Sidste arbejdsdag for politiet
I dag er min sidste arbejdsdag på det job, som jeg selv opsagde for præcis 1 måned siden.
Men da jeg kørte til jobbet i går morges, og lukkede mig ind med min kode, bag den store port, som jeg har gjort de sidste 7 måneder, fik jeg besked på at firmaet gerne ville fritstille mig. Så jeg kunne blot aflevere mine nøgler, kort og andre småting. Kort efter var jeg på vej tilbage, med udsigt til to fridage.
Jeg kommer ikke til at savne jobbet, men rutinerne sidder stadig i kroppen, og de mennesker jeg perifert lærte at kende, og af og til talte lidt mere med end andre, har jeg selvfølgelig stadig i hukommelsen, men med tiden vil de givetvis også kun blive svage erindringer.
Da jeg kom hjem, satte jeg mig i min gamle sofa, og bevæbnet med en kop kaffe og en brunsvigersnurre fra den tank jeg altid passerer, gik jeg i gang med at skrive om dagens oplevelse.
Mens jeg sad og skrev, ringede telefonen, og det var min skønne kontakt fra et vikar- og rekrutteringsbureau, som jeg har en god dialog med. Hun har tidligere formidlet et job og er også bag de drøftelser jeg har i gang med et lokalt firma.
Jeg ved ikke om hun har en 6. sans, for jeg mener ikke hun ved jeg stopper, men hun ville bare høre om min status, og jeg fortalte om dagens oplevelse. Vi drøftede hele situationen og jeg sagde ja til at blive aktivt søgende, også til kortere vikariater, for hvem ved hvad de kan udvikle sig til, og vi var helt enige om at folk med “ja-hatten” på, oplever mere. Og selv folk med ja-hatte har også lov til at sige nej. Og det bør vi måske overveje at gøre noget oftere?
Min nu afsluttede ansættelse har været lidt pudsig, fordi jeg var ansat af et firma, der havde kontrakt med politiet, om at udføre visse praktiske serviceopgaver i ejendommen og på noget materiel.
Det gav en speciel relation, hvor jeg lærte folk at kende, men alligevel var der en distance. Vi var en slags kollegaer, og alligevel ikke.
Og måske fordi den slags forhold giver en stor udskiftning af personale, opstår der let en holdning blandt de fastansatte, at det “bare” er endnu en medarbejder, der givetvis smutter om få uger eller måneder. Derfor er der ingen grund til et større engagement. Det er forståeligt.
Jeg har selv for nyligt prøvet at være ansat i et firma der brugte mange vikarer, og var også selv vikar, og her havde man også en klar opdeling. Vikarerne blandede sig ikke med de fastansatte. Jeg fik dog “særstatus” fordi jeg var ansat “med henblik på fastansættelse”, og kom ind i “varmen”, men de øvrige opholdt sig et andet sted under pauser osv.
Senere på dagen skrev jeg lidt med en veninde, der i øjeblikket er ansat som lærervikar på en skole, og hun oplever noget tilsvarende. Hun må ikke deltage i kurser med de fastansatte lærere, og hun må ikke være på lærerværelset i pauserne.
Hvorvidt det passer en persons temperament, eller ej, skal jeg ikke gøre mig klog på. Der kan givetvis også være fordele ved den løse og korte tilknytning, hvis man er typen der foretrækker det.
Men egentlig mener jeg ikke, at disse ansættelsesforhold nødvendigvis behøver at betyde, at man ikke engagerer sig, eller at man føler sig holdt ud i strakt arm.
Det er jo ikke anderledes end livet – man er her kun på et kort ophold, inden man rejser videre.
Jeg udnyttede ikke gårsdagen så godt som jeg kunne ønske, fordi jeg var ret søvnig. Det kan ofte ske om mandagen, og måske især når man har et stort skift i livet, lige foran sig, vil der være mere aktivitet i underbevidstheden. Men i dag har jeg sovet væsentligt bedre, så jeg håber på en god, kreativ og kontemplativ dag.
Crede et Vicisti – Tro og Vind