En uforudset hændelse … og dog?
Carpe diem quam minimum credula postero, som Quintus Horatius Flaccus sagde.
Grib nuet – og hav minimal tillid til fremtiden. Eller bare den korte: “grib dagen”.
Det er mandag, og en uforudset – og dog? – hændelse har foræret mig to fridage.
For godt to timer siden, begav jeg mig nordpå, til starten på det jeg troede skulle være de sidste to arbejdsdage på Hillerød politistation.
I bilen hørte jeg lydbogen: The Gospel of Thomas: The Gnostic Wisdom of Jesus
af Jean-Yves Leloup. Det er et spændende emne.
Jeg ankom til Batzkes Bakke hvor jeg plejer at parkere, og begyndte spadsereturen. Jeg gik ind i parken og blev overvældet af duften af nyudsprungne blomster. Jeg måtte stoppe og dufte. Det var berusende.
Da jeg ankom viste det sig at det var gavetid, og firmaet jeg er ansat af, altså ikke politietaten, havde besluttet at jeg skulle fritstilles de sidste to arbejdsdage. Det føltes næsten som da man gik i folkeskolen og fik besked på at læreren den sidste time var blevet syg, og de ikke kunne finde en vikar, så I må gå hjem. Jubelscener, råb og skramlende stole.
Jeg opførte mig dog langt mere afdæmpet, og vi lavede en kort gennemgang af de ting jeg skulle aflevere, vigtigst mit adgangskort og nøgler. Jeg sagde farvel, og porten lukkede bag mig. Der var ingen vej tilbage.
Jeg spadserede den samme tur tilbage til min bil, og lagde vejen sydpå.
Min ansættelse har været et “problembarn” fra dag et – helt bogstaveligt. Det fik en meget dårlig start, og blev fulgt af flere uheldige situationer, nogle kunne ingen gøre for, andre kunne være håndteret bedre af firmaet, og helt givet også af mig.
Men jeg mærkede hurtigt, at jeg var gået forkert, og efter relativt kort tid, gav jeg besked om at jeg ville stoppe, så snart jeg fandt et andet job. Men valgte efter nogen betænkningstid at sætte farten op, og opsige min stilling, uden endnu at have fundet anden ansættelse, selvom der tegner sig en realistisk mulighed i nær fremtid.
Jeg har lært at jeg trives bedst i mindre firmaer, og i firmaer hvor man ser og hører og respekterer mennesket. Det behøver naturligvis ikke være tilfældet, selvom et firma er lille, men uanset størrelse, vejer det tungt hos mig.
Men det betyder ikke at jeg ikke også har haft mange gode oplevelser. Politiets ansatte, civile eller uniformerede, har jeg haft et godt samarbejde med, hvis man spørger mig, og det har givet et lille indblik i de opgaver de løser i den branche. Det er helt givet en spændende verden, men også i mange tilfælde stressende og traumatiserende. Jeg har haft nogle samtaler hvor man kan mærke at de har haft oplevelser de gerne ville have været foruden.
Men også det modsatte, en stærk tilfredsstillelse, når de kan være til hjælp og når det ender lykkeligt.
Jeg kørte stille og roligt tilbage, den vej jeg har kørt i 7 måneder, blot meget tidligere end forventet. Jeg kørte langsomt, og ramte en tung trafik ved Roskilde, som jeg normalt aldrig opdager. Jeg kørte ind på Circle K tanken og købte en Brunsvigersnurre og da jeg kom hjem lavede jeg en kop kaffe, og satte mig i min sofa og begyndte at skrive denne historie.
Jeg sidder her stadig, ved mit alter, hvor alt-er, og jeg vil vende tilbage til mit arbejde med Majbritte Ulrikkeholms bog, Skriv fra sjælen og de mange spændende skriveøvelser.
Crede et Vicisti – Tro og Vind