Døden er altid tæt på

Ja måske er denne overskrift i kategorien clickbait? Og dog? Den historie jeg vil fortælle i dag, er ret dramatisk, og handler om et trafikuheld der kom meget tæt på.

Jeg arbejder i Hillerød og har en køretur på ca. 40 km til min bopæl i det nordlige Roskilde. Det er en tur, der tager uforholdsmæssig lang tid, blandt andet fordi man befinder sig en stor del af tiden på den berømte og berygtede rute 6, der starter syd for Slangerup.

Jeg var på vej hjem efter endt arbejdsdag og havde kørt strækningen så mange gange, at bilen næsten kunne køre sig selv, med ganske få inputs fra min side. Sådan føltes det i hvert fald.

Det var onsdag, og da jeg startede fra Hillerød, var der en klar januar himmel og en lav stærk sol, der skinnede smukt, men lidt generende lige ind i mit ansigt. På et tidspunkt ændrede det sig pludselig og vejret blev ret diset og solen var pludselig en lysende afgrænset oblat på en grå baggrund ude over fjorden. Det var smukt, men jeg kunne ikke fordybe mig i naturens vidundere, for jeg skulle jo også styre bilen. Jeg overvejede om jeg skulle stoppe og fotografere, men besluttede det var ligegyldigt, fordi jeg aldrig tager mine kameraer med på job, og mobiltelefonens kvalitet er ikke tilfredsstillende. Så jeg fortsatte og kort efter forsvandt solen helt og jeg kørte nu ind i en endnu tykkere dis, men der var stadig en glimrende sigtbarhed. Jeg bliver altid overrasket over hvor hurtigt vejrforholdene kan skifte.

I nordgående retning var trafikken ret tæt. Klokken var formodentlig omkring 15.40, så mange var på vej hjem. I sydgående retning, hvor jeg befandt mig, var trafikken væsentlig lettere.

Jeg var nået til området hvor man kan dreje fra mod Gundsølille, da jeg abrupt blev revet ud af mine tanker. Jeg hørte den karakteristisk lyd, når to biler rammer hinanden med stor kraft.

Jeg kiggede over i modgående vejbane, og så en bil, måske 30-50 meter foran mig, der lige havde ramt et andet køretøj bagfra, og jeg kan huske et glimt af bilen med en helt fladtrykt front, og pludselig skete der en masse i den anden vejbane, blandt andet så jeg

den bil der blev ramt, i færd med at dreje rundt i en horisontal udskridning. Den ramte vist jord rabatten i højre side, og tilsyneladende havde den også ramt en tredie bil, der dog ikke var så påvirket. Hele scenariet udspillede sig, mens jeg passede, og der rullede et eller andet, løsrevet fra en af de skadede biler, ud foran vejbanen i min side, så jeg var ganske tæt på at ramme det, men slap forbi. Måske var det en hjulkapsel, men det er jeg ikke sikker på.

Jeg tog åbenbart den beslutning at den bedste løsning for mig var at fortsætte kørslen, og håbede på at jeg kunne passere uskadt. I et kort glimt, for jeg havde ikke rigtig tid til at betragte scenariet, så jeg ud af mit venstre perifere synsfelt, den hårdest ramte bil, der nu havde fronten i modsat retning, og jeg kunne se føreren i silhuet inde i bilen.

Jeg lagde mærke til en mørk kassevogn, der kørte et stykke foran mig, i samme retning, og bemærkede at den også fortsatte, som jeg selv valgte at gøre. Men jeg måtte sikre mig at den fortsatte og ikke pludselig bremsede.

Jeg kom uskadt forbi, og de verdensfjerne tanker, der prægede mig for få sekunder siden, var forsvundet som dug for solen. Jeg var helt opmærksom. Jeg valgte åbenbart at køre videre, og jeg tror nok, at jeg overvejede, om jeg skulle stoppe og hjælpe. Jeg valgte at lade være, for jeg kender intet til førstehjælp, hvis det skulle være nødvendigt, så det eneste jeg kunne gøre, var at ringe efter redningskøretøjer. Og da der var snesevis, ja hundredvis af biler der nu blev nødt til at stoppe, valgte jeg at fortsætte kørslen.

Måske fordi jeg så glimtet af personen inde i den ramte bil, der var i færd med at dreje rundt, besluttede jeg at der nok ikke var nogen personskade. Det så fredeligt ud og ja jeg kan godt høre at det lyder underligt.

Så jeg fortsatte og var kort efter hjemme. Jeg besluttede mig for at undersøge om der var nogle nyheder der kunne gøre mig klogere, og der var faktisk oplysninger på et lokalt website og BT. Det blev omtalt som et større uheld og begge vejbaner var spærret. Det blev anbefalet at finde andre ruter. Lidt senere blev historierne opdateret med oplysninger om, at der nu var en politibil og tre ambulancer til stede. Og igen senere, informationer om at der ikke var personskade, og at begge vejbaner, efter en times afspærring, nu igen var åbne for trafik. Dog var en person kørt på hospitalet med et ømt håndled, for at få det undersøgt.

Jeg har ikke efterfølgende haft mareridt over oplevelsen, men selvfølgelig har jeg gjort mig nogle overvejelser om jeg kunne eller skulle have reageret anderledes.

Men jeg husker mig selv på, at jeg aldrig har prøvet det før. Jeg valgte at køre videre, jeg tror ikke jeg rørte bremsen. Som man ofte hører, at det udspillede sig i slowmotion, er ikke helt ved siden af. Det foregik i god ro og orden, hvis man kan sige det på den måde. Alle beslutninger var instinktive. Jeg kunne have valgt at bremse hårdt, og det kunne have startet endnu en ulykke bag mig, eller jeg kunne have kastet bilen ud i rabatten, hvor der tilsyneladende var god plads, men af en eller anden grund, vurderede jeg at jeg skulle fortsætte, såfremt den forankørende kassevogn, gav mulighed for det. Jeg har overvejet, om jeg skulle stoppe, men valgte at lade være.

Jeg kunne være blevet irriteret over at jeg helt tilfældigt skulle udsættes og konfronteres med  alle disse moralske og etiske overvejelser. Men jeg er heldigvis i stand til at lade være. Sket er sket.

Min mor skrev til mig samme aften, fordi hun havde hørt om uheldet, og ville høre om jeg var i god behold, fordi hun vidste at jeg kørte turen hver dag. Jeg kunne bekræfte at jeg var uskadt, men at det havde været tæt på.

Crede et Vicisti – Tro og Vind