Åbenhed

Sidste uge skrev jeg en meget lang og vel også antagonistisk historie om mit job, som jeg af forskellige årsager har valgt at søge væk fra.

Jeg har lyst til at fortsætte historien, som denne gang er langt mere positiv, fordi der i den forløbne uge, er sket en hel del, overvejende i en glædelig udvikling.

Jeg skrev også om betydningen af det anerkendende ord. At udvikling foregår bedst i et tillidsfuldt rum, hvor det er ok at kvaje sig – til en vis grænse.

Undervejs i skriveriet, ihukom jeg en tidligere kollega fra en arbejdsplads hvor jeg tilbragte 12 gode år, og han var chef og med til at ansætte mig, trods min skæve og utraditionelle selvlærte baggrund og lidt for høje alder. Men han gav mig chancen. Og jeg hutlede mig gennem årene, mens jeg kæmpede med “The imposter syndrome”, og andre større eller mindre komplekser, men også solede mig i følelsen af succes, fordi jeg havde haft held til at finde et job i den kategori jeg søgte, oven i købet på en ret speciel arbejdsplads.

Grunden til at han dukkede op fra gemmerne i min hjerne, eller hvor de nu lagres, måske er det en cloud storage løsning? – var den smukke blomst, solsikken, som jeg pludselig så for mit indre øje. Der var en tid, hvor han brugte solsikken som symbol for sin omgang med  mennesker. Fordi den vender sig mod solen, fordi solen får blomsten til at vokse. På samme måde med mennesker. Dermed ikke sagt at man kan sjuske sig gennem livet, uden konsekvenser, men udvikling er uundgåeligt behæftet med fejl, og hvis det er ok, fungerer de fleste bedre. Og dermed ikke sagt at alle kan administrere den frihed, men i stedet vil misbruge den. De findes bestemt.

Og der findes også jobtyper hvor nulfejlskulturer er ønskværdige, hvis muligt, såsom hjernekirurger og ingeniører der bygger store broer med tung trafik, vil det være rart hvis de er konstrueret så de ikke falder sammen når jeg kommer kørende.

Min egen historie, som jeg ikke vil gentage, har taget en positiv drejning, i det jeg valgte at meddele min arbejdsgiver at jeg er ved at køre flad i jobbet. Af flere årsager, primært har det  at gøre med den geografiske placering, arbejdsmiljøet og risikoen for at en arbejdstidsændring vil finde sted, og derfor lader de sig ikke ændre. Så jeg må finde noget andet.

I stedet for at holde det for mig selv, og mærke følelsen af manglende motivation, valgte jeg at sige det åbent og ærligt. Det blev godt modtaget, dog med en smule turbulens, men det faldt på plads og vi har lavet en aftale om at jeg foretager en blød afgang, det vil sige at jeg søger noget andet, men giver dem en lang opsigelsesfrist, og holder dem orienteret, så de har tid til finde en løsning og ikke pludselig står uden en medarbejder.

Men jeg lavede også en “hvad-er-det-værste-der-kan-ske” vurdering, og besluttede at det måtte være en afskedigelse, som jeg valgte at acceptere. Jeg har ikke lyst til at være ledig, men jeg kan leve med det i en periode. Det er fordelen ved at være asket. Min økonomi kan bære det, men det svære er det mistroiske arbejdsløshedssystem, apropos de føromtalte solsikker.

Jeg tænker over, hvor latterligt det er at bruge så meget energi på så små detaljer, når jeg sammenligner, hvad der sker ude i den store verden. For få år siden så det ud til at vi var på vej ind i et dystopisk totalitær orwellisk / huxleysk samfund, baseret på urealistiske løgnagtige katastrofefortællinger om virus og andet, som desværre mange troede, og stadig tror, på. Men pludselig ser det ud til at vende.

Og selvom jeg er lettet over, og glad for den udvikling, ændrer det ikke meget ved at mit lille liv påvirkes langt mere af nære oplevelser som lettelsen ved at jeg har fået en afklaring på min arbejdssituation. 

Og min bekymring for om jeg kan nå at hente mit barnebarn fra SFO til tiden hver torsdag, er LANGT mere stressende end potentielle krige i fjerne dele af verden.

Det mærkelige vedhæftede  billede af det behårede uhyre, er af min hånd, og øjet jeg har malet, skal symbolisere bevidstheden, betragterens sæde, der fra afstand holder øje med det der sker. Jeg malede det mandag morgen, inden jeg gik på job, for at huske på at skabe og holde afstand, ikke at lade mig trække med i en malstrøm af tanker og følelser.

Nu slutter jeg af med et citat af lægen og psykiateren Victor Frankl, der overlevede sit ophold i kz lejren Auschwitz, og kort efter skrev bogen “Man’s search for meaning” som alle bør læse.

“Between stimulus and response there is a space. In that space is our power to choose our response. In our response lies our growth and our freedom.”

Crede et Vicisti – Tro og Vind