Ærligt talt

Ærligt talt. Jeg vil skrive om ærlighed. Kan man være FOR ærlig?

Jeg skriver også en del om jobsøgning og CV-skrivning, og om at give slip.

I en stor rodet ruskomsnusk.

Måske er grunden til at jeg har lyst til at tage emnet op, at jeg for nylig valgte at fortælle den arbejdsplads jeg er ansat på nu, at jeg har besluttet at finde et andet job. Af forskellige årsager. Jeg har ikke opsagt min stilling, blot meddelt at jeg forlader den, så snart jeg finder noget andet.

Jeg er ikke sikker, men jeg tror det er mest almindeligt at man holder beslutninger af den karakter for sig selv, måske inkluderer nogle få fortrolige, og venter til man har fundet et andet job, for derefter at meddele arbejdspladsen at man stopper ved opsigelsesfristens udløb.

Min beslutning om at plapre ud med det, blev overraskende godt modtaget, slet ingen sure miner, eller andre negative reaktioner. Tværtimod, forståelse og endda anerkendelse fra en tillidsmand, der sagde “god stil”. Det overraskede mig lidt og alligevel ikke, for det giver jo arbejdspladsen tid til at tage sine forholdsregler. Og jeg er ikke sikker på, at alle arbejdspladser og kolleger vil reagere sådan, men måske hovedparten. De fleste forstår det jo godt.

Der kan være gode grunde til at holde den slags beslutninger for sig selv. Man ved ikke hvilke sanktionsmuligheder virksomheden har, om de eksempelvis kan afskedige, eller om man pludselig bliver behandlet ringere i dagligdagen, fordi man betragtes som illoyal, eller han er jo alligevel snart væk, så hvorfor overhovedet inddrage ham i beslutninger og tiltag, og måske bliver man sat til at lave alle møgopgaverne.

Jeg valgte, som jeg gjorde, og havde også overvejet mulighederne, men selv tanken om en afskedigelse kunne ikke holde mig tilbage. Det viste sig at virksomheden ikke må afskedige mig, fordi der skal være en god begrundelse, primært at jeg ikke udfører mit job godt nok. Og det gør jeg åbenbart.

Når jeg advokerer for ærlighed, mener jeg det først og fremmest overfor mig selv.

Det er ingen hemmelighed, at jeg i øjeblikket er stærkt fascineret af David R. Hawkins bog, “Letting Go”, der glimrende beskriver fordelene ved at give slip på de mange forstyrrende følelser, der præger mange mennesker liv, også mit.

“Letting Go” oversætter jeg til “Giv slip”, og det skurrer lidt i ørene, fordi det lyder som om man slipper kontrollen og lader stå til.

En interessant konsekvens ved at meddele min arbejdsplads at jeg ønsker at stoppe, er at det har været en lettelse i sig selv, og desuden er nogle af de faktorer der var årsag til at jeg ønskede at finde noget andet, forsvundet, efter jeg har meddelt min snarlige afgang.

Så den utilfredshed og frustration, der lå til grund for min beslutning, er til dels væk. Ikke dem alle, men en hel del.

I relation til noget af det Letting Go beskriver, har det være interessant, for er det virkelig nødvendigt at være utilfreds, ked af det, angst, osv. – for at reagere, og søge noget man tror er bedre. Eller i den anden ende af spektret, er det nødvendigt at være vildt passioneret og entusiastisk, fuld af begær, for at motivere sig til at handle.

Ikke ifølge Hawkins, snarere tværtimod.

Men jeg kan stadig blive helt bekymret fordi jeg ikke længere er så utilfreds med mit job.

Så jeg er bekymret over at jeg ikke er bekymret.

Igen kan jeg vende tilbage til spørgsmålet om jeg er mere motiveret hvis jobcenteret og a-kassen sidder i baggrunden og overvåger mig, med deres dybe mistillid og paratheden til at stoppe udbetalingerne hvis jeg ikke gør som reglerne foreskriver, eller som nu, hvor jeg stadig er i et rigtigt job der betaler mig løn.

Jeg kan kun tale for mig selv, og konstatere at det ikke har påvirket mig det mindste. Jeg skriver nogle, efter min mening, meget engagerede ansøgninger, hvor jeg virkelig gør mit bedste. Og jeg har også fået god respons.

Og jeg tror at den frihed jeg har, giver nogle fordele.

Tilbage til ærlighed. Hawkins hævder at for at blive fri af fastlåste adfærdsmønstre, vanemæssige tanker, fysiske lidelser, og meget andet, og frem til højere frekvenser, større frihed, flere muligheder i livet, går vejen gennem en opløsning af de forstyrrende begrænsende følelser og tanker, der fastholder mig. Og det giver perfekt mening for mig.

Og Hawkins tager et interessant emne op: Er det følelserne der skaber tankerne, eller er det tankerne der skaber følelserne. Og hvilke af disse påvirker mig mest.

Jeg må give Hawkins ret, når han siger at følelsen, den fysiske tilstand, er den, der har mest magt. Nervøsitet, angst, usikkerhed, skaber meget konkrete tilstande af ubehag, der sikkert er forskellig fra person til person, men de fleste oplever givetvis mange af de samme symptomer, eksempelvis ondt i maven, søvnløshed, svækkelse forskellige steder i kroppen, måske endda kvalme, svimmelhed og andet. De er alle meget ubehagelige, og må gerne stoppe så hurtigt som muligt.

Men i stedet for komplicerede analyser af tankerne, hvorfra og hvorfor de opstår, anbefaler Hawkins, at man arbejder med følelsen. Det er ikke så nemt, som det lyder, og dog, men det kræver en bevidstgørelse af følelsen, at man kan mærke den, og derefter stor disciplin, for metoden er at blive i den, uden at gøre noget. Ikke modarbejde, ikke forsøge at skubbe væk, ikke distrahere sig selv, ikke give udtryk for den, ikke brokke sig højlydt etc. Bare være bevidst om den, være i den så længe det er nødvendigt, så længe man kan. Det kan tage meget lang tid, eller gå hurtigt, eller kræve mange sessioner, men følelsen mister langsomt, gradvist, eller meget hurtigt, sin magt.

Hvor ærlig skal man være når man skriver en jobansøgning. Det siges at man skal tilpasse sin ansøgning og CV til det ønskede job. Jeg forstår pointen. Ikke forvirre virksomheden der i forvejen har mange data at behandle.

Letting Go metoden minder mig lidt om tidslinje terapien fra NLP. Et CV er også en tidslinje.

Hver dag skriver jeg et lille indlæg i min egen dagbog. Jeg ved godt, at det hedder “journal” nu, men jeg er gammeldags og kalder det en dagbog. At komme ind i en vane med at skrive dagbog, har jeg taget tilløb til flere gange, men gik altid i stå. Men i 2023 holdt jeg fast,  paradoksalt nok ved at skrive baglæns, altså gennemgå hele 2023, der på mange måder var uroligt, men så pludselig begyndte jeg at skrive fremad, og så fortsatte jeg den bagudrettede søgen i min hukommelse og besluttede at afdække hele mit liv, tilbage til fødselsåret, og notere ting jeg kunne huske.

Uden at tænke over det, fik jeg skabt en tidslinje, som har kastet lys over flere ting, der kan være interessant når man skal give slip. Jeg skriver stadig, både frem og tilbage i tiden, og fylder ud når gamle oplevelser dukker op og det sker stadig med jævne mellemrum.

Jeg har spekuleret lidt over forskellen på David R. Hawkins og Michael A. Singer. Singer taler også om “surrender”, at overgive sig til livets flow.

Men han fokuserer mere på den indre dialog, stemmen, vi alle har, i større eller mindre grad. Jeg tror ikke de er uenige, de beskriver det bare på hver sin måde. Også Eckhart Tolle er inde på noget tilsvarende.

Og Buddha var på forkant, og talte om “samskaras” – indtryk i sindet.

Han anbefalede også at give slip, ikke klamre sig, no clinging, accepter livets flow og foranderlighed.

Tanker kan skabe følelser, og omvendt, kan en følelse skabe tanker.

Det er interessant at lege med emnet. Hawkins skriver at en tanke er en “ting” – en entitet der bevæger sig i universet, den udsender en frekvens, uafhængigt af afstande.

Men nu skulle denne historie jo handle om ærlighed.

Jeg tænker at ærlighed starter med at være ærlig overfor mig selv.

Når jeg skriver om oplevelser i mit eget livs-CV, kan jeg godt mærke at der er emner jeg har lidt svært ved at tage op. Enten fordi det føles ubehageligt, eller simpelthen fordi jeg ikke er afklaret, ikke forstår det, eller jeg ikke husker det tydeligt.

Letting Go metoden minder mig som sagt om tidslinje-terapien fra NLP. Måske er den også i familie med Jungs ideer om skyggesider, der har bedst af at komme frem i lyset.

Fordelen ved Hawkins metode er, at jeg ikke behøver at forstå noget som helst. Kan jeg mærke en forstyrrende følelse, kan jeg arbejde med den. Måske er der slet ingen rationel forklaring på den, ingen mulighed for at finde årsagen, og det er også ligegyldigt, selvom det er interessant og sikkert brugbart i mange tilfælde.

Jeg oplever ikke tanker og følelser som modsætninger, men vælger at se dem som forskellige udtryk for samme energi, eller en entitet. Jeg kan bruge dem begge efter behov og ønske.

Og nu ser jeg mig, ærligt talt, nødsaget til at stoppe denne historie nu, ellers bliver den for lang, men den fortsætter i næste afsnit … 

Men lige afslutningsvis minder jeg om en historie jeg skrev forleden om at mærke angst, eller ikke mærke angst, og den linker jeg til i kommentarfeltet.

Crede et Vicisti – Tro og Vind