen.

Det er næsten som historien om ham, der lakerer gulv, og maler sig selv op i et hjørne, for at få lidt fred.

I kirken til konfirmationen, var jeg optaget af at fotografere den unge pige der skulle konfirmeres, men jeg hæftede mig også lidt ved præstens prædiken, der desværre var svær at høre på grund af et lydanlæg der godt kunne være bedre.

Men jeg lagde mærke til at hun forsøgte at møde de unge mennesker på deres præmisser, og hun brugte en del effekter, som en planche med hashtag ord, hun kastede en lilla ballon ud fra prædikestolen, og hun havde fat i sin mobiltelefon og talte om forbundethed og kommunikation. Jeg skal ikke gøre mig klog på om det er en god metode til at fange de unge, men jeg erindrede nogle interviews jeg havde hørt med biskop Robert Barron, som jeg med jævne mellemrum lytter til, med stor fornøjelse. Han fortæller at en af de store fejl man gjorde for nogle årtier siden, fra den katolske kirkes side, for at tilnærme sig et bredere publikum, var at forsimple budskaberne. Man talte, så at sige, ned til folk. Det virkede ikke og stødte folk væk i stedet. Måske fordi det spirituelle, troens, bevidsthedens verden er langt langt større, mere kompleks, uforståelig, et kæmpe mysterium, og det er netop det, nogen søger. Vi er nogen der ikke vil have at det skal trækkes ned på et lavere niveau, fordi vi vil hellere forsøge at hæve os op, væk fra mobiltelefoner og andet teknologi, der bliver misbrugt af magthavere, og skaber afhængighed. Buddha og Jesus anbefalede vel netop det modsatte. Man er i denne verden, men ikke i denne verden. Det handler om bevidsthed og stilhed, ikke om tv og telefoner der sender notifikationer der bimbler og bamler og trækker opmærksomheden væk fra det der er vigtigt.

Vi er måske nogle der foretrækker at have ubesvarede spørgsmål og mysterier vi selv må tumle med, og vi ønsker ikke nødvendigvis kunstig intelligens, utroværdige medier og/eller politikere, til at fortælle os hvordan vi skal leve, og give os de endegyldige svar, der naturligvis ikke er til vores bedste.

Som jeg skrev, kan det være jeg misforstod den glimrende og tydeligvis dedikerede præsts budskaber til de unge mennesker, måske på grund af den dårlige lyd, eller på grund af mine egne forudfattede meninger, der farver, filtrerer og forvrænger det jeg oplever.

Jeg gik af og til i kirken og tænkte over, hvad jeg tænkte over, min indre dialog, og jeg stillede spørgsmålet: Hvad nu hvis jeg ikke kan lide mig selv, eller dele af mig selv. Hvor svært det er at holde fast i den, jeg ønsker at være, fordi gamle vaner og egoet tager over.

I bogen anbefaler Majbritte en øvelse. Man finder et gammelt billede af sig selv, måske et billede du ikke er glad for, måske et billede der gør dig ked af det.

Man kigger længe på billedet mens man spørger:

Er der noget jeg ikke har set? Hvad er det jeg ikke har set?

Man kan evt. bruge en lup.

Øvelsens formål er at opdage situationer man har overset. Måske er det et billede man har af sig selv, skabt af misforståede oplevelser fra fortiden, måske så man ikke det gode der også skete, og oplevelser blev taget ud af sin helhed, og man misforstod, og man skabte måske en fortælling om sig selv, der ikke var sand, ikke var rimelig.

Jeg oplever det jævnligt i mit samvær med mit syv årige barnebarn, at hun reagerer stærkt følelsesmæssigt på relativt små ting, og jeg håber ikke at hun holder for fast i de oplevelser. Jeg husker sidste år, vi legede på en legeplads og jeg skulle holde hende, da hun var ved at miste overblikket, og hendes hårbøjle faldt af. Jeg greb den, mens jeg stod i en akavet stilling og holdt hende, mens hun hang i nogle stålrør på legepladsen.

Da jeg ville sætte hårbøjlen på plads, kom jeg til at knække den. Det blev hun ret ked af, og lidt senere da vi gik videre sagde hun: “Jeg tror aldrig jeg kommer til at grine igen”.

Så stor var hendes ærgrelse over at miste en hårbøjle, der kan købes for ca. 40 kr. i mange butikker. Jeg morede mig i det stille over udtalelsen, men forsøgte at forklare at det nok skulle gå, og vi kunne købe en ny. Men hvem ved, hvad der sker i en lille pige, der ikke kan overskue situationen, hvilke historier hun fortæller og hvad hun kan huske.

Men det skal nok så. Jeg gemmer min bog om at skrive fra sjælen, og en dag, hvis hun udtrykker interesse, vil jeg forære den til hende.

Crede et Vicisti – Tro og Vind