De så det ske
“Sand væren kan kun udspringe af ikke-væren, som lyd kun kan opstå ud af stilhed, lys af mørke.”
Det er smukke ord, og jeg hørte dem i Seeren fra Andalusien af Lars Muhl, som jeg gik og lyttede til i går, mens jeg arbejdede i Hvidovre. Det var en kold og til tider, våd dag, men det kunne ikke rigtig slå mig ud. Min grundlæggende tilstand var en let vedholdende optimisme.
Jeg skrev en note i min lille bog, og gjorde mig nogle tanker om det.
Om det er sådan det skal forstås, er jeg ikke helt sikker på, men jeg tænker på de tider vi lever i lige nu. En verden der, efter min mening, viser sig fra sin værste side.
En massepsykose uden sidestykke.
Min farfar var medlem af bogklubben Union og han fik tilsendt en pakke med bøger efter aftalte intervaller. Han var på ingen måde intellektuel eller belæst, men i reolerne stod der en del flotte bøger.
Jeg husker særligt bogen “De så det ske under besættelsen” – en bog om tyskernes besættelse af Danmark fra 1940 til 45. Der var gamle sort hvide billeder i bogen og det var dystert og uhyggeligt. Og jeg blev fascineret af den tid, og det er jeg stadig.
Kun meget få tog kampen op mod besættelsesmagten, og mange betalte med deres liv, med tortur og med livsvarige psykiske mén.
Den dybe angst som alle følte, kom til at mærke nogle af disse mennesker, resten af deres liv.
Men hovedparten af befolkningen sad og ventede og regeringen talte nedsættende om de “terrorister” der bød besættelsen trods.
Mig bekendt var der under hele besættelsen, flertal i befolkningen for at samarbejde med besættelsesmagten.
Jeg spekulerer over hvad der får et menneske til at træffe den beslutning at gå til aktiv modstand mod en åbenlys uretfærdighed. Med livet som indsats. Det er så meget lettere at forblive passiv.
Og det var de tanker jeg fik da jeg hørte ordene i Seeren – “lys udspringer af mørke.”
Jeg har gentagne gange hørt nogen mene at det er en overdrivelse at sammenligne virus-vanviddet med krig, men se lige hvad der sker i andre lande, der er længere inde i denne proces end Danmark. Og se lige hvad der sker i Danmark? Vi nærmer os hastigt de-facto tvangsmedicinering, for at kunne leve nogenlunde normalt. Og tænk på den i praksis indførte censur og den gradvist indførte digitale overvågning og meget andet.
Og tænk på de ubodelige psykiske og økonomiske skader man har påført mennesker. Især børn, der får ødelagt deres liv, og som nu deltager i et medicinsk eksperiment, de ikke har mulighed for at sige nej tak til.
Det er skingert og proportionsforvrænget og nej, jeg mener ikke det er en overdrivelse at lave sammenligningen.
Det er et mørkt kapitel i menneskets historie.
Mens jeg gik og arbejdede, tænkte jeg om jeg skulle vælge taknemmelighed fordi jeg har fået lov til at opleve dette. I stedet for at blive vred og ødelægge mit og andres humør.
Jeg bliver udsat for en prøvelse, men der er ingen tvivl om mit valg, min beslutning. Det er stadig ikke med livet eller helbredet som indsats, men det er mod flertallet. Og det er nok der jeg har det bedst. Jeg ønsker ikke at være en del af flokken. Jeg er modstandsmand, jeg er pilgrim og vi går gerne alene hvis det er nødvendigt. Men så slemt er det slet ikke. Jeg har mange gode mennesker omkring mig – de accepterer mine beslutninger og mine meninger. Der er mange gode folk derude og de har taget en beslutning. Jeg læser om mennesker der siger op eller bliver afskediget, fordi de ikke vil underkaste sig. Og i takt med at flere mennesker indser at de ikke får et normalt liv tilbage hvis de ikke siger stop, vil de komme over på vores hold. Det kan ikke være anderledes – det er uundgåeligt.
Crede et Vicisti – Tro og Vind