Husker du den tid?
I går skrev jeg en historie om ærlighed, og jeg stillede spørgsmålet, om man kan være FOR ærlig. Inspirationen til historien var min beslutning om at fortælle nuværende arbejdsgiver, at det er min intention at finde et andet job, men uden at sige op.
Historien bevægede sig også ind på en bog, og dens forfatter, som jeg er stærkt fascineret af i denne periode, og jeg tænker på “Letting Go” af David R. Hawkins og jeg kom ind på min personlige dagbog, der også har udviklet sig til et arkæologisk bagudskuende dokument, for at afdække de oplevelser der står klart i min erindring, og have et sted jeg kan notere når nye oplevelser dukker op.
Og historien fik en kvinde, en relation fra fortiden, kæreste om man vil, som jeg stadig har en løbende dialog med, dog kun om andre emner, til at reagere og hun skrev til mig at hun havde læst min historie og blevet nysgerrig. Og hun spurgte, hvordan jeg huskede den tid. “Husker du den tid med lethed, tydelighed, kompliceret eller noget helt 4.?” – var hendes ord.
Jeg huskede at jeg havde skrevet en lakonisk note, ikke ligefrem flatterende, ved det år i mit arkæologiske dokument, så oplevelsen var markeret, men ikke uddybet.
Jeg svarede hendes sms, med at jeg ville uddybe i en mail og satte mig til tastaturet. Det passede fint ind i denne selvransagende tid, hvor det at give slip er et centralt emne.
At give slip betyder vel ikke at man glemmer. Blot at den samskara, det indtryk, der sidder i sindet, eller hvor det end sidder, ikke længere påvirker i samme grad.
Som en stoppet vandlås i køkkenvasken, der løsnes og igen tillader at vandet flyder frit.
Måske ikke den bedste sammenligning?
Så jeg skrev og sendte og hun takkede og spurgte om jeg ville have et svar fra hende – høre hendes oplevelse? – eller om jeg helst ville være fri? Det ville jeg gerne, hun kunne huske mange oplevelser som jeg havde glemt. Eksempelvis fra vores første møder, der åbenbart helt er slettet fra min indre harddisk, nogle få fragmenter undtaget.
Det var meget interessant at læse hvordan jeg har påvirket hende, ikke mindst fremhævede hun min store interesse for buddhismen der på det tidspunkt var på sit højeste, og hvordan det både fascinerede, men også fik hende til at holde mig lidt på afstand.
“Du skal vide, at netop dig og Buddhismen har sat varige spor i min måde at se og være i verden.” – skrev hun, og det er da rart at vide at jeg har været medvirkende til at overføre disse tanker, dog uden at hun konverterede, men det behøver man heller ikke.
Der er rigeligt fanatikere i denne verden, selvom buddhismen ikke bør udvikle fanatisme.
Jeg tror ikke helt hun forstod mine tanker om at mennesker med tilsvarende frekvenser mødes, ikke altid nødvendigvis harmoniske, men matchende, i forhold til de roller man har behov for at spille i livet, men det gør ikke noget.
Jeg tror ikke, man behøver at huske oplevelser for at give slip. Man behøver ikke at analysere hver enkelt oplevelse. Det er vist også pointen i Hawkins bog. Det er følelsen man arbejder med, accepterer den, ikke skubbe væk, bare lade den være, til den mister sin indflydelse.
Det er en tilstand. Og selvom man tror at følelsen stammer fra en konkret oplevelse, kan der meget vel være underliggende årsager der ligger mange inkarnationer tilbage.
Opløser man samskaras fra fortiden, bliver det nemmere at manifestere en ny fremtid, men det er en anden historie.
Crede et Vicisti – Tro og Vind